Hvad vil det sige at leve et bæredygtigt liv? Betyder det at værne om naturen? At være en bevidst og ’grøn’ forbruger? At dyrke sine egne grøntsager? At købe genbrugstøj? At cykle på arbejde? At have en delebil? Denne artikel tager favntag med forbrugsdelen af bæredygtig livsstil knyttet til anti-trend.
Af Kristine Hornshøj Harper
Bæredygtig livsstil er forbundet med alt fra minimering af madspild, økologi og affaldssortering til minimalt forurenende transportmidler, cirkulært forbrug, deleøkonomi og reduktion af køb af trendbaserede produkter. Det er med andre ord et flertydigt begreb, som kan være svært at definere i korte vendinger, og som desuden kan være svært at finde sig til rette i som enkeltindivid – for hvad skal man primært fokusere på i sin dagligdag? Hvordan kan man gøre en forskel?
Bæredygtighed er i sin kerne knyttet til noget vedvarende og holdbart. En bæredygtig livsform er en livsform, som holder, og som man kan opretholde og bevare, uden at den har (for store) miljømæssige omkostninger.
Omdrejningspunktet i denne artikel er forbrugsdelen af bæredygtig livsstil knyttet til anti-trend. Det er der flere grunde til: For det første er overforbrug af trendy, ’fast-fashion’ produkter en tikkende bombe under de miljømæssige udfordringer, som kendetegner vores tid. Denne type af forbrug skaber uforholdsmæssigt meget affald, samtidig med at anvendelsen af såvel ’nyhøstede’ naturlige som syntetiske materialer er meget ressourcekrævende. For det andet er måden, vi forbruger trend-baseret tøj, interiør-produkter, møbler, legetøj med videre, på mange måder antitesen til at leve bæredygtigt. Brug-og-smid-væk-kulturen forårsager ikke kun bjerge og oceaner af affald, men den er desuden i sin kerne uholdbar i den forstand, at den simpelthen ikke kan opretholdes eller retfærdiggøres og dermed ikke holder i det lange løb.
Lidt, men godt
Begrebet anti-trend er antitesen til trend – og dermed til flygtige modediller. Trendbaserede produkter er skabt til at blive forbrugt, til at bliver konsumeret og dermed kun anvendt i en begrænset periode. Det på trods af, at de som oftest er lavet af materialer, der hverken kan genbruges eller på naturligvis nedbrydes. At leve et liv i overensstemmelse med anti-trendy og varige tendenser involverer at tænke i langtidsholdbare investeringer og dermed sænke forbrugshastigheden.
Tanken om langsomt forbrug er knyttet til ’slow living’-bevægelsen, som efterhånden har et årti på bagen, og som udgangspunkt var forbundet med ’slow food’. Slow-bevægelsen har siden udviklet sig til at omfatte alt fra ’slow travelling’ til ’slow parenting’ og kan bedst beskrives som en livsfilosofi: en anti-trendy livsfilosofi. Slow-bevægelsen fejrer, som navnet indikerer, langsomhed og udfordrer forbrugerisme.
Fokus ligger på ’lidt, men godt’, mindfulness og på at fremme nærvær i ens liv. Det øgede nærvær kan føre til øget bæredygtig adfærd. Når man lægger mærke til og bevidst og udtalt sætter pris på såvel menneskene og naturen omkring sig som ens fysiske ejendele, begynder man automatisk at tage vare på, værne om og reparere – i stedet for at forbruge og erstatte.
Ting, der ikke er æstetisk bæredygtige og dermed ikke kontinuerligt nærer os æstetisk kan føles drænende og tyngende og er af den grund uholdbare. Men der går let ’Marie Kondo’ i den, når man begynder at forholde sig til alle de mange ting i ens fysiske omgivelser, som ikke føles rigtige, og som man føler sig færdig med. Ikke at det nødvendigvis er noget dårligt, men at skille sig kontinuerligt af med alt det, der føles forkert eller forældet, kan lede til og endda føles som retfærdiggørelse af overforbrug. Det vender jeg tilbage til. Lad os først dvæle kort ved Marie Kondo.
