Forbruget kommer langsomt op i gear, og Covid-19 fylder mindre i mediebilledet. Dog tyder det ikke på, at virusudbruddet har forladt danskernes bevidsthed – bekymringerne ulmer nemlig stadig. Det viser en ny rapport fra Mindshare.
Foråret 2020 har for mange danskere virket som et helt årti i sig selv. Den globale coronapandemi vendte på kort tid op og ned på alt det, vi kender, og kastede os ud i et ukendt farvand, hvor flere havde og stadig har svært ved at bunde.
Nu giver en ny rapport fra Mindshare indsigt i, hvordan danskernes adfærd og mentalitet påvirkes af Covid-19 – herunder forbrug, mediebrug og forventninger til brands.
Mindshare har lavet rapporten ud fra tre spørgerunder fordelt over tre perioder med sammenlagt 3000 respondenter over 18 år. Undersøgelsen dækker over perioderne fra den 20. til den 23. marts, den 10. til den 13. april samt den 20. til den 22. juni 2020.
Ud fra undersøgelsen har Mindshare i rapporten fremlagt de vigtigste highlights. Læs med, og få indblik i de to første punkter, som omhandler danskernes bekymringer og forbrug af både varer og medier.
Stor bekymring om de økonomiske konsekvenser
Mens færre danskere bekymrer sig om virussets belastning af sundhedssystemet samt sit eget og familiens helbred, er der dog i juni måned stadig stor bekymring over virussets konsekvenser for både det danske erhvervsliv og den globale økonomi.
Det er særligt den ældre del af befolkningen, der generelt bekymrer sig mest – både over de økonomiske konsekvenser, men også over belastningen af sundhedssystemet og deres eget og familiens helbred.
Hos de unge singler og par er det derimod de fremtidige ferie- og/eller fritidsplaner, som stadig skaber bekymring, mens det hos børnefamilierne er familiens egen økonomiske situation.
Forbruget kommer op i gear
På trods af økonomiske bekymringer viser undersøgelsen dog, at forbruget så småt er på vej op i gear. Andelen af danskere, der enten udskyder eller undlader at købe forbrugsvarer, er nemlig faldet markant siden april måned. I april lå andelen af danskere, der holder igen med køb af mindre forbrugsvarer såsom tøj og boligtilbehør på 22 procent – i juni er den faldet til 13 procent.
Medieforbruget er tilbage til ’normal’ – præget af sommervejret
I 2019 brugte danskerne mere end syv timer dagligt på forskellige medier. Dengang var forbruget så højt, at selv DR Medieforskning ikke kunne forestille sig, at det ville stige betydeligt. Men da Danmark lukkede ned, og danskernes sociale liv blev sat på standby, begyndte medieforbruget at stige.
Ifølge Mindshare steg danskernes samlede medieforbrug med hele 23 procent i marts 2020 sammenlignet med det gennemsnitlige forbrug i 2019, som lå på 8,3 timer. I marts brugte danskerne nemlig hele 10,2 timer på diverse medier.
Medieforbruget stilnede dog efterfølgende af, hvor danskerne i april brugte 9,7 timer dagligt og 7,9 timer dagligt i juni måned.
Covid-19 fylder mindre i mediebilledet
Da Covid-19 brød ud, var det særligt de daglige nyhedsopdateringer, som danskerne tog til sig. I marts måned fulgte knap halvdelen af de adspurgte danskere med i Covid-19-nyhederne to til tre gange dagligt, mens 30 procent holdte sig opdateret mere end fire gange dagligt.
Tallene fra juni måned viser, at danskerne har skåret markant ned på netop disse opdateringer. I juni var der kun 17 procent af danskerne, som holdt sig opdateret to til tre gange dagligt, mens kun 4 procent holdt sig opdateret mere end fire gange.
Det er særligt tidsforbruget på den bærbare computer, fjernsynet og radioen, som er lavere i juni 2020 end det gennemsnitlige tidsforbrug i 2019. Ifølge undersøgelsen brugte danskerne i gennemsnit 107 minutter om dagen på at se fjernsyn, mens man i juni 2020 brugte en halv time mindre om dagen – nemlig 77 minutter.
Mindshare fastslår dog, at sommervejret kan have haft stor betydning for juni-månedens tal. Tidsforbruget på tablets, mobil og sociale medier har nemlig ikke oplevet et fald, men derimod en stigning sammenlignet med gennemsnittet i 2019.
Foto: Pexels