Det spørgsmål har vi stillet denne måneds Fremtidspanel, hvor tre eksperter kommer med deres tanker og holdninger til et aktuelt emne. Fremtidspanelet her i maj består af fremtidsforsker Liselotte Lyngsø og de to ledelsesrådgivere Erik Korsvik Østergaard og Elsebeth Hauge.

 

Liselotte Lyngsø, stifter af rådgivningsfirmaet Future Navigator

’Fremtidens ledelse – glæd dig!’

I virkeligheden er det meget simpelt. Som en anlægsgartner med 140 ansatte i Frederikssund sagde til mig for nyligt: ”Min opgave er at få planter og mennesker til at gro.” Men hvordan er det så lige, man gør det? Og ikke mindst: Hvilke krav stiller fremtiden til ledelse? Jeg vil pege på tre helt afgørende trends.

For det første skal du som leder have et knivskarpt blik for, hvem i virksomheden der er tidsejere, og hvem der er tidsslaver. Covid-19 har vist, at mange opgaver kan løses hjemmefra eller på distancen, og mange mennesker har således oplevet, at de ejede deres tid. Omvendt er der også mange funktioner, der kræver fysisk tilstedeværelse over for kunder eller i produktionen. Men fattigdom er relativt. ”De kan gå derhjemme og klippe hæk, mens jeg er tvunget til at køre ind på jobbet.”

Fremtidens leder skal kunne navigere i det spændingsfelt. Forstå at nogle er mere privilegerede end andre og gøre, hvad der skal til for, at det ikke udvikler sig til en egentlig konflikt på arbejdspladsen.

For det andet er det helt afgørende dig som fremtidens leder, at du evner at tænke på fællesskabet, at du kommer hele vejen rundt og er opsøgende særligt i forhold til dem, der holder sig på afstand. Vi ved ikke altid, hvad der er bedst for os selv. Mange har det måske strålende med at passe sig selv, men virksomheden har brug for kultur, innovation, sammenhold og on-boarding. Hver enkelt kan kun udvikles i samspil med andre. Når man spørger universitetsstuderende, hvordan de helst vil bo, siger langt de fleste, at de vil have eget bad og køkken. Måler man på, hvad der virker bedst i forhold til at få høje karakterer, trivsel og studiefastholdelse, er det at mødes i køkkenet. Så leder tænk på fællesskabets vegne.

For det tredje skal du som leder vurdere, om du er klar til at gå uret eller kompassets vej. Begge veje kan give store resultater. Militæret er et godt eksempel på ur-ledelse. Mød ind her, gør dette, detailinstruktioner og overvågning. Og forsvaret er blevet uhyre populært blandt de unge, som higer efter klare rammer, regler og udviklingsveje. Betingelser, som jo virker vildt eksotisk i en tid med fri teknologiopdragelse og fremtidsusikkerhed. Kompassets vej kræver af dig som leder, at du er ekstrem skarp på at samle medarbejderne om formålet – og at være meget præcis på, hvad I jager. Hvad drømmer I om at opnå helt konkret, og hvordan kunne nogle af delmålene se ud? Og hvor længe må man som medarbejder nørkle med en forhindring, før end bolden skal sendes videre til en anden?

Helt grundlæggende bliver fremtidens leders vigtigste opgave at sikre daglig træning for medarbejderne. Du kan gå i et fitnesscenter i 20 år uden at blive stærkere, hvis træningen ikke er på plads. Og som leder skal du træne alle medarbejdere hele tiden. Som i HELE TIDEN. For vi får ikke et ’one-size-fits-all’, når det handler om ledelse. I gamle dage troede man, at det kun var muligt at overnatte på et hotel. Vi kunne vælge mellem antal stjerner, og om der var roomservice. Kategorien var ikke til diskussion. Så kom Airbnb, og vi fik øjnene op for, hvor ufatteligt mange måder vi kan bo på. Med seje trampoliner og køkkenredskaber. På en båd eller i et træ. Det samme vil ske på arbejdsmarkedet. Vi vil få en global eksplosion af nye måder at arbejde og lede på, som alle er skræddersyede til de arbejdsopgaver der skal udføres, den særlige værdi der skal skabes, og de profiler der skal involveres. Glæd dig til at finde din helt egen ledelsesstil i et biodiverst arbejdsmarked.

