Det spørgsmål har vi stillet denne måneds Fremtidspanel, hvor tre eksperter kommer med deres tanker og holdninger til et aktuelt emne. Fremtidspanelet består i denne måned af kulturkommentator Anne Sophia Hermansen, erhvervsforsker Søren Schultz Hansen og fremtidsforsker Louise Fredbo-Nielsen.
Anne Sophia Hermansen, kulturkommentator
‘Fremover vil vi navigere efter mening’
Indtil foråret 2020 havde de færreste forestillet sig, at vi ville bære mundbind og nærmest permanent gå rundt med en vatpind i næsen. Men pludselig gjorde vi, og når noget utænkeligt sker, begynder vi at se på det, vi ellers tager for givet.
Vi har længe, faktisk i et par tusinde år, taget for givet, at en mand er en autoritet, og en kvinde er et køn. Nu begynder vi at se på mænd og kvinder som mennesker. Og vi ser, at det ser mærkeligt ud, når der kun er mænd i kulturhistorien, mænd i debatpaneler, mænd i bestyrelser og flere mænd, der hedder Lars på topposter i landets virksomheder end kvinder på direktionsgangene. Det ser også underligt ud, at de alle er hvide og midaldrende.
Så nu begynder vi at beskæftige os med dronningerne og ikke kun med kongerne. Med de kvinder, der blev skrevet ud af historien og med dem, der er blevet trynet af såkaldt ’dygtige røvhuller’. Den tid er forbi, hvor historien blev skrevet af, om og for mænd, og den tid er også forbi, hvor ledelse kun handler om dygtighed og brutalitet. I dag vil vi have en leder med værdierne i orden og ikke bare en stor friværdi i huset i Nordsjælland. Og lederen skal kunne adskille arbejdsliv og sexliv. Uanset køn.
Efter mange års oplagsnedgang er folk begyndt at læse bøger igen, og det vil vi fortsætte med. Vi køber også kunst, går i teateret og på museum, for krisen har lært os, at Danmark ikke er bare et stykke geografi, men et kulturelt fællesskab. Et fællesskab, vi kan være stolte af, og som er blandt de ældste i verden. Det er ikke længere provinsielt og frikadelleagtigt at købe dansk, men klimaklogt og kvalitetsbevidst. Fremover gør vi det endnu mere.
Virksomheder kommer også til at tage et større kulturelt ansvar, fordi medarbejderne kræver det. I 00’erne og 10’erne handlede det om at optimere sine præstationer og okse rundt på en carboncykel, men i 20’erne forstår vi, at det hele ikke bare handler om os. Brygger Jacobsen, der var på forkant med tiden, forstod det allerede for 150 år siden. Han opførte derfor Glyptoteket og Jesuskirken i Valby, så hans medarbejdere kunne fylde deres sind med noget smukt og træde ind i et rum, der var større end dem selv. Det gjorde dem til mere interessante mennesker, og interessante mennesker skaber bedre resultater end ironmen, der falder om på kontorstolen af udmattelse.
Læg mærke til, hvordan topledere fortæller, at de læser og leder med skønlitteratur. Læg også mærke til, at ordet dannelse er kommet på mode igen. Og læg mærke til, at ingen beundrer ham, der arbejder 65 timer om ugen og ser sit kærlighedsliv forlise som Titanic efter at have ramt arbejdsbjerget.
Samfundet efter corona bliver en guldalder for kulturen, har statsminister Mette Frederiksen sagt. Og det har hun ret i. Corona har mindet os om, at vi altid er i et fællesskab med andre og i øvrigt kun er her kort.
Desværre også endnu kortere end forventet som menneskehed, hvis vi fortsætter med at svine og forbruge og trække et spor af affald og ragelse efter os. Forbrug er derfor ikke længere en gangbar identitetsmarkør. Fremover vil vi navigere efter mening og det, som Aristoteles kaldte eudaimonia, nemlig det lykkelige liv eller livet, der lykkes. Livet er kun langt nok, hvis det leves godt og rigtigt. Så det gør vi i 20’erne, med og uden corona.
Søren Schultz Hansen, erhvervsforsker
‘Corona har bekræftet os i, at det digitale ikke kan erstatte det fysiske’
Jeg tror optimistisk, at corona vil påvirke vores professionelle liv og relationer på fire måder:
1) Corona har bekræftet os i, at det digitale ikke kan erstatte det fysiske. Under nedlukningen har vi forsøgt at efterligne det fysiske samvær: Teams-møder med synkrone videoer af folk ved skriveborde. Men snarere end at tilfredsstille os, har det understreget, at det digitales største styrke ikke er at være en (vag) efterligning af det fysiske.
