Denne artikel er helt ekstraordinært låst op og tilgængelig for alle – også for dig, der ikke har et abonnement på TID & tendenser. Ønsker du at læse flere artikler i kategorien ‘livsstil’, kan du finde dem her. (Det kræver et abonnement)
Der findes ikke nogen sektor, der er så kompliceret som sundhed. Så tilgiv dig selv, hvis du har mistet overblikket. I denne artikel tager vi dig med i helikopteren for at se på de positive scenarier. Mød op i fremtiden – og kæmp kampen på den rigtige side af historiebogen. Det gode liv i fremtiden er betinget af, at vi i højere grad indgår i omsorgsfulde, forpligtende fællesskaber, for teknologi – hvor fabelagtig den end kan være – kan kun løse 50 procent af vores problemer. Vi mennesker skal selv meget mere på banen med vores passion, egne ideer, menneskelighed, praktiske løsninger og armsved.
Af Anne Skare Nielsen og Liselotte Lyngsø
Alle brikkerne til fremtidens sundhedssektor er her nu
Først og fremmest er du nødt til at slippe din tunge bagage af “sådan plejer vi at gøre”, og “patienter skal helst opholde sig i venteværelset”. Mød fremtiden med et åbent, nysgerrigt sind. Alle puslespilsbrikkerne til at skabe det, vi gerne vil, er her nemlig nu, men du kan kun se det store, nye billede, hvis du er villig til at give slip på alt det gamle.
Det er bare så ærgerligt, hvis sundhedssektoren skal kuppes af gamle magtkampe og den indgroede holdning til, at vi ikke kan ændre noget på grund af ressourcemangel, for den fremtid, vi er på vej ind i, kan blive virkelig fantastisk. Hvis vi er villige til at give slip.
Sundhedssektoren står midt i et enormt paradigmeskifte. Medicin vil ikke længere være one-size-fits-all, men derimod skræddersyet. Patientbegrebet vil eksplodere, faggrænserne opløses, ressourcerne vil blive tildelt langt mere intelligen, og de fysiske rammer vil understøtte sundhedens formål – og endda kunne skabe overskud i driftsregnskabet.
Når vi siger bedst opnåelige version af virkeligheden, er regnormen her et godt billede. Sundhedssektoren skal have lov til at futte derudad, opfyldt af lykke og glæde, omsluttet af tryg kærlighed og dygtige mennesker – politikere, økonomier, chefer og konsulenter – der tilfører den de ressourcer, som den har brug for, når den har brug for det. Mens den udlever sit formål.
Den første tanke for voksne mennesker er som regel: “Intens lykke og fred i sindet hver dag? Det kommer aldrig til at ske” eller “Dygtige politikere? Du må have slugt søm og skruer”.
Når vi ikke kan ’se’ fremtiden, er det som regel, fordi vi ikke kigger. Fordi vi ikke kommer nok ud. Eller fordi vi er så pressede i hverdagen, at der ikke er plads til håb og drømme. Din regnorm ligger på en udtørret landevej, og bliver kørt over af biler, og er simpelthen for fladmast til at kravle to meter ind i det våde, saftige fremtidsgræs.
Men slap du nu af min ven, for nu flyver vi sammen en tur op i helikopteren.
Når man ikke har noget, er alt et skridt fremad
Rejsen begynder med at se tilbage. For paradigmeskifte i sundheden er sket før. Den seneste revolution i sundhedssektoren kan vi kalde ’fra mindre til mere’. Når der er knaphed på alt, er det nemlig velfærd at få noget ’mere til flere’.
Før vi fik de moderne, industrielle hospitaler, som vi kender dem i dag, var der mange opfattelser af, hvad det vil sige at være syg eller plejekrævende, og hvad det vil sige at være en behandler. Der var rigtig meget hokuspokus og kvaksalveri, men også meget mere ansvar for den enkelte til at gøre noget. Og så måtte man som læge eller behandler bruge det, man havde – smage på tis for at diagnosticere diabetes eller kigge på ophostet snot for at finde ud af, om en patient var rigtig syg eller bare lidt flegmatisk.
Den oprindelige betydning af ordet ’patient’ er ’den som lider’. Og en behandlers opgave – fra Hippokrates til Buddha og Florence Nightingale – var at fjerne eller mildne lidelse.
