Mange flere danskere er begyndt at investere, og de nye investorer kigger både mod udlandet, er omkostningsbevidste og viser interesse for kryptovaluta.


Klummen er skrevet af Ann Lehmann Erichsen


Danskernes investeringsadfærd er under stor forandring

De seneste 13 år har over halvdelen af os været en del af en opsparingsbølge. Den samlede opsparingskvote, altså den del af indkomsten efter skat, der ikke bruges, men spares, er bare steget og steget. Det er en reaktion på finanskrisen. Mange har været tilbageholdende med at veksle opsparingen til en investering, og i mange år har vi haft en svag investeringskultur. Men sådan er det ikke længere.

Lige nu har 47 procent af os investeret noget af eller hele opsparingen i værdipapirer, og hele 29 procent af os er ’nye i klassen’ og først gået i gang inden for de seneste to år. Det er en hel investeringsrevolution. Og det er dejligt, at flere får øjnene op for, at man ved at investere sender sin opsparing på arbejde og får del i den værdiskabelse, der opstår.

Den store forandring er hjulpet godt på vej af den negative rente, der skal betales ved kasse et, hvis der står for mange kontanter på kontoen. Dertil kommer også, at mange af os har været coronahjemsendt i lange perioder i to år. Det gav os rigeligt med tid til et økonomisk hovedeftersyn.

 

Vores investeringshorisonter er også blevet større

Ikke nok med at mange flere danskere er begyndt at investere, så har vi også løftet blikket og vendt det mod udlandet. Nationalbanken har rapporteret, at de private investorer har sat 40 milliarder kroner i udenlandske investeringsbeviser og aktier siden januar 2020.

Det er aldrig set før, at private i den grad har shoppet udenlandske investeringer. Denne nye tendens er ikke kun kommet for at blive, men jeg tør godt sige, at denne tendens ligefrem er kommet for at stige.
Mange investorer lider af det, vi kalder ’home bias’, altså en forkærlighed for at investere i danske papirer, som de synes, de kender bedst. Det duer bare ikke at være så forelsket i danske papirer. Man er nødt til at sprede sine investeringer over lande og sektorer. Og når danske investorer har fået has på deres egen ’home bias’ og ser, at det går godt med udlandsinvesteringerne, så bliver de ved ad den vej.

 

Omkostningsbevidste investorer strømmer til billige investeringsplatforme

En anden vigtig ny tendens at bide mærke i er, at mange investorer er blevet lidt mere kritiske med hensyn til de omkostninger, der er ved at investere. Det koster altid at investere. Det er for eksempel udgifter til depoter, kursskæring og procenter til banken pr. aktivt forvaltet investeret krone. Høje investeringsomkostninger udhuler folks gevinst. Det har mange private investorer fået øjnene op for.

Adfærden hos de mere økonomisk bevidste investorer udtrykker sig på to måder. Dels vælger de i stigende grad banken fra og de billige gør-det-selv-investeringsplatforme til, og dels er interessen for billige passivt forvaltede ETF’ere (Exchange-traded funds) steget markant.

De seneste to år har vi set en mindre folkevandring væk fra de traditionelle banker mod de billige handelsplatforme. Nordnet havde 113.400 kunder i september 2019 og 309.500 kunder, næsten tre gange så mange, kun to år senere i september 2021. Samme tendens gør sig gældende hos Saxo. De billige handelsplatforme er ikke for alle, men til investorer, der er trygge ved at gøre-det-selv. Dem bliver der imidlertid flere og flere af, i takt med at investering afmystificeres.

Den omkostningsbevidste investor er også blevet meget gladere for at sætte penge i ETF’ere, altså passivt forvaltede aktiefonde, der følger forskellige aktieindeks og har beskedne forvaltningsomkostninger. I takt med at investorerne med egne øjne oplever, at afkastet på deres ETF’ere ikke fejler noget, vil flere sætte penge i denne type investering.

Vandringen mod de billige og stabile investeringsløsninger vil stige. Er man først gået til en investeringsplatform, vender man ikke tilbage til banken igen. Det er en irreversibel proces. Finansielle forbrugerne vil have value-for-money, og en handelsplatform der virker.

 

Stigende interesse for kryptovaluta og krypto-assets trods myndighedsadvarsler

En sidste og mere bekymrende tendens, der udvikler sig stille og roligt, trods advarsler fra finanstilsyn i flere lande, er, stigende appetit på at investere i kryptovaluta og krypto-assets.

I Danmark er interessen for at investere i kryptovaluta steget, i takt med at mulighederne for at investere direkte i de digitale valutaer eller indirekte i værdipapirer, der følger kryptovalutaens bevægelser, nu er der.

Men det er en yderst risikabel og spekulativ affære, da kurserne på kryptovalutaer svinger helt vildt. I 2009 kostede en Bitcoin en cent eller cirka 6 øre. I august 2021 lå Bitcoin-kursen på cirka 318.000 kroner, mens den lå på 397.092 kroner den 17. november 2021. Det er drømmen om den store gevinst, der driver værket, og selv om der jævnligt rapporteres om svindel med disse p.t. uregulerede produkter, så lægger det desværre ikke nogen særlig dæmper på interessen fra investorerne.

Ann Lehmann Erichsen er selvstændig forbrugerøkonom, ekspert i privatøkonomi og forbrugerforhold, forfatter og cand.jur. Hun har i mange år været den mest citerede forbrugerøkonom i Danmark, som giver os danskere tips til, hvordan vi klogest bruger vores penge.