Hvis vi som ledere, i samspil med vores omverden, skal finde en fælles, levedygtig vej ud af tågen, kommer det til at kræve noget ekstraordinært af os hver.
Af Lars AP
Er der tåge, hvor du står? Og mærker du en snigende strategisk sneblindhed? Velkommen i klubben, den bliver kun større. For vi lever i en rundtosset tid.
Personligt har jeg haft en famlende fornemmelse i årevis. Famlen er det sidste, man som strategisk ansvarlig ønsker. Og det sidste, en verden i flammer har brug for. Men hvad gør man så?
Du sidder selv med alle svarene. Seriøst. Jeg ikke bare tror på det – jeg har også fundet empirisk belæg for det. Du har alle svarene, der skal til, for at du kan blive den mest fantastiske version af dig selv. Og ved at finde dén version gør du verden til et bedre sted. Det lyder ’larger than life’. Det er det faktisk også.
Fucking Flink
Ej, undskyld. Nu fik jeg startet uden introduktion. Jeg hedder Lars. Søn af en dansk mor og en amerikansk far, født i Californien og sat på græs på Fyn, syv kilometer fra Snave. Ved køkkenbordet flikflakkede samtalen mellem engelsk og dansk. Sådan en opvækst giver to personligheder. Dansktalende Lars er tilbageholdende, socialt en anelse kejtet. Engelsktalende Lars er udadvendt, mere kontaktsøgende. Og så det underlige: Jeg har hele mit liv følt mig to grader gladere, når jeg taler engelsk.
Det giver ingen mening. Jeg bor i et af verdens lykkeligste lande, blandt et af verdens lykkeligste folk. Alligevel er jeg gladere, når jeg taler et andet sprog end verdens lykkeligste. Hvad er det, der ikke går op? Dén undren bliver i 2010 startskuddet på bogen og bevægelsen ’Fucking Flink’, som på fuld tid kommer til at fylde mit liv det næste årti. Med mit lille team laver jeg aktivisme på gadeplan, driver en platform på sociale medier med 170.000+ meget aktive deltagere og har ansvaret for kultur- og adfærdsprojekter for store skuder som DSB, Københavns Universitet, Novo Nordisk, ja selv for de 83.000 borgere i en hel bydel i Københavns Kommune.
Undervejs bliver jeg inviteret på bonede gulve hos ministerier, direktioner og bestyrelser. Men trods privilegierne breder en desillusion sig. For hver gang, jeg taler om vores menneskelige behov for fællesskaber og positiv kontakt med vores omverden, bliver jeg mødt af ivrige, nikkende hoveder. Ofte har deltagere også en personlig historie, de vil dele med mig. Det er ren genkendelse. Folk er med. Men så snart jeg bliver eskorteret væk fra de bonede gulve, og de store direktionsbeslutninger skal tages, oplever jeg igen og igen, at de folk, der lige har siddet og nikket, træffer strategiske valg i en helt anden retning. Mod økonomisk vækst. Men stik væk fra det, vi lige nikkede så enigt om. Som mennesker vil vi ét. Som systemer gør vi ofte noget helt andet.
Et udsigtstårn over tågen
Klip til: Et research-laboratorium i det nordlige Californien i 1970. Psykologen Abraham Maslow arbejder på fuld tid på sit store forskningsprojekt. Han er blevet verdenskendt for sine teorier om menneskelige behov. I bogen ’Motivation and Personality’ fra 1954 har han fremlagt de tanker, der siden er blevet til den behovspyramide, som du og jeg er blevet trukket igennem i samfundsfag. Maslows behovspyramide har fem niveauer. Men hvad er det så for et arbejde, Maslow er fuldt optaget af nu? Kortlægningen af et – hold nu fast – sjette niveau i behovspyramiden.
Måske undrer du dig. Har du heller ikke hørt om et sjette niveau? Du er ikke alene. Maslow, som er næsten midtvejs i det fireårige forskningsstipendie, han har fået til at granske pyramidens top, har kun nået at skrive i notesbøger og holde få forelæsninger om sine fund, da stjernepsykologen som 62-årig dør af et hjerteslag. I noterne, han når at skrive, er der ingen tvivl. Det her er ’the shit’, skriver han. Selvfølgelig ikke med de ord. Men det er tydeligt, at han er på sporet af noget afgørende. Maslow døber niveauet ’behovet for selvtrancendens’. I noterne skribler han, at det er noget, vi oplever i glimt, såkaldte ’plateauoplevelser’. I dem oplever vi en uhørt høj grad af forbundethed med verden omkring os. Oplevelserne kan udspille sig i baghaven, når vi nusser om vores tomatplante. På gåturen, hvor vi bliver bjergtaget af udsigten ud over flot natur. Eller i samtalen med et andet menneske, hvor kontakten i glimt bliver særlig. Vi kan opleve dem hvor som helst, fortæller han i sine få forelæsninger om dette sjette niveau. For mere bliver det ikke til. Sytten måneder inde i sit fireårige forskningsprojekt falder Maslow om på sin karrieres højdepunkt. Som han altså ikke når at fortælle os andre om.