De moderne, industrielle hospitaler, som vandt frem i slut 1800-tallet til start 1900-tallet, fungerede som sundhedsstøvsugere, der sugede alt til sig. Skidt såvel som kanel. Uden at skelne mellem om noget var skidt – som for eksempel at behandle folk med kviksølv for spedalskhed og bændelorm som slankemiddel – eller kanel – som for eksempel vågekonerne, der sad ved de syge og døende, eller brugen af faste som middel mod epilepsi. Ud med det hele, for nu skulle sundhedssektoren løse alle opgaverne.
Det var en kæmperevolution, at der nu lige pludselig var ét sted, som man kunne gå hen, hvor der i teorien var styr på sagerne. Hvor der blev lavet medicin af professionelle mennesker, hvor der var sterile forhold, og hvor der var læger og sygeplejersker med rigtige uddannelser.
Det store problem var bare, at man ikke havde nok.
Da lægen blev gud, opfandt han med det samme venteværelset
I 1930’erne havde man på et moderne hospital eksempelvis kun 5-10 medicinske produkter at vælge imellem. Så lægerne havde travlt med at finde ud af, om en patient fejlede en af de 5-10 ting, som man kunne behandle, mens sygeplejerskerne tilbød al den tender-loving-care, som de kunne opmønstre.
For at kunne fungere som ansatte under disse knaphedsforhold lavede man to kunstgreb. Man opfandt venteværelset og gjorde lægen til en minigud. Patientbegrebet ændrede således betydning fra ’den som lider’ til ’den som venter’. De første dialyseapparater til hjemmebrug kom i 1970’erne. Men dem var der heller ikke nok af. Så en opgave for en læge var blandt andet at bestemme, hvem der skulle have dialyse med de nye maskiner, og hvem der ikke skulle.
Når børn blev født for tidligt, var skravlede eller handicappede, var det ikke unormalt, at lægen lagde hånden over munden på barnet, til det ikke trak vejret mere, og moderen fik at vide, at barnet var dødfødt. Det var praksis helt op i 1980’erne – og ikke noget, der står skrevet noget sted. Denne viden er baseret på deltagelse i Etisk Råd i en diskussion om aktiv dødshjælp med pensionerede læger.
Hvem skal leve. Og hvem skal dø. Vi har gjort det til det mest ensomme, krævende, hårdeste job i verden at være læge. Som læge kan du rådføre dig med andre, men i sidste ende er beslutningen din. Det er også en af de primære årsager til, at dygtige sygeplejersker ikke videreuddanner sig til læger – det kræver noget ganske særligt at kunne stå selv, ensomt og alene. Sygeplejersker kan til gengæld alt, når bare de får lov at gøre det sammen. Sygeplejersker i flok kan køre 200 dage på kaffe, et stykke citronmåne og et skulderklap.
Det var de normale omstændigheder op til det 21. århundrede. Sådan var arbejdskulturen. Og det har været med til at bygge lægerne op som autoriteter, sygeplejerskerne som dem, der hjælper til og er gode, ”hvis de kan løbe stærkt”, og patienterne som dem, der bare ligger der. Og venter. Når man har for lidt, er det drømmen at få noget mere. Når der ikke er medicin nok, maskiner nok, ressourcer nok, så er det indlysende, at ’mere’ er løsningen. ’Mere’ var mantraet, der virkede, i det 20. århundrede.
Sundhedssektoren blev industrialiseret, og det er rigtig godt. Vi havde brug for at få ryddet op, gjort rent, organiseret og professionaliseret og lagt et minimumsniveau for mængden af hokuspokus. Men nu er det så, at du skal lægge hånden på hjertet og mærke efter. Vil ’mere’ løse vores problemer? Eller er jagten efter mere det, der er hele problemets kerne?
Som Hannibal Lecter spurgte Clarice i filmen ’Ondskabens Øjne’: ”Hvad er problemet i sin essens?”
Industrisamfundet er i sin essens produktivitet, rutiner og processer. Kvalitet er at leve op til standarder og gøre tingene hurtigt og billigt. Og det hele forstærkes af, at kapitalismen har overtaget styringen i samfundet – hvor det tidligere har været religion, ideologi, fagligheden, familien eller nationalstaten, der har sat målene og værdierne, er det i dag kapitalismen, der trumfer alle diskussioner. Det har primært kunnet lade sig gøre, fordi vi ser det som noget helt normalt, at vores institutioner skal opdrage, styre, forme og kontrollere os.
Mentorundervisning er eksempelvis noget af det, der skaber de allerbedste resultater, men også – set fra industrisamfundet side – alt for meget selvstændig tankevirksomhed og refleksion over måden, som vi gør tingene på. Hierarkier og organisationer trives ikke, hvis myrerne skal ud og udleve deres egne drømme.
