Det spørgsmål har vi stillet denne måneds Fremtidspanel, hvor tre eksperter kommer med deres tanker og holdninger til et aktuelt emne. Fremtidspanelet består i denne måned af futurist Anne Skare Nielsen, samfundsforsker Johannes Andersen og fremtidsforsker Anne-Marie Dahl.

 

Anne Skare Nielsen, futurist

“Ordentlighed er nøgleordet for den tid, vi er gået ind i”

Sæt lige blikket på langdistance et par sekunder og se, om du kan genkalde dig følelsen af, hvor stort og radikal corona-nedlukningen virkede, da du stod i den. 
Og sammenlign med i dag, hvor man – i lyset af krigen i Ukraine – næsten kan ønske sig tilbage til de dage, hvor en uopdragen virus ruskede op i vores vante forestillinger. Man tør nærmest ikke spå om, hvad der mon sker i marts 2023?

Men lad mig alligevel prøve, for efter store ubehagelige rusketure kommer ofte perioder med stor glæde. Lyst er det, vi søger på den korte bane – mens glæde som regel er det, vi skal arbejde for. Glæde kræver mere af os. Den fordrer perioder, hvor livet er ukomfortabelt og svært – og det må det siges, vi har fået.

På den positive side er verden vågnet. Vi har længe vidst, at hygiejne er godt, at man skal blive hjemme, når man er syg, at vi skal tage særligt hensyn til de udsatte mennesker, og at det står sløjt til med den mentale sundhed. Vi har forsøgt os med at dele os i lejre: By versus land, djøffer versus det hårdtarbejdende folk, metoo med mænd versus kvinder, og lige nu med verden mod Rusland. Og vi mærker, at det ikke virker.

Vi gider ikke længere spille spil, hvor de andre skal tabe. Det kan godt være, at vi har lyst til at crowdfunde en snigmorder, der kan slå Putin ihjel eller råbe ukvemsord af dem, der mener noget andet end os på de sociale medier. Men vi ved godt, at det ikke gør os sådan rigtig glade på den lange bane.

Alt det, der sker i verden, skubber på trends, der var ved at samle momentum i forvejen. Fleksibelt arbejde kunne vi have eksperimenteret med før corona. Grøn omstilling, cirkulær økonomi og robuste lokalsamfund kunne vi have skabt længe før, at Rusland smækkede klaverlåget ned over Vestens gamle traver-fedtspilleri.

Skal jeg gætte på den næste store krise, så bliver den ’ressourcerne’. Der vil enten ikke være nok, det bliver pissedyrt, eller det er det forkerte, som du kan få. 
Men det er nu, vi skal forberede os. Komme over på den rigtige side af fremtiden, hvor alting er nemmere. Men det bliver værre, før det bliver bedre.

Så spørg ikke, hvad der kommer til at ske – spørg, hvad der bør ske. Og vælg så en fremtid, der kræver noget af dig. Det bedste, som vi kan få ud af den krig, der viser sit onde ansigt lige nu, er at skubbe på den grønne omstilling. Gøre os uafhængige af gammel energi, passe på vores ressourcer, sætte skub i en planetær genanvendelse, søge nye brede mål, som dem Benefit Corporations sætter op, så vi måles på, om vi er gode for verden og hinanden.

Vi bør investere i lokalsamfundet, for det er her, vi trods alt skal leve det gode liv. Og som bonus ønsker både fremtidens turister og den venlige medborger at være en del af det lokale, så jo bedre man gør det for dem, der bor der, des mere attraktiv vil man blive derude i verden.

Det er, når det ser allermest mørkt ud, at gode mennesker skal tænde lyset. Sende noget kærlighed og tryghed ud i verden og ikke mere had og uenighed. For vi er ikke i samme båd, men vi er alle i samme storm.

Og det, der er allermest brug for, er ordentlighed. #Metoo handler ikke om mænd og kvinder, det handler om at opføre sig ordentligt. Bæredygtighed handler ikke om at skrue ned for forbruget eller bremse indtjeningen, men om at behandle kloden ordentligt. Du må gerne spise en stor fed bøf, men du skal gøre det ordentligt og være bevidst om, at der ingen grund er til, at andre skal lide, for at du kan tilfredsstille din lyst.