Genbrugsbutikkerne bugner
Marie Kondo, også kendt som KonMari, er en japansk oprydningsekspert og er desuden forfatter til bogen ’The Life-Changing Magic of Tidying Up’, som er solgt i millionvis af eksemplarer verden over. Marie Kondo prædiker minimalisme og pertentlig orden som basis for et velafbalanceret, holdbart liv. Ved at minimere sine ejendele til kun at bestå af ting, man bruger jævnligt og holder af at bruge, og ved at organisere sit hjem og holde det ryddeligt og pænt kan man på flere planer tage styringen over sit liv, ifølge Marie Kondo.
KonMari-tendensen har resulteret i, at genbrugsbutikker verden over har fået indleveret markant mere genbrugstøj og andre kasserede produkter end sædvanligt. Folk er simpelthen blevet vilde med at rydde op i skabe og opbevaringsrum og skille sig af med alle deres overskydende, ligegyldige og uholdbare ting.
Men, der er en ’aber dabei’ midt i al oprydningsglæden. Marie Kondos appel til at tynde ud jævnligt kan nemt komme til at føles som en legitimering af overforbrug, da man jo bare kan skille sig af med tingene igen, når man ikke gider bruge dem længere – og da det nærmest kan føles som en form for terapi at gøre dette. Alle de mange secondhand-apps og genbrugsbutikker samt, ikke at forglemme, butikskæder, som tilbyder vouchers til brug af nye køb, når man indleverer sit aflagte tøj, får oplevelsen af at skille sig af med ting til at føles både velgørende og meningsfuld.
Størstedelen af sådanne tilsyneladende cirkulære genbrugsforanstaltninger virker dog lidt som at behandle en sygdom i stedet for at søge en kur imod den eller i det mindste forsøge at forhindre den.
For det første: I det tempo som ting forbruges på i vores tid, er der ingen genbrugssystemer, der nogensinde vil være i stand til at følge med. For det andet: Selv om det måske får os til at føle os bedre tilpas at donere ting til velgørenhed eller genbrugsbutikker eller videresælge dem på online platforme, ændrer det ikke det faktum, at vi køber alt for mange kortlivede produkter. Og for det tredje: Genbrugsbutikker modtager så mange kasserede ting, at de ikke ved, hvad de skal gøre med dem alle, hvorfor mange af dem ender med at blive smidt væk.
Kondo-oprydningen er med andre ord lidt ligesom en striks slankekur – så snart den er overstået, begynder kærlighedshåndtagene at forme sig igen eller de billige quickfix-produkter begynder at hobe sig op i skabe og på hylder igen. Med mindre altså, at kuren har været adfærdsændrende.
Kortvarig forbrugsfornøjelse er ikke bæredygtig
Når du skal købe noget næste gang, så prøv at stoppe op et øjeblik og overveje, hvordan du vil skille dig af med den pågældende ting, når du er færdig med at forbruge den. De ting, der giver et hurtig ’forbrugs-fix’, er ofte dem, man hurtigst bliver træt af eller færdig med igen, da de forfalder uæstetisk eller bliver utrendy, når en ny sæson prædiker et nyt look. Men sådanne ting er også de sværeste at slippe af med på anstændig vis, fordi ingen ønsker at købe dem som brugte genstande – uæstetisk forfald kan ikke betegnes som vintage, og ingen ønsker at arve dem.
Tænk på den trendy kjole, du købte før en fest, eller den billige lænestol, der ikke var nøjagtigt det, du ønskede, men blev købt for at udfylde et tomrum i din stue. Eller den nye skridttæller-gadget, som på købstidspunktet føltes uundværlig, og som nu blot ligger og samler støv i skuffen. Kortvarig forbrugsfornøjelse er ikke bæredygtig. Ting, som er kendetegnet ved æstetisk bæredygtighed; som bliver smukkere eller træder i karakter ved brug, og som man kan vedligeholde eller reparere uden at dette skæmmer udtrykket, er noget, som man på ansvarlig vis sagtens kan sende videre i systemet. De går ikke af mode. De er anti-trendy.
