Førhen var luksus forbeholdt de få. Luksus skulle være besværligt at erhverve, det skulle koste mange penge, og det skulle for det meste være materielt. Sådan er det ikke mere, for luksusbegrebet er under forandring.

Som noget nyt bidrager pej gruppens stifter, Poul Erik Jakobsen, med en tidsåndsklumme i TID & tendenser nyhedsmailen, hvor han belyser og perspektiverer aktuelle og relevante emner, der rammer ned i tidsånden.

Af Poul Erik Jakobsen
Erfaringsramt strategi- og bestyrelsesrådgiver og stifter af pej gruppen

Hvad med et luksus-gourmetophold for to personer på et femstjernet hotel et sted i Danmark – inklusive vine, 4-retters menu, morgenmad og alt det løse? Alt sammen selvfølgelig i luksusværelse med fjordudsigt. Pris: 1.250 kroner. Sweetdeal og Spotdeal har ikke levet forgæves.

Eller hvad med et luksus-weekendophold i Barcelona, Paris, London, Lissabon, Prag, Berlin, Amsterdam eller London for to personer – inklusive fly, hotel (to overnatninger) og morgenmad? Pris: 4.000-5.000 kroner.

Hvad historien ikke melder noget om er, at gaderne er fyldte med turister, restauranterne er proppet, gåturene er i gåsegangstempo, og servicen er i bedste fald overfladisk og stresset. Ryanair og de store middelklasser er blevet velhavende, og alle er glade i det store turistteater. Men luksus er det ikke.

 

Luksus har flyttet sig

I Danmark er København og områder som Nyhavn ufremkommelige i juli og august. Selv på en regnvejrsdag vrimler det med asiater, amerikanere og sydeuropæere, der knapt nok kan se Den Lille Havfrue for andre turister. Men middelklassen, der er kommet til penge, hopper gerne – og med stor appetit – på den eroderede luksus. Godt for hoteller og restauranter, men det segment, der efterspurgte det samme for 10-15 år siden, er stået af.

Annoncer og reklamer for ophold, rejser, krydstogter, oplevelser etc. er sprængfyldte med det magiske ord ’luksus’, men luksus er eroderet og er blevet til noget helt andet.

Luksusbegrebet hænger oprindelig sammen med det faktum, at det skulle være lettere besværligt at erhverve, at det kostede betragteligt, og at det for det meste var materielt. Og ikke mindst var det for de få. Sådan er det ikke mere, ifølge reklamerne, men tidsånden spiller os et puds. At stå i kø til en pizza til frokost sammen med 200 andre er ikke luksus, selv om det foregår i Rom. Luksus har flyttet sig, og når man kan købe ’billige’ luksusophold, så er det eroderet som produkt og begreb.

For nylig læste jeg en artikel i JyllandsPosten om en ung kvinde, som mente, at det var luksus at droppe alt rejseri med et flyselskab. For der var alle de andre, og for det meste i lange køer og med ringe benplads. Hun havde indført en ny regel som et dogme i sit liv.

I denne sommer oplevede jeg på egen krop, at selv feriebyer som Blokhus for alvor blev invaderet af masseturismen, hvilket blandt andet kom til udtryk i form af hundredevis af halv-velbeslåede norske Tesla-ejere fyldt med forventningsfuldhed til de danske autentiske hvide strande. Og her holdt de så i rækker mellem Løkken og Blokhus, nej flere steder i to rækker, men kun maks 50 meter til vandkanten.

Er det luksus? Måske, men ikke når flertallet går ind for det og praktiserer det.

 

Middelklasserne vokser vildt og voldsomt

Den materielle udvikling har generelt medført, at middelklasserne rundt omkring i verden, og ikke mindst i Asien, er vokset vildt og voldsomt. Indonesien er eksempelvis det land i verden, der oplever den største udvikling i middelklassen og som følge deraf en voldsom vækst i flyrejser.

Når alle tror, at luksus er indfrielsen af materielle behov, så er avantgarden allerede væk og i færd med at definere den nye luksus, som oftest er immateriel. Ved indvielsen af Ungdommens Ø ud for Københavns havn for nylig, udtalte en række unge mennesker, at det var vild luksus at dedikere et helt år på Ungdommens Ø til frivilligt arbejde. Masseturismen betyder larm, støj, køer, fest og ballade. Derfor er stilhed for alvor ved at slå igennem som ægte luksus. Det kan nemlig ikke købes på hverken Spotdeal eller Sweetdeal.

Der er godt nok mange mennesker involveret i jagten på luksus, men der er ikke noget ægte fællesskab. Det er bare noget, som vi bilder os ind.

Femstjernet er efterhånden, grundet travlhed og voldsom efterspørgsel, blevet til tre- eller firestjernet, ofte med en pil nedad. Så måske trænger vi til en hel ny karakterskala.

 

Vi vil gerne forføres, men ikke snydes

Tidsånden er flygtig, men det bedste eksempel på udviklingen er den store diskussion, der findes i eksempelvis Venedig, hvor lokalbefolkningen har fået nok, og det efter mange diskussioner nu med stor sandsynlighed ender med, at de store krydstogtskibe nægtes adgang til byens havne. Krydstogtskibe med 5.000 gæster ombord hører måske heller ikke hjemme inde i eller tæt ved en by. Der har jo indtil videre været mange penge i det, men flere steder i verden bliver der nu sagt stop.

Nogle byer vil have indført en høj turistskat, men det er helt klart den forkerte vej at gå. Om et krydstogt koster 100 eller 200 kroner mere eller mindre, betyder ikke noget for de halvrige horder af middelklasseturister, der strømmer til de kendte steder.

Nogle opfatter stadig en biltur fra Hobro til Norditalien med bagagerummet og sæderne fyldt op midt i juli som luksus, men det får en ende. Senest har man i 2019 set en stor vækst i den danske indlandsturisme, og den udvikling vil fortsætte parallelt med, at tidsånd og luksusdefinitionen flytter sig.

Netop fordi at tidsånden er flygtig, så kommer det hele til at regulere sig selv. Når reklamen siger femstjernet, og oplevelsen kun var trestjernet, så stopper festen helt af sig selv. Vi vil gerne forføres, men ikke snydes. Alene af den grund flytter luksusbegrebet sig med tidsånden.