Vi nedprioriterede derfor mentorundervisning og mesterlære, og samtidig opprioriterede vi klasseundervisning og den autoritære ’hærfører’, der dikterer og uddelegerer. Og så lagde vi i det spirende velfærdssamfund frøene til en obligatorisk personlighedsspaltning: Gå på arbejde, hold mund og aftjen din værnepligt. Gå hjem, hold fri og lav lige, hvad du har lyst til. Det menneske du er, skal du ikke lukke op for i arbejdstiden. Hvad du selv tænker, og hvad du drømmer om, kreativitet, rebelskhed etc., skal du gemme, til du kommer hjem. Lad være med at forstyrre rutinerne og processerne. Og det gør såmænd heller ikke noget. Der har altid været og vil altid blive ved med at være en masse lortejobs. Og arbejdet er ikke det eneste saliggørende i tilværelsen. Problemet opstår, når man direkte skal gå på kompromis med den, man er, fordi ’systemet’ presser én til at gøre noget, man ikke kan stå inde for. Stress er ikke noget, man får, bare fordi man har travlt. Stress får man især, når man gentagne gange går på kompromis med sine værdier.
Lad os sige, at en sygeplejerske i 1960’erne intuitivt mærker, at en nyfødt har godt af at ligge hos sin mor. Men den går ikke, for systemet har bestemt, at nyfødte skal svøbes og lægges samlet i et lokale for sig, fordi de så er meget nemmere at håndtere. Hvordan har det været at rette ind og tage en grædende baby fra en mor dag ind og dag ud, selv om man har mest lyst til at gøre det direkte modsatte. Ikke rart vel?
I 1960’erne havde sygeplejersker også stress. En af løsningerne var, at de skulle minimere patientkontakten, fordi man kunne se, at det især var patientkontakten, der stressede. En klassisk industriel, kold konklusion, som ikke desto mindre stadig kan ses mange steder i omsorgssektoren i dag. Når vi forfremmer folk, er det ofte væk fra arbejdet og ind på et chefkontor. Ikke hen til arbejdet, fri for de forstyrrelser der dræner én for energi.
Stress – er du bare svag? Eller mangler du respekt for dine grænser?
Stress i fremtiden er ikke svaghed. Det er et budskab om, hvor dine grænser går. Du får stress, når du ikke får lov til at løse det, som du mener er kerneopgaven. Og du får stress, når du ikke er en del af et omsorgsfuldt menneskefællesskab, der elsker at se dig være på en læringskurve.
Kapitalisme er rigtig godt til mange ting. Men når kapitalismen går til fest med industrialismen, og de to glemmer at byde humanismen med til bords, så går den vilde træskodans til sidst så hurtigt, at vi alle er ved at falde af, og hele planeten gungrer så meget, at det føles som om, at den er ved at falde fra hinanden.
Hvis folk i sundhedssektoren føler sig travle, misbrugte og ensomme, så er det ikke deres skyld. Hvis patienterne føler, at de bliver overset, bare er et nummer, eller at tingene kunne være så meget bedre, så er det heller ikke deres skyld.
Det er i virkeligheden ingens skyld. Det er bare det, der sker, når vi lader vores vaner og rutiner og etablerede måder at tænke på få overtaget. Når vi bilder os selv og hinanden ind, at vi ikke har tid til fornyelsen. Og når vi tager hjertet og empatien ud af omsorgen.
Det store problem, som vi har i dag, er ikke, at vi har for lidt. Det er, at vi har for meget. Den største fjende, som vi har i dag, er ikke de andre. Det er kompleksiteten.
Men fordi vi ikke kan finde ud af (eller tør) spille vores egen menneskelighed på banen, og fordi vi ikke kan svare på spørgsmålet, “hvad er en bedre sundhedssektor?”, så bliver vi ved med at fylde mere og mere på, flere systemer, apps, løsninger, velfærdsteknologier samt pjecer og pamfletter om kvalitetsløft og kompetenceudvikling.
Men hvad nu, hvis fornyelsen ikke er, at vi skal fra mere til endnu mere? Eller fra mere til mindre? Hvad hvis den er fra mere til bedre? At opgaven ikke er at lave noget mere til flere for mindre? Men at lave noget bedre til flere med de rigtige ressourcer?