Selv koryfæer oplever tåge
Maslows sjette niveau lyder forjættende. Men i sin samtid forvilder det sig ind i en anden form for tåge.
Det øverste niveau i den behovspyramide, du og jeg har kendt, er ’behovet for selvrealisering’, altså trangen til at udleve sit eget potentiale. Det kan de fleste forholde sig til. Behovet for selvtranscendens er mere … syret. Det refererer bogstavelig talt til et behov for overskridelsen af selvet, en åndelig opvågning, der får mennesket til at se ud over egen næsetip. For Maslow beskrev ordet ’plateau’ meget fint, at man her når toppen af bjerget: I selvtranscendens udfolder man sit fulde menneskelige potentiale og opnår samtidig det højeste niveau af bevidsthed. En tilstand, hvor forbundetheden (med én selv, ens nære, med mennesker, andre arter, med naturen og kosmos) er allerstørst. Forbundetheden afføder i det selvtranscenderende menneske intens glæde, fred og velvære. ’Jeg er lige her!’, ’Jeg er forbundet til alt og alle!’, ’Vi hører sammen!’ Her har vi problemet. For når bevidstheden om samhørighed griber én, lyder man som en person, der har røget for meget af piben. Som hårdtarbejdende forsker var Maslow fast besluttet på at kortlægge behovet for selvtranscendens så sagligt som muligt. Men det blev 1970’ernes voksende hippiebevægelse, som efter hans død overtog interessen for selvtranscendens. Og med dét blev projektet trukket væk fra laboratoriegulvet og ud i tågerne – langt væk fra et mainstream-publikum.
En vinduesplads på en café
Jeg taler en del om tåge. Den er svær at forlige sig med. Og for direktører, ledere og dem, der er ansvarlige for at tegne den strategiske retning, er strategisk tågethed nærmest et tabu at indrømme. Men i de år, vi befinder os i, er der en mere omsiggribende rådvildhed, end vi længe har oplevet. Det gælder også for mig selv. I 2019 befinder jeg mig i en tåge så tyk som ærtesuppe. Ikke nok med, at jeg er desillusioneret over verdens gang. Jeg er også i den svære startfase af et nyt projekt. Et sted fuld af tågebanker. Men en lun forårsdag bliver jeg ramt af klarsyn.
Jeg sidder ved vinduespladsen på en café. Forsøger i min notesbog at få hoved og hale i tankerne til min næste bog, da jeg ser en ung far med en barnevogn stå udenfor caféen. Han gør mine til at ville ind. Jeg rejser mig for at åbne cafédøren, holde den for ham og barnevognen. Det er en helt almindelig hverdagsoplevelse. Men den får en god følelse til at skylle igennem kroppen på mig, sådan som positive sociale interaktioner gør. Forskere taler om ’elevation’, en målelig stigning i lykkeniveauet, som selv hverdagsprægede flinke handlinger frembringer i os. Og her oplever jeg elevation. Ikke bare af at holde døren for den nybagte far. Men også af at et solstrejf gennembryder tågen. Gennem årene har mit team og jeg via Fucking Flinks sociale medier opfordret danskere til at skrive ind, hvis de oplever noget flinkt. Da situationen på caféen udspiller sig, har vi fået over 10.000 flink-historier indsendt. Med ét går det op for mig: Vi sidder på et kæmpe datasæt. Af enorm relevans.
Hvorfor så det? Jo, disse beskrivelser af flinke situationer er jo rapporteringer fra almindelige danskere, der har oplevet ’en uhørt høj grad af forbundethed med verden omkring sig’. Flink-historierne er beskrivelser af Maslows plateauoplevelser. De er glimt af sjette niveau. Af selvtranscendens. Måske har du brug for et eksempel for at forstå, hvad jeg mener.
Man får næsten gåsehud, ikke? Hvis ja, så er der intet underligt ved det. Gåsehud er et fysiologisk tegn på elevation. For vi bliver jo rørt. Løftet ’up where we belong / where the eagles fly / where the mountain’s high’, for nu at citere en ’love song’ fra 1980’erne og lægge ord i munden på Maslow. Men det er dét, han taler om: I denne slags oplevelser når vi toppen af pyramiden. Udlever vores fulde menneskelige potentiale, opfylder vores ultimative behov. Her føler vi os flyvende, større end os selv. Her selvtranscenderer vi.
På sporet
Med blod på tanden trawler mit team og jeg de tusindvis af indsendte historier igennem. Er der et mønster? Kategorier, man kan opdele dem i? Belært af mine erfaringer fra tusindvis af foredrag i Danmark og udlandet har jeg noteret mig noget: Når jeg spørger ud om en flink oplevelse, kan en tredjedel af deltagerne i rummet ikke komme i tanker om én eneste. Måske kan vi hjælpe folk med at finde deres flink-oplevelser ved at pege dem i retning af de kategorier, vi finder?