 

Erik Korsvik Østergaard, ledelsesrådgiver

 ‘Nærvær er vigtigt’

2021 er stadig præget af lige dele forandringer og bekymringer – og lyspunkter. At være en god leder i 2021 kræver nærvær, personlig indsigt og forestillingsevne.

Nærvær er vigtigt. At kunne etablere relationer til dine kolleger er vigtigt. Denne lange periode med work from home og virtuelle møder har været hård. De små teams har knyttet sig tæt til hinanden, men det store netværk i organisationen har lidt voldsomt under pandemien. Vi fornemmer det måske godt, men Microsoft har dokumenteret det i en af deres rapporter her i foråret. Du skal finde tiden til dialog, til at lytte, til at involvere, og til at måske bare snakke om alt andet end arbejde.

Personlig indsigt er vigtigt. Du skal kende dig selv, dine principper, dine krav, dine styrker og din præference for rammerne, både mentale og fysiske. Vi kommer til at arbejde i en hybrid verden med skiftende arbejdspladser, forskellige arbejdstider og dynamiske platforme. Fysisk eller virtuelt? Hvornår på døgnet? Arbejder I synkront eller asynkront? At kende og formidle dine krav og forventninger er nøglen til at du kan trives. Samtidigt skal du opfordre andre til at gøre det samme, så I sammen kan skabe aftaler om, hvordan I vil samarbejde.

Forestillingsevne er vigtigt i 2021. Hvor skal vi hen? Hvordan ser der ud? Kan du beskrive, hvordan dagligdagen er om et, fire, syv år? Kan du inspirere, være nysgerrig og mobilisere andre til at spille med og tegne videre på dine skitser? Ved at kunne beskrive og fortælle om de nye fremtider (i flertal) kan du skabe en retning og navigere ud af bekymringerne og bruge forandringerne til at skabe lyspunkter.

  

Elsebeth Hauge, ledelsesrådgiver

’Work/life-opdelingen er død. Stendød.’

Det kræver faktisk ikke alverden at blive vurderet som en god leder i 2021 – hvis du i rimeligt omfang opfylder din afdelings KPI’er, gennemfører HR’s fastlagte årshjul med MUS og ferieplaner, tager kage med til teammøderne og undlader at udfordre topledelsens strategi, så er du egentlig godt på vej.

Hvis du er vild med rollen beskrevet ovenfor og elsker at være den, der uddeler opgaver og tager de overordnede beslutninger, så søg hurtigt job i de brancher, der forventes – ledelsesmæssigt – at udvikle sig i sneglefart. Men hvis du også vil være en god leder om 5-10-20 år, så skal der noget andet til. Jeg ser tre store tendenser, der stiller helt nye krav til dig som leder.

 

  1. Facilitering af læreprocesser: Det, du kommer til at bruge allermest tid på som fremtidens gode leder, er at sørge for, at andre bliver dygtige til det, de ønsker at være dygtige til. Det handler ikke om at bevillige kurser og give gode råd, men om at lytte, spørge, pejle og være nysgerrig på tvivl, udfordringer og succeser. Læring er målet. I fremtiden bestemmer man selv sin løn – og din opgave som leder er dermed at hjælpe til, at medarbejderne er deres løn værd for organisationen.

 

  1. Branding og rekruttering: Der bliver endnu mere kamp om de dygtigste, og du kan ikke længere nøjes med et jobopslag og at udvælge den bedste i ansøgerbunken. Arbejdsmarkedet præges i fremtiden af korte ansættelser eller korte projektsamarbejder, og folk kommer i langt højere grad til at vælge deres leder. Så du skal konstant reklamere for dig selv, opsøge de dygtigste og pleje relationer til eventuel fremtidig rekruttering og samarbejde.

 

  1. Livscoaching: Work/life-opdelingen er død. Hvis en medarbejder har rod i ægteskabet, så er det dig, der finder en dygtig parterapeut, og hvis en anden har lyst til tre måneders rundrejse i Australien, så siger du blot ”god tur” og finder en løsning i forhold til de opgaver, der efterlades.