Et vigtigt spørgsmål at rejse i denne sammenhæng er: Hvad skal der til for, at et objekt tilskynder til kontinuerlig brug, reparation og vedligeholdelse? Og hvad skal der til for, at en ting forfalder skønt? Vi burde generelt kræve noget mere af de ting, vi omgiver os med. Brugsgenstande bør ikke udelukkende være designet til at gøre vores liv lettere eller til at udfylde et momentant tomrum i vores garderobe eller stue, men til at sætte spørgsmålstegn ved den måde, vi gør ting på.
Få os til at stoppe og tænke os om samt genoverveje og ændre vores vaner, hvis nødvendigt – og til at gøre os sanseligt nærværende og forskønne vores dagligdag kontinuerligt. Vi burde naturligvis være villige til at betale mere for gennemtænkte, gennemarbejdede, æstetisk nærende objekter end for flygtige, trendbaserede ting, som er skabt til at blive forbrugt. Vi burde tænke på sådanne køb som ’mindful’ investeringer snarere end ’mindless’ shopping.
Fokus på det skønne hverdagslige
Så for at følge op på de introducerende spørgsmål: Som enkeltindivid er en af de virkelig skelsættende ting, man kan gøre, hvis man ønsker at leve mere bæredygtigt, at nedsætte sit forbrug af kortlivede, trendy produkter drastisk. Dette kan gøres på et væld af måder. Man kan naturligvis vælge ’forbrugs-faste’ i en periode – og dermed tvinge sig selv til at bruge de ting man har, indtil de er slidt op.
Man kan også, i stedet for at købe nye ting, købe nogle af alle de ting, som genbrugsbutikkerne bugner af, efter at den omfattende Kondo-oprydning har tyndet ud i skabe og skuffer i utallige hjem. Eller man kan investere i upcyclede ting, det vil sige ting, som er lavet af vragede produkter. En upcycled ting er re-designet, innoveret og/eller forskønnet – og er dermed transformeret til æstetisk og funktionel langtidsholdbarhed.
Man kan desuden med fordel investere i håndværk: I ting, som er skabt langsomt eller som resultat af en grundig designproces, og som har til formål at skænke brugeren glæde i lang tid, da de er skabt til at holde.
Dog kan det til tider, i forbrugsøjeblikket, være svært at argumentere for at betale mere – meget mere endda – for eksempelvis håndlavet tekstil, langsommeligt udformede møbler eller en keramikskål, der bærer spor af skabelsesprocessen, når man kan købe masseproducerede produkter, der ligner og desuden koster en brøkdel.
Men grundigt udførte og gennemtænkte genstande tilfører vores liv æstetisk værdi i form af taktilitet, pasform, plads til brugsspor og gennemarbejdede detaljer, som holder. Skønheden i en velskabt genstand, hvad enten det er et sengetæppe, en stol eller en skål, kan øge vores daglige velbefindende og virke afbalancerende. Den japanske professor Yuriko Saito understreger i sin bog’ Everyday Aesthetics’ skønheden i det, hun kalder ’everydayness’.
Everydayness eller det hverdagslige kan lyde som noget trivielt og kedsommeligt. Men i Yuriko Saitos brug er udtrykket ’det skønne hverdagslige’ karakteriseret ved den holdbare tilfredshed, som kendetegner en hverdag, der nærer og opfylder os: En hverdag bestående af meningsfulde rytmer, som er ledsaget af brugsgenstande, der understøtter disse eller forskønner det daglige liv.
En sådan skøn hverdagslighed eliminerer behovet for momentane ’sukkerchok’ i form af forbrug af ligegyldige ting. At etablere en nærende, givende hverdagsrytme og at omgive sig med ting, der understøtter en sådan er med andre ord afgørende, når man tilstræber at leve bæredygtigt ved at reducere sit forbrug.
