I takt med at befolkningen ældes, står vi som samfund over for en udfordring – men også en mulighed. Alt for ofte bliver seniorer set som en byrde i velfærdssystemet, men realiteten er, at de rummer en enorm ressource, både for arbejdsmarkedet, de yngre generationer og frivilligsektoren. Hvis vi forstår at anvende dette potentiale, kan vi skabe en stærkere og mere bæredygtig fremtid.
Det er en myte, at ældre ikke ønsker at arbejde. Mange seniorer har både energi og kompetencer til at blive længere i job, men oplever barrierer som aldersdiskrimination eller manglende fleksibilitet. En bedre tilrettelæggelse af arbejdsmarkedet, hvor seniorordninger og fleksible stillinger, herunder deltid, bliver normen, vil gavne både virksomheder og samfundet som helhed.
Ældrestyrke løfter Danmarks velfærd
Mulighederne for at opretholde og udvikle velfærden hænger uløseligt sammen med muligheden for at skaffe medarbejdere til velfærdsinstitutionerne inden for uddannelses-, pleje-, omsorgs-, sundheds- og handicapområderne. Glipper det, vil velfærden for alvor være truet i Danmark. Det kan vi overbevise os om ved at se historisk på det. I løbet af perioden efter 2. verdenskrig voksede den offentlige velfærd med stor kraft, styrket af den massive tilgang af ny arbejdskraft til det samlede danske arbejdsmarked. Det er klart, at vi i en situation med akut mangel på personale søger andre veje, for eksempel ved hjælp af teknologiske værktøjer, men det er løsninger, der kun rækker en begrænset del af vejen. Velfærden drejer sig om relationer, højtuddannede medarbejdere og omsorg. Derfor må vi gå nye veje for at få tilstrækkeligt personale.
Som sagerne står på det danske arbejdsmarked, skal vi holde seniorerne og sosu’erne inde, konkurrencen fra udlandet nede og arbejdsglæden oppe. Vi skal erkende, at velfærdsopgaverne står i en skarp konkurrencesituation i forhold til resten af arbejdsmarkedet. Har man først været en god plejer, kan man let gå over i andre erhvervsgrene. Er man stødt på uoverstigelige udfordringer på hospitaler og i det nære sundhedsvæsen, kan en stilling i udlandet friste, ikke mindst i Norge, hvor kultur og sprog meget ligner vores. Vi skal altså tænke på, at Danmark ligger midt i et europæisk arbejdsmarked, hvor der udveksles og konkurreres om arbejdskraft, og hjemme er konkurrencen ikke mindre.
Vi skal have flere til at blive
Det bliver et helt særligt indsatsområde at holde seniorer på jobbene i plejesektoren. Udfordringerne er store, og det er i en atmosfære af stress, underbemanding og kommunal overstyring, at man skal overbevise en seniormedarbejder om at blive i jobbet. Jeg besøgte et plejehjem på Sydsjælland, hvor jeg spurgte de ældste medarbejdere, hvordan de så på det.
“Vi går, selvom vi ved, at der ikke findes en erstatning for os,” lød svaret.
De var ganske enkelt udbrændte og nedslidte. Hvilken arbejdsgiver vil tillade, at man ser igennem fingre med, at deres medarbejdere behandles så uansvarligt? Det står i kontrast til, hvad der skete under coronapandemien. Her valfartede sundhedspersonalet tilbage fra pensioneringen for at hjælpe til i en katastrofesituation.
Engagementet og kaldet er med andre ord tydeligvis til stede, men hvorfor kan kommunerne så ikke holde på deres ældre arbejdskraft? Det er jo helt oplagt, at seniorerne kan deres fag. De kender procedurerne og har med årene udviklet endnu mere empati og endnu flere kompetencer, så det er en vindersag at få seniorer til at blive længere tid i institutionerne. Hvis det lykkes arbejdsgiverne at få seniorerne til at udsætte deres tilbagetrækning fra plejen i et år, er meget vundet, og tre år vil være en gave for plejesektoren i Danmark. På hele det danske arbejdsmarked bliver seniorer brugt med stigende styrke og voksende selvtillid. De udgør den eneste forøgelse af den danske arbejdsstyrke i mange år fremover. I dag er hvert tredje job i Danmark besat af ensenior, og i løbet af de næste 10 år når det tal op på 40 procent.
Der er sket et skred
Seniorer er altså det oplagte mål for beskæftigelsen i velfærden. Hvorfor er der så lidt interesse for sagen? Arbejdsgiverne skulle bare vide, at halvdelen af alle seniorer drømmer om en tilværelse som pensionister, vel at mærke før den officielle pensionsalder. Det må da give anledning til, at der tages kontakt, og at ledelserne kommer op i omdrejninger og stiller det helt centrale spørgsmål:
“Hvad skal der til, for at du vil blive hos os?”
Arbejdsgiverne skal også vide, at når først en senior er gået på pension, vil hver tredje gerne tilbage til arbejdet igen. Fik I lige seniorernes telefonnumre med jer ved afskedsreceptionen? Den vigtigste handling efter at have sagt pænt farvel efter mange års tjeneste for svækkede og hjælpeløse mennesker. Lige bortset fra dem, der stopper, fordi de er nedslidte eller på grund af helbredsproblemer.
Jeg har oplevet virksomhedsbesøg, hvor en smedesvend vendte tilbage på arbejdspladsen som 68-årig. På spørgsmålet om hvorfor, var svaret:
“Fordi mester ringede.”
Så nemt kunne mester skaffe arbejdskraft.
Der er sket et skred i seniorernes deltagelse på arbejdsmarkedet. I løbet af perioden 2013-2024 er 74 procent af væksten i arbejdsstyrken kommet fra seniorer og udlandet. 1/3 heraf er seniorer – en tilgang på knap 150.000 personer. Dette er resultatet af en bevidst statslig politik, der har hævet tilbagetrækningsaldrene for folkepensionen og efterlønnen. Samtidig har staten på det sidste skubbet på ved at fjerne modregningen i pensionerne, når pensionister bliver i lønnet arbejde eller vender tilbage i jobbet. Derudover er seniorerne i dag friskere, bedre uddannede og villige til at tjene en ekstra skilling. Nu mangler vi bare, at arbejdsgiverne kommer ind i kampen. Staten som arbejdsgiver har givet arbejdsgiverne et medansvar gennem orlovsdirektivet med mere fleksibilitet, plejeorlov, omsorgsdage og valgfri anvendelse af lønforhøjelser til pension, fritid eller mere i udbetaling. Når arbejdskraften i form af flere og flere seniorer rummer dette store potentiale, skal det offentlige og arbejdsgiverne investere massivt i gruppen. Seniorpotentialet vil blive det største og mest oplagte ressourceområde de næste mange år.
Det er bittert at se, hvor mange steder potentialet blot får lov til at sive ud, uden at der tages markante initiativer med henblik på at motivere seniorer, bekæmpe aldersdiskrimination og afhjælpe gruppens store udfordring, nemlig at være pårørende og have behov for fleksibilitet. Det potentiale må vi kæmpe for ikke går til spilde.
Denne artikel er et uddrag fra bogen ’Forbandede alderdom’, udgivet på Forlaget Grønningen 1.