Ordentlighed er nøgleordet for den tid, vi er gået ind i. Vask dine hænder ordentligt. Vær venlig og ærlig, erkend dine fejl og sig undskyld. Fremtiden tvinger os til at se verden i et nyt lys. Den vil have os til at arbejde sammen og begrave gamle stridsøkser. Men det kræver også, at vi sætter os ud over det, vi lige har lyst til, vores vrede og berettigede følelser, og vokser med udfordringerne.

Så vælg en fremtid, der kræver noget af dig. Covid-19 og konflikten i Ukraine har åbnet spillebanen, og enten kan vi gå i gammel stammekrig med dem versus os, hvorved vi alle taber. Eller vi kan skabe nye regler, der tvinger os til samarbejde og ordentlighed. Det kan godt være, at det ikke lige er det, vi har lyst til – men det, vi vinder, er både hinanden, fred og glæde.

 

Johannes Andersen, samfundsforsker

“Krig øger behovet for det ’normale’”

I en situation som den nuværende, hvor et land i Europa angriber et andet, går der ikke lang tid, før historiens vingesus manes frem i form af skygger af menneskets ondskab. Man kender dem alt for godt og vil gøre meget for at undgå dem. Men nu står de der igen med daglige påmindelser om, at tingene ikke er, som de plejer at være, og at det kan gå ud over os alle. Også i Danmark.

Derfor er en meget påtrængende følelse hos mange et ønske om, at man hurtigst muligt vender tilbage til det ’normale’. Til en tilstand med økonomisk vækst i stabile rammer, et stigende forbrugsniveau og et rum for fornuftige politiske beslutninger.

Samtidig med at konkrete udtryk for menneskets ondskab kan manes ned i fortrængningen igen, og vi kan koncentrere os om ’Badehotellet’ og den serielle kulturs udsigter til blå himmel og evigt solskin. Krig øger behovet for det ’normale’. Altså for genopretning af en stabilitet, der af de fleste kan opfattes som ’normal’.

Men samtidig står man konkret i en situation, hvor der skal foretages nødvendige prioriteringer – ikke mindst i forhold til klimaet, der af mange opfattes som den næste udfordring for det ’normale’. Hvad vejrligets foranderlighed dagligt minder om.

Her åbnes der for en ny modsætning: Dem, der vil redde skindet på næsen ved at satse på olie, gas og kul, og så ellers udsætte den klimapolitiske omstilling af forbrugsmuligheder og spisevaner, overfor dem, der vil benytte den aktuelle krise til at skære dybt og virkelig sætte ind med en drastisk omstilling af energiforbruget – ud fra devisen om, at når vi nu alle lider afsavn, kan vi lige så godt satse stort.

Sideløbende med denne fundamentale modsætning åbnes der for flere andre. Ikke mindst som konsekvens af, at det fælles informations- og vidensniveau smuldrer mere og mere i takt med udbredelsen af mere og mere privat redigerede nyhedsstrømme. Her kan myter om eksempelvis eliter nemlig meget hurtigt få ben at gå på, fordi alle mangler noget, som en elite – et eller andet sted – har alt for meget af. Her er der basis for massive populistiske fremstød, båret af angst, frustrationer og uvidenhed.

Konsekvensen er en voksende politisk ustabilitet i de fleste europæiske lande. Først og fremmest i form af svage regeringsdannelser og store grupper af frustrerede befolkningsgrupper.

Kulturelt vil et stigende antal nationalromantiske kulturindslag blive mødt med bedrevidende positioner, baseret på det ’politisk korrekte’ snæversyn. Her er der ikke megen plads til kulturel mangfoldighed og almindelig kulturel dannelse. Alt er tilgængeligt, og man vælger helt selv, hvad man vil streame, og så behøver man ikke at tænke på den menneskelige ondskab, som man i skæret fra krigen arbejder på at fortrænge.

Europa var allerede før krigen en verdensdel på tilbagegang. Økonomisk, kulturelt og befolkningsmæssigt. Det får nu en tak ekstra i skyggen af en krig, der er umulig at forstå og forlige sig med.

 

Anne-Marie Dahl, fremtidsforsker

“Effekten af Ukrainekrisen – ’prepperi’?”

Få dage efter at coronapandemien brød ud, var alt overlevelsesudstyr i en dansk friluftskæde udsolgt: vandfiltre, tørkost og små økser. Det samme skete for jodtabletter i februar 2022, da russerne rullede ind i Ukraine.

