Efter et coronaår med rejserestriktioner, lukkede butikker og restauranter har vi i Danmark og resten af Vesten fået rekordmange penge på lommerne. Det kan være startskuddet til en historisk forbrugsfest og en ny epoke af brølende 20’ere, men de festlige tider kommer ikke uden risiko for økonomiske tømmermænd, vurderer Tine Choi Danielsen i denne klumme.

Klummen er skrevet af Tine Choi Danielsen

Verdensøkonomien står på kanten til et vækstmæssigt festfyrværkeri, som ikke har set sit lige i flere årtier. Faktisk skal vi helt tilbage til 1983 for at finde en amerikansk vækstrate, der er højere end forventningerne til dette års vækstrate på 6,25 procent.

Den kommer, vil mange måske mene, på en billig baggrund, da verdensøkonomien sidste år blev sendt til tælling af coronapandamien. Men en krise er på ingen måde en garanti for, at væksten efterfølgende bliver eksplosiv. Det vidner det seneste årtis udvikling om.

I ti år har vi slikket sårene efter finanskrisen ved at rette op på vores privatøkonomi og holde igen med samtalekøkkenet og bilkøbet, hvilket har resulteret i en periode med strukturel lav vækst og inflation. Den æra ser umiddelbart ud til at nærme sig sin afslutning i takt med, at coronapandemien klinger af.

Vi står så at sige på tærsklen til, at en forbrugs- og investeringsfest kan udfolde sig, og der er ingen smalle steder, når vi økonomer forsøger at finde sammenlignelige perioder i historiebøgerne. ’De brølende 20’ere’ er blevet hevet frem i forsøget på at beskrive den udvikling, vi kan se i vores krystalkugler.

Kernen er, at vi efter nedlukninger og mobilitetsrestriktioner har et stort opsparet forbrugsbehov, som forventes at blive opfyldt, så snart vi igen kan bevæge os frit omkring. Og der er tale om et forbrug i alle afskygninger – lige fra tøjindkøb til wellness, restaurant- og barbesøg, oplevelser og ikke mindst rejser.

Vores trang til at komme ud og forbruge efter et år med mobilitetsrestriktioner og forsamlingsforbud er forventelig stort, og hertil kommer, at vi rent faktisk også har pengene til at forbruge.

Økonomisk krise uden indkomstnedgang

Det lyder måske mærkeligt, men modsat alle andre kriser i nyere tid, har vi i 2020 ikke lidt under en indkomstnedgang eller markant øget usikkerhed om vores fremtidige jobsituation. Regeringerne har gavmildt spændt et sikkerhedsnet vævet af pengesedler ud under arbejdsmarkedet og økonomierne, hvilket har sat den normale økonomiske tyngdelov ud af kraft.

Ledigheden er steget, men alligevel har vi her i Vesten ikke oplevet nogen nævneværdig indkomstnedgang i 2020. Rent faktisk har amerikanerne oplevet det stik modsatte, for under coronapandemien er ledighedsunderstøttelsen blevet hævet, så den overstiger lønnen for de mange lavestlønnede amerikanere.

Kombinationen af, at indkomsterne er steget, samtidig med at vi på grund af nedlukningerne ikke har kunnet opretholde et normalt forbrug, betyder, at kontanterne hober sig op på vores opsparingskonti.

I USA er der lige nu en overopsparing i forhold til opsparingsniveauet i 2019 på knap 1900 milliarder dollars svarende til cirka 11.500 milliarder kroner eller 584 mink-redningspakker. I euroområdet lå denne overopsparing ved udgangen af 2020 på cirka 7500 milliarder danske kroner.

Selv om der allerede nu er pænt gang i både detailsalget og bilsalget, og vi sidste år spenderede masser af penge på boligrenovering og møbler, så er der tale om enorme summer, hvoraf en stor del forventelig vil blive brugt på alt det, vi ikke har kunnet bruge penge på sidste år.

De kommende mange måneder vil stemningen fra de brølende 20’ere snige sig ind på os i takt med, at flere og flere bliver vaccinerede, og vi vender tilbage til en mere normal hverdag uden mobilitetsrestriktioner og forsamlingsforbud. Det skal vi nyde. og samtidig med at vi sætter gang i forbrugsfesten, skal vi glæde os over, at vi understøtter vores erhvervsliv, som på et eller andet tidspunkt skal stå på egne ben igen.

Festregningen skal betales tilbage

Det bringer mig videre til bagsiden af medaljen. For nok kigger vi ind i et historisk stærkt opsving, men som også Thomas Vinterbergs film ’Druk’ viser, kommer de forhøjede festpromiller med en pris. De offentlige finanser er forværret, og statsgælden eksploderet. Alverdens centralbanker trykker pengene og køber historisk mange statsobligationer, hvilket muliggør, at renterne roder rundt i negativt område eller på historisk lave niveauer.

Foran os skubber vi en regning af dimensioner, og der er kun os skatteborgere til at betale. Så længe renterne kan holdes nede, er statsgælden ikke et problem, men stiger disse, så vil omkostningerne øges, og gældsniveauet kan blive uholdbart. Det så vi tilbage i starten af 10’erne, hvor statsgældskrisen hærgede i Sydeuropa.

For politikerne handler det derfor om at få nedbragt gælden, inden renterne stiger, og vi kan derfor lige så godt forberede os på, at skatterne de næste mange år peger mere op end ned. Det er ikke uden betydning i forhold til det liv, mange af os måske drømmer om, når vi på et tidspunkt skal trække os tilbage fra arbejdsmarkedet. Vi bliver færre til at betale, og det vil uundgåeligt ramme velfærdsydelserne.

Som sagt skal disse dystre udsigter dog ikke afholde os fra at nyde festen, så længe den varer. Og jo mere vi nyder og forbruger, des bedre grundlag skaber vi også for, at staten kan få rettet op på balancerne i de opsvingsår, der venter forude.

Tine Choi Danielsen har siden 2018 arbejdet som Chief Strategist og Director i PFA Pension i Danmark. Før dette har hun været 18 år i den nordiske banksektor, senest som Global Chief Strategist i Danske Bank Wealth Management.

 

Holdningen i klummen er skribentens egen og er ikke nødvendigvis udtryk for redaktionens holdning.