Det skal vise sig, at der er syv overordnede kategorier af flinke øjeblikke. Situationer, tænker jeg undervejs i analysearbejdet, som i det små har bjergtaget. Fået én til at sige ’årh hvad!?’ Indsigten bliver grundstenen til den tvivlsomme titel, jeg giver projektet, en fordanskning af det engelske begreb for at være bjergtaget. ’Århsome’ findes ikke som ord. Det er der en grund til. Alle, som siden skriver til mig, staver det på alle tænkelige alternative måder, og en bibliotekssøgning på titlen er umulig, fordi folk misforstår stavningen. Sådan er det med klarsyn. De hænger sig ikke i retskrivning.
Dine erfaringer er dine data
Jeg er den første til at betvivle mig selv, mine egne sansninger og fornemmelser. Måske kender du det: Skal vi se, hvordan vejret er, før vi cykler afsted, ser vi hellere på vejr-appen end ud ad vinduet. Det er som historien med dataanalytikeren. Når man spørger: ”Hvordan har du det?”, svarer han: ”Det ved jeg ikke, jeg har ikke fået tallene endnu.” Bruger vi data til at blive klogere på os selv, kan de absolut give indsigt. Men de kan også fremmedgøre os fra vores egen intuition og fornemmelse af os selv.
I mit forsøg på at ride videre på klarsynet og ud af tågen eksperimenterer jeg. Kan jeg finde eksempler på situationer i mit eget liv fra hver af de syv kategorier, vi har fundet i datamaterialet? Jeg river en side af en papkasse og klistrer skitser af det, der kunne være mine egne syv ’årh’-situationer, på pappet.
Og så sker der noget forunderligt. For konfronteret med disse syv situationer – eksempler på øjeblikke, hvor jeg har været i perfekt samspil med verden omkring mig – bliver jeg løftet. Det er ikke bare situationerne, som får mig til at sige ”årh”. Ved at se de røde tråde, der tegner sig mellem situationerne, kan jeg se ansatserne til den, jeg er, når jeg er i zenit med verden. Når jeg er ’århsomme mig’.
Lad os alle være århsome
Klip til: Et kunstmuseum. I det højloftede lokale, overøst af dagslys fra de store vinduer ud mod museets grønne gård, sidder 10 ledere om et stort bord. Der er koncentreret ro. Én tegner med en grøn tusch. En anden klipper i et blad med glittede billeder. En tredje klæber med en limstift på det store stykke karton, hun har foran sig. Vi er i gang med ’Århsome’ – et 24-timers ledelses¬udviklingsforløb. Deltagerne bliver hjulpet til at finde bud på deres personlige ’århs’. Med kreative bespænd bliver de syv ’århs’ trukket frem og ‘sat i glas og ramme’ i form af en collage, der kortlægger deltagerens ’århsomme jeg’.
Det er en proces, der er svær at beskrive. Den er heller ikke helt nem. Men deltagere afrapporterer den som ‘fuld af mening’. ‘øjenåbnende’ og ‘overraskende sjov’. Og selv om der undervejs i forløbet kun bliver ledt efter positive interaktioner, som deltagere har haft med verden omkring sig, har jeg til dato ikke oplevet én ’Århsome’, uden at en deltager kniber en tåre. Måske er det forståeligt. Vi bliver jo rørt. Og mærker meningsfuldheden ved at tage os tiden til at finde op på Maslows sjette niveau.
Som afslutning: En brandtale
Jeg har tåget rundt i denne tekst. Men håber alligevel, at den har givet mening. Jeg mangler dog at svare på én ting. Oppe i starten af artiklen sagde jeg, at du selv har alle svarene. Dem, der skal til, for at du kan blive den mest fantastiske version af dig selv. Den er god nok: Dine ’århs’ vil vise dig vej.
Men jeg sagde én ting mere. At du ved at finde dén version af dig selv også er med til at gøre verden til et bedre sted. Det er store ord. Men når jeg siger dem, ryster jeg ikke på hånden. For jeg har set og mærket, hvordan de leder os på rette vej. Og ud af tågen.
Ved at bringe ledere sammen og i flok søge op mod Maslows sjette niveau, samles mennesker, hvis hænder hviler på rattet af vores systemer. Du, der læser denne artikel, er måske én af dem. Nu, i en tid hvor historien for alvor knytter sin næve, er det ledere som dig, der har det største ansvar for at bringe verden i en levedygtig retning. Se bare nyhederne en enkelt aften: Det kan ikke gå hurtigt nok. Men hvordan? Hvordan bringer vi, der har hænderne på rattet (hvor stort eller lille det rat end måtte være), verden ansvarligt videre?
Skal vi som ledere, i samspil med vores omverden, finde en fælles, levedygtig vej ud af tågen, kommer det til at kræve noget ekstraordinært af os hver. Så kræver det, at vi står på tæer. Bliver den bedst mulige version af os selv. Ser langt ud over egen næsetip. Så kræver det, at vi er ’århsome’.
