Denne artikel er helt ekstraordinært låst op og tilgængelig for alle – også for dig, der ikke har et abonnement på TID & tendenser.  Ønsker du at læse flere artikler i kategorien ‘tidsånd’, kan du finde dem her. (Det kræver et abonnement)

 

Hvad skal man med en tidsånd? Skal man tilpasse sig den, gå imod den, ironisere over den, udnytte den, eller elske den? Eller skal man nøjes med at analysere den og sætte ord og billeder på, og så ellers holde lidt distance til den?

Som noget nyt bidrager pej gruppens stifter, Poul Erik Jakobsen, med en tidsåndsklumme i TID & tendenser nyhedsmailen, hvor han belyser og perspektiverer aktuelle og relevante emner, der rammer ned i tidsånden.

Af Poul Erik Jakobsen
Erfaringsramt strategi- og bestyrelsesrådgiver og stifter af pej gruppen

I denne og andre kommende klummer forsøges det at beskrive, forstå og måske også udfordre tidsånden, så du som læser bedre kan vælge, hvordan du ønsker at forholde dig til den altid udfordrende og foranderlige størrelse.

Tidsånden midt i 2019 indeholder en god blanding af folkets længsel efter mere etik, tillid, ordentlighed og robusthed. Tidsånden indeholder også en god portion politisk korrekthed og drømme om en fælles sag, midt i forvirring, Brexit, Trump-tweets, hvidvask og andet bøvl, som kan samle os alle.

 

Klima, klima, klima

Seneste forsøg på den sidstnævnte drøm om at kunne samle folk, er klimasagen, som løber gennem de samme faser som andre peaks i andre tidsåndsperioder. Først defineres sagen af avantgarden, så forsøges den dokumenteret, så understøttes den af autoriteter og forskning, for derefter at blive taget op af politikere og folk fra den talende og skrivende klasse.

Så rammes konsensus-punktet, hvor alle næsten er enige, hvor offentlige midler og bevillinger kastes efter sagen, og hvor der stilles mål og ambitioner op, så alle har noget at spille ind med i kampen for den fælles sag. Næste fase er, at alle, der har en modsat holdning eller er kritiske, bliver bandlyste, kanøflet og ender som uønskede i debatten. Og dermed er den næste avantgarde på plads.

Medierne bliver både frivilligt og ufrivilligt til kolportører af denne kamp om dagsordenen. I begyndelsen kun fokuserende på konsensus-fortællingen. Lige her og nu, midt i 2019 er der politisk samling på tropperne, pengene er på vej til at blive bevilget, og ambitionerne er beskrevet. Intet er nemlig mere samlende end frygt, og når autoriteter, politikere og forskere står frem og fremsætter trusler om, hvordan verden vil ende, hvis der ikke gøres noget.

Avantgarden pibler samtidig frem i spalterne i medierne, og der dannes fora, hvor kritikken af, i dette tilfælde, klimasagen diskuteres. Eksempelvis på www.klimarealisterne.dk.

Den nye avantgarde, hvis sag handler om at mane til omtanke og forkastelse af frygt og dommedagsscenarier, handler sjovt nok også om at investere mere i forskning og teknologiske løsninger på klimaudfordringerne. Så nu er der endnu et hold forskere på banen, og ’forskere’ har jo altid retten og sandheden på deres side, i det mindste indtil tidsånd og sandheder skifter. Forskning er ofte en relativ størrelse. Forskningens adelsmærke burde være tvivl og udfordring af det, der ser ud til at være sandt, men sådan er det ikke altid.

Så den unge klimaktivist Greta Thunberg ender nu med at blive udfordret af en broget flok af pensionerede professorer, geologer, fysikere og af velhavende mennesker, der har råd til at blive gjort til grin i begyndelsen, men tør kommunikere deres meninger offentligt. Et eksempel på det sidste er mangemillionæren Lars Tvede, der med sin nye bog om de vigtigste fremtidige tendenser mener, at det ikke betyder noget som helst, hvor meget man flyver, og hvor mange bøffer man spiser. Det handler mere om, hvor hurtigt vi kan fremme nye teknologiske løsninger.

Klimasagen har haft alle muligheder for at blive en god sag for alle niveauer i samfundet. Mit bedste bud er, at sagen inden for en fem til syv års horisont bliver afløst af nye sager, som politikere på ny kaster sig over. Og det vil ske parallelt med nye opfindelser og teknologiske landvindinger.

 

Sundhedsbølgen ruller fortsat

En anden sag, som ikke har kulmineret endnu, er sundhed. Så flyskam bliver sandsynligvis afløst af ryge- og kødskam. Sundhed har været på dagsordenen længe, men i kombination med den omsiggribende politiske korrekthed har begrebet sundhed alle muligheder for at samle både avantgarde, forskere, politikere og meningsdannere. Således kan der udstedes forbud, formidles nye adfærdsregulerende skatter og uddeles penge til projekter, der vil fremme den statslige og tidsåndsrigtige definition af sundhed, herunder forbud mod brændeovne, elcykler der kan køre for stærkt og kanelsnegle med for meget kanel i – de såkaldte ’dræbersnegle’, som en humoristisk bager fra København har benævnt dem.

Sundhed har indtil nu primært været en lettere frelst snak mellem kokke, diætister og guruer af enhver slags med bogambitioner en masse.

Der er endnu flere sager på vej gennem tidsåndsmaskinen, og det er der ikke noget nyt i. Siden reformationen, oplysningstiden og Gutenbergs opfindelser har vi diskuteret alt lige fra biler, der afløste hestevogne, regnemaskiner og computere, der afløste kuglerammer, atomteknologi og meget andet. Og det meste var forfærdeligt i begyndelsen og blev fornægtet eller benævnt som starten på slutningen på vores civilisation.

Sjovt nok så har tidsånden aldrig haft rigtig held med af løse fattigdom, sult og de store sygdomme, eller de tusinder, der dør i trafikken hvert år rundt om i hele verden.

Det sidste er aldrig blevet til en folkesag, men ses mere på som et nødvendigt onde i vores drømme om fuld mobilitet og modernitet. Man kan hævde, at velgørenhed og ulandshjælp er kommet på finansloven, blandt andet på grund af pres nedefra, men sult og fattigdom er ikke afskaffet af den grund.

I øjeblikket snakkes der meget om, at modebranchen er næste offer i klimasagen og jagten på den ultimative politiske korrekthed. Beklædning udvikles, designes og sælges primært i de rige lande, men produceres for det meste i asiatiske lande under produktionsmæssige forhold, som franske Gaultier har udskammet.

Men ikke alt er sort/hvidt her i verden. Den kraftige forurening og klimabelastning skaber jo jobs til millioner af mennesker verden over, primært i lande som desværre også åbner et nyt kulkraftværk hver uge, men som ikke har så mange andre muligheder. Så den er svær. Måske er det bedre bare at holde en kødfri dag om ugen i kampen for den gode samvittighed – her på lokalt plan i Skandinavien. De fleste har svært ved at se, hvad en vegetarburger, frem for en rigtig burger, hjælper i det store billede, når andre helt har meldt sig ud af kampen.