Alle lever vi i den og med den. Tiden. En af de mest demokratiske størrelser, der findes i universet. Den vedkommer nemlig alt levende – og behandler alle ens. Ingen mennesker står uden for tidens påvirkning, heller ikke selv om vi forsøger at udglatte sporene, den sætter.
Klummen er skrevet af Anna Mejlhede
Tid er en sær størrelse, for på den ene side definerer vi den selv. Den er noget, vi har fundet på i forsøget på at holde styr på et univers, vi grundlæggende ikke forstår. På den anden side ved vi af bitter erfaring, at det er dén, der definerer vores liv. Ikke omvendt. Selv om vi kollektivt har aftalt, hvordan tiden på planeten jorden udmåles – at det tager ét år for vores klode at komme rundt om solen – opfattes tiden yderst individuelt.
”Det tager jo en evighed,” siger vi, når vi ikke kan overskue at vente. ”Vi er der om fem minutter,” siger vi til børnene, der for syttende gang under bilturen utålmodigt spørger, hvornår vi er fremme. For mens den voksnes erfaring har erkendt, at tidsintervaller sagtens kan hales ud i begge ender, så tager børnene os altid på ordet – og tiden. Til gengæld går tiden alt for hurtigt, når vi er i gang med noget spændende.
”Tyve minutter!” var det tilbagevendende svar, turguiden brugte, engang jeg rejste rundt i Den Dominikanske Republik. Alting tog nemlig lige præcis dét antal minutter, hvis man spurgte ham. Om det så var den bumlede bustur frem til en destination, maden vi ventede på, eller tiden det tog for strømmen at komme tilbage. ‘African time’ kalder nogle den måde at befinde sig i verden på. Når vi ikke skal forvente, at noget eller nogen indfinder sig et præcist øjeblik, defineret af vestlige ure.
Tiden bevæger sig med os imellem sine tænder. Når den bider, er det ofte fordi, vi synes, vi har for lidt, eller ikke kan finde ud af at bruge tiden på en måde, så vi føler, at vi får det optimale ud af den. Vi lever på lånt tid, kan vi højstemt sige. Men hvem er det så i givet fald, vi låner den af?
‘Det gælder om at leve i evigheden og dog høre stueuret slå’
I den amerikanske film ‘In Time’ tager fortællingen udgangspunkt i en verden, hvori tid er blevet menneskets betalingsmiddel. Fattigdom er lig med tidsmangel. Mennesker falder om på gaden af tidsfattigdom. Deres indbyggede livsur rinder ganske enkelt ud – midt i en bevægelse. I dette dystopiske samfund bliver klasseskel defineret af, om man kan tillade sig at fråse med tiden – eller om man bliver nødt til at stjæle den for at overleve.
”Ikke fakturerbar tid kan jeg jo ikke leve af,” hørte jeg engang en freelancerådgiver sige. For når man lever af at sælge sin tid, hvilket mange af os i bund og grund gør, så kan vi jo arbejde os til bankerot ved at forære det hele væk. At give andre af sin tid er et udtryk for, at de betyder noget ganske særligt for os. Det vi hellere end gerne bruger al vores tid på, uden at spekulere nærmere over det, er jo kun dét, vi elsker.
Og skønt kærligheden er tæt forbundet med livet, og dermed den tid vi har at folde det ud i, så er kærligheden, som noget af det eneste i universet, løsrevet fra såvel tyngdekraft som tid. For kærligheden går tværs igennem det hele. Vi kan jo elske mennesker, som ikke lever længere og dermed ikke befinder sig i den dimension, vores eget liv defineres af.
‘Det gælder om at leve i evigheden og dog høre stueuret slå,’ skrev Søren Kierkegaard engang. Tidløs bliver man i hvert fald ikke af at forsøge at stå udenfor tiden eller hæve sig over den, men ved at være vågent til stede i den. Kun således kan vi skærpe erkendelsen af, at det mest betydningsfulde og skønne i tilværelsen ligger både i det, vi kan forstå, såvel som i det vi ikke kan.
I Cappuchinernes kloster i Rom er en samling standsede ure udstillet i en montre, og i kælderen fortsættes temaet i et morbidt kunstværk, fremstillet af døde munkes jordiske rester. Med knoklede hænder byder de velkommen med et skilt: ‘Hvad du er nu, var vi engang. Hvad vi er nu, det bliver du.’
Udstillingen er ikke tænkt som en afskrækkende gyserforestilling, men som en påmindelse om at bruge vores tid på jorden godt, have blik for det evige og ikke mindst – aldrig slå tiden ihjel!
Selv om tidens tand er skarp, klarer den også vores øjne, så vi bedre ser, hvad der er vigtigt. For hvis nu vi levede på jorden for evigt, ville vi dermed nå så uendeligt meget mere, når det kom til stykket?
Anna Mejlhede er cand.theol., forfatter og brevkasseredaktør på Ugebladet Søndag. Tidligere sogne- og orlogspræst ved Holmens Kirke og forfatter til en række bøger. Senest ‘Livet er et mirakel’ i samarbejde med professor i astrofysik Anja C. Andersen, og bogen ‘Hjertesorg – en fortælling om at være til’. Hun er bosiddende på Læsø, midt mellem skov og hav.
Foto: Betina Fleron