Uden nye, forpligtende fællesskaber – ingen bedre fremtid
Det vil kræve en fundamental ændring i vores måde at tænke på: Den første tanke vi har, uanset hvilket problem vi står med, må aldrig mere være: “Det har vi ikke råd til eller tid til”, men “gad vide om vi egentligt har alt det, vi skal bruge?”. Og så orienterer vi os udad. Fremtidens sundhedssektor er et enormt puslespil. Et puslespil, hvor ingen har set det billede, der er på æsken. Og hvor det derfor er altafgørende, at vi sammen er villige til at forestille os, hvor fedt og fantastisk det kan blive.
Det bliver både hårdt og svært, for vi skal både have det med fra gamle dage, der virker: Der, hvor ’mere’ rent faktisk er godt. Og vi skal skabe noget helt nyt og bedre, som ingen i verdenshistorien før har set.
Svært er, når man ikke ved, hvad man skal gøre. Hårdt er, når man ikke gider. Og derfor er de nye fællesskaber det absolut vigtigste, som vi skal bruge. Dem, der gider og ikke giver op, bare fordi det er svært, og som formår at tænke ’bedre’. Omsorgsfulde, forpligtende fællesskaber er dem, der kan skabe fremtiden.
Fremtidsprocesser starter ikke med alt og alle. Det starter med dem, der kan og vil, og så sætter vi de andre fri til at passe deres arbejde. Vi behøver ikke allesammen skulle flytte os og være kreative og omstillingsparate hele tiden. Men hvis ikke vi har nogle få, der er villige til på rebelsk vis at gå foran og vise vejen, så sander vi til i fortiden.
Og til dig (og endnu bedre jer), der kan og vil, kommer her brikkerne til at skabe den bedst opnåelige udgave af sundhedssektoren i fremtiden. Den næste store sundhedsrevolution handler grundlæggende om at kunne skræddersy og personliggøre til den enkelte. Både i forhold til omstændighederne, men også i forhold til ens genetiske profil.
Den rejse er vi kun begyndt på, og det skal være én, som vi er villige til at kæmpe for, selv om vejen der hen bliver lang og slem.
Goldman Sachs udgav i 2018 en rapport, hvori de stiller spørgsmål ved, om genterapi er værd at investere i. Konkret taler vi her om eksempelvis en kur for den frygtede ’bubble boy’-sygdom, der ødelægger nyfødtes immunsystem. Eller et dna-fix for metachromatic leukodystrophy, som ødelægger hjernen langsomt, men sikkert. De to sygdomme kan genterapi i dag fjerne – snipsnap og de er væk. Men Goldman Sachs anbefaler, at investorer kigger en anden vej, for de kan ikke se det store afkast at hente i genterapi. Når folk bliver raske, er problemet jo løst. Så er der ikke et langt og dyrt sygdomsbillede at suge på.
Lad dette være det fineste eksempel på, at det kapitalistisk-industrielle kompleks kun vil blive mere og mere latterligt, hvis ’mere’ stadig skal være deres ledestjerne.
Uanset hvor pengene kommer fra, så er skræddersyet behandling fremtiden. Vi ser allerede i dag, at patientforeninger slår sig sammen med startups og finder andre former for finansiering for at få den skræddersyede behandling på markedet, og mennesker med hjertet på rette sted og overskud i lommerne vil gå udenom de etablerede investorer.
Definitionen på en patient var oprindeligt ’den som lider’. I går var den ’den som venter’, og i morgen vil den være noget langt mere aktivt og mere projektlignende.
Definitionen på en kunde er ’en relation mellem to mennesker, hvor den ene nogle gange køber noget af den anden’. En kunde er ikke en person, men en relation. På samme måde skal vi tænke på patienten. Patienten er ikke en kunde. Patienten er heller ikke en person, men en relation mellem to eller flere mennesker, hvor den ene nogle gange modtager en behandling af de andre og til gengæld deler sine behandlingsdata.
Patienten går fra at være ’den som lider’ eller ’den som venter’ til at være ’den som deltager i det fælles projekt, der handler om at gøre rask eller mildne lidelse’.
Nogle vil kunne deltage meget aktivt i det fælles projekt, andre vil have mindre mulighed for eller overskud til det.
Skræddersyet behandling og patienten (relationen) i centrum som et projekt er de to midterste brikker i puslespillet. Det er det lejrbål, som vi alle kan mødes om – fra behandlere over patientforeninger samt pårørende til patienterne til forskere, virksomheder og skoler. For den handler netop om at kunne lave noget bedre med de rette ressourcer, fordi forløsningen ikke kommer ved kun at skabe mere nyt, men fordi det revitaliserer en hel masse af det gamle.