2) I stedet har det tvungne digitale samvær forhåbentligt gjort os mere øvede i at vurdere, hvornår en relation kræver fortrolighed og fysisk tilstedeværelse, og hvornår en opgave bedst løses med det digitales frekvens og tilgængelighed. I en normal verden post-corona vil vi være bedre til at vælge det digitale møde, når det skal være hurtigt, praktisk og billigere – fordi vi for eksempel sparer tid og penge til transport – og det fysiske møde, når det skal være kreativt, socialt og udvikle de personlige relationer.
3) Corona har tvunget os alle til at træde over en teknologisk tærskel. Reservationen mod at bruge nye teknologiske redskaber, ja, måske ligefrem angst for, at ”det kan jeg ikke finde ud af”, har alle, ung og gammel, leder og medarbejder, måttet sætte til side. Vi har alle været i samme båd. Og andre end de mest teknologibegejstrede har fået en større erfaring og måske også en større ro i maven.
4) Aldrig har vi set så meget af hinandens private rum og hørt så meget hverdagsliv i baggrunden under de daglige Teams-møder. På en måde har vi paradoksalt nok aldrig været så tæt og private med hinanden, som når vi har været sammen professionelt og digitalt under nedlukningen. Det vil i endnu større udstrækning blive normalen fremover. Også fordi de kommende generationer af unge digitale indfødte medarbejdere efterspørger sammenblandingen af det personlige og det professionelle.
Louise Fredbo-Nielsen, fremtidsforsker
‘Hvad er det for en verden, vi gerne vil leve i?’
Corona har sat speed på mange af de tendenser, vi allerede så i samfundet inden, og her er tre udviklinger for samfundet de kommende år.
Fra work-life til life-work balance: De sidste to år har vi haft meget tid til at tænke, og mange af os har stillet spørgsmål til vores prioriteter i livet. Coronapandemien har banet vejen for, at vi gentænker vores arbejdsliv, og det er gået op for mange af os, at der er flere andre måder at gøre tingene på, end vi hidtil har gjort med faste arbejdstider i det åbne fælleskontor, daglig myldretrafik og samvær med vores børn i ydertimerne, når vi har fri. Det har pustet mere liv i anti-work bevægelsen, der vil tildele deres arbejde en mindre rolle ved for eksempel mere fleksibilitet og kortere arbejdsuge.
Ledelsestilgangen ”jeg tror ikke, du laver noget, medmindre jeg kan se dig”, hvor en mistro til, om medarbejderen er produktiv på hjemmekontoret, har pandemien også sendt til tælling. For som et dansk studie fra KU og CBS viser, så er danskerne faktisk mere effektive, kreative og glade under coronakrisen. Så post-corona kan vi som samfund, organisationer og arbejdsgivere ikke bare køre videre som sædvanligt. Vi skal gentænke de nu halvtomme kontorer til for eksempel samvær og sparring, samt gentænke arbejdsugen, 9-17 skemaet og vores timelange værdiløse møder.
Robotter og teknologi alle vegne: Coronapandemien har også forstærket en anden vigtig bevægelse, der har stor indflydelse på vores liv: teknologiens muligheder. Vi kommer til at have robotter overalt. Automatiserede tjenester, robotleveringer, robotdesinficering af fly, virtuel sex med haptisk berøringsteknologi, hvor du kan knalde uden fare for corona og diverse kønssygdomme, og telemedicin er kommet for at blive. De løsninger, der tillader os at være dovne og gør vores liv nemmere, bliver eftertragtede. Og sådan har det egentlig altid været.
Turbo på den grønne omstilling: Der er aldrig blevet solgt så mange elbiler før, og det næste, der står for tur, er den tunge industri og tung transport, som flytransporten, og nye kilder til grøn fjernvarme, for eksempel geotermi. Og her er de altså fremme i skoene i Aarhus, hvor der bliver arbejdet på, at aarhusianerne i 2030 kan få varme i radiatoren hentet op fra undergrunden.
Der vil være større krav til, at alt omkring os fra energi, til virksomheder, bygninger og byer skal være grønne. Kommunerne kommer til at spille en større rolle i den grønne omstilling ved at være engagerede i at formidle viden til borgerne og skabe grønne løsninger i vores nærmiljøer.
Men vi skal kunne navigere i endnu mere uforudsigelighed og komme på løsninger til pludseligt ændrede planer end før. Som når Kina lukker hele byer ned på grund af coronasmitte, og det forværrer den eksisterende komponentkrise, hvor virksomheder ikke kan source de mikrochips, der sidder i alt fra computere, biler og brødristere. Hvad gør vi så?
Det er et wakeup-call for os, at kriser og katastrofer er mulige, men kan forhindres. Nu har vi set, hvordan der kan mobiliseres penge og ressourcer til bekæmpelse af pandemien. Det næste bliver så at mobilisere det, der skal til, for at håndtere klimaforandringerne, før det er for sent. Som forfatter og filosof Noam Chomsky så fint opsummerede det, så bliver vi nødt til at spørge os selv: “Hvad er det for en verden, vi gerne vil leve i?”