Reptilhjernen går altid amok i akutte kriser og får os til at gøre mærkelige ting. Som at forvandle os til hamstrende egern eller vilde ’preppere’, der forbereder sig på at kunne overleve i ekstreme krisesituationer, hvor samfundet kollapser. Et bud på effekten af Ukrainekrisen er, at tidsånden svinger mod ’prepperi’.

For nylig havde Politiken på sin ironiske ATS-bagside følgende ultrakorte gennemgang af Den kolde krig: 1945-89: Russerne kommer! Februar 2022: Russerne kommer igen! Marts 2022: Russerne kommer ingen vegne!

Hvis det sidste udsagn er sigende for udfaldet af angrebet på Ukraine, kan det være, at bjørnen trækker snuden til sig. Eller at Putin hurtigt bliver fældet af sine egne og afløst af en mere venligsindet og handelsparat ledelse. Dermed kunne vi måske komme tilbage til noget, der ligner ’normalen’ eller ’burgerbevægelsen’ siden 1989.

Frem til Berlinmurens fald lå bevidstheden om russisk aggression og en mulig atomkrig som et baggrundstæppe for tidsånden i Europa. Fra 1989 smeltede isen mellem Øst og Vest, og vi begyndte at samhandle med hinanden. Heraf opstod ideen om, at jo flere lande man kunne købe McDonald’s i, des fredeligere ville verden blive.

Den berømte burger er et symbol på en globaliseret handel og enhver ved, at det ikke er godt købmandsskab at gå i krig med sine handelspartnere. At McDonald’s nu har lukket sine restauranter i Moskva i protest mod invasionen af Ukraine, er derfor et stærkt tegn på, at freden er slut. Russerne kommer igen!

I fremtidsforskningen arbejder man med både megatrends og mulige modtendenser, men i mange år har ’burgerteorien’ eller konsensustankegangen nærmest ligget som en grundpille i et hvert fremtidsbillede for virksomhedernes rammebetingelse i Europa.

Nok har der været krig og konflikter rundt om i verden, international terrorisme og en akut Muhammed-krise, men det har på mange måder være en let tid med handel mellem de europæiske lande. Nu peger pilen mod konflikt og uforudsigelighed i fremtiden. En ny sikkerhedssituation og en tidsånd, der vil være præget af mere usikkerhed og angst for krig.

Alle unge under 30-35 år er opvokset i en relativt tryg verden med frihed, globalisering, muligheder, ingen voldsomme ideologiske forskelle, venner på tværs af kloden, økonomisk vækst og forbrugerisme. De har nu ikke blot oplevet en coronakrise og ser konturerne af en klimakrise. De er også blevet rystet i grundfortællingen om, at Europa er et sikkert sted at være. Det må påvirke tidsånden.

Når man står i starten af en akut krise, er det i virkeligheden umuligt at sige noget fornuftigt om fremtiden. Vi kan se de aktuelle udfordringer med stigende energi- og fødevarepriser – pludselig kommer der masser af krydstogtskibe til Aarhus, fordi Skt. Petersborg er en usikker destination, og Ecco og Carlsberg ender i en shitstorm, fordi de vælger fortsat at agere i Rusland.

Men spørgsmålet er, hvilken effekt Ukrainekrisen vil have på tidsånden. Det er her, at ’prepperne’ kommer ind.

I 1950’erne og 1960’erne var det ikke unormalt af have en ’kriseproviantkasse’ stående i sin kælder – i hvert fald i mit barndomshjem. Havde man oplevet 2. verdenskrig, kunne man næsten ikke undgå at være en ’prepper’.

Som ’prepper’ forbereder man sig til en krise, hvor der ikke er vand i vandhanerne, strøm i stikkontakten eller mobilsignal. Noget, som vel netop er kendetegnende for situationen visse steder i Ukraine. Derfor har man et forråd med vand, medicin, batterier og tørkost på lager.

Med en ændret sikkerhedssituation og en psykologisk bevidsthed om, at magtbegær og territoriekampe kan været vigtigere end økonomisk velfærd og adgang til en Big Mac, kan praktisk kriseparathed vende tilbage. Et hurtigt skud fra krystalkuglen er altså, at tidsånden i Europa i fremtiden vil være præget af konflikt fremfor konsensus, og at vi alle vil have en lille ’prepper’ i maven – og måske et forråd i kælderen.