Det hele skal selvsagt finansieres et eller andet sted. Hvilke trends kan hjælpe os med det? Det kan fremtidens intelligente penge, som vil ligne de penge, vi kender i dag, ligeså lidt som e-sport ligner sport. E-sport er ikke sport med strøm i. Man har ikke taget sport, som vi kender det, og sat en ledning i. E-sport er et univers helt for sig selv med egne vindere og tabere samt succeskriterier. Det samme vil ske, når penge bliver digitale. Danmark er allerede godt på vej til at blive kontantløst og dermed på vej ind i en æra, hvor økonomi vil blive noget helt nyt og meget mere spændende (og skræmmende, men nu tager vi den ønskede fremtidskasket på).
I praksis betyder det, at enhver e-krone ikke bare kan spores. Vi vil også kunne lave aftaler med vores penge om, hvordan de må kunne bruges. Lige fra at beslutte sig for at ens penge ikke kan købe cigaretter til at øremærke en bestemt sum penge til en bestemt borger og denne borgers adfærd. I Kina eksperimenterer man allerede med at rate borgerne for god opførsel, så er du dum, doven, ond eller korrumperet, bliver det ikke dig, der får den gode hospitalsseng. Vi vil kunne gamificere og lægge træning og belønning ind i økonomien, så det bliver sjovere, nemmere og mere forløsende for en borger at komme til tiden, spise sine grøntsager, tage medicinen som foreskrevet, hjælpe de andre, ændre på vaner og udføre den fysiske genoptræning.
Og før du nu kaster en lille smule op inde i dig selv ved tanken om et overvågningssamfund på speed, så tænk i stedet på, hvor meget nemmere og mere demokratisk sundhed kan blive for alle dem, der ikke kan håndtere store mængder af information eller har supermeget viljestyrke.
Intelligente penge er bare et redskab – det er op til de omsorgsfulde, forpligtende fællesskaber at sørge for, at vi bruger dem til noget godt og værdiskabende.
En ting man tager 100 procent for givet i industrisamfundet, er, at alting koster penge. Man kan ikke skabe noget uden at have udgifter. Men sådan er det ikke i fremtiden, hvor faste udgifter kan gøres til variable indtægter. Vi ser det allerede med vores huse, hvor det bliver mere og mere normalt at bruge Airbnb eller leje en sofa eller sågar sit toilet ud på timebasis.
De rige kapitalister har gjort det altid: Investeret i byggeri og tjent kassen på det. Nu bliver den tankegang allemandseje, men på en ny og bedre måde. Fremtidens energi er nemlig grøn, og problemet med det grønne energi er, at den ikke kan lagres i store tanke, som eksempelvis olie, men skal opbevares i mindre batterier – og de batterier kommer til at sidde i vores huse og vores biler. I Australien er det allerede lykkes at få et hus til at generere så meget strøm, at beboerne ikke behøves gå på arbejde. Problemet er bare, at man ikke har været gode nok til at få systemet på folkeaktier eller på husejernes egne hænder. Husejerne selv har bekostet solcellerne og sidder med vedligeholdelsen, mens nogle få rige mennesker, der ejer energisystemet, skummer fløden, og så falder det fra hinanden, fordi husejerne ikke har råd til at vedligeholde deres egne solceller. Magten over fremtidens energi er en rigtig vigtig kamp at vinde, for hvordan ville det være, hvis fremtidens hospital, skole, kommune, ja egentlig alt vores byggeri generede så meget energi og var så bæredygtig konstrueret, at vi ikke havde nogen driftsudgifter? Og at det overskud blev ejet af medarbejderne, patienterne, skolerne, fagbevægelsen eller nye stærke foreninger?
Præsenterer man denne trend, eksempelvis i kommunerne, er holdningen som regel, “at kommunen må jo ikke tjene penge”, og så stopper al udvikling. Folk kan blive decideret sure, hvis vi siger, at der aldrig har været flere penge i omløb, end der er i dag.
Og ja, det er svært at forestille sig, men det kilder også lidt i maven, ikke? Hvordan ser en fremtid ud, hvor byggeriet skaber overskud til os, hvor patienten ikke er en udgift, hvor vi ikke er afhængige af løn eller økonomiske velfærdskilder, der er ved at tørre ud? Hvor der ikke bare er nok, men rigeligt til alt og alle? Så længe vi laver noget bedre til flere med de rigtige ressourcer? Herunder stopper behovet for at gøre andre til ofre, fordi vi har brug for, at der er nogen, der er svagere end os selv. Kan du forestille dig det? For det er sådan set det vigtigste: At vi kan forestille os nye veje og ikke bare lukker ned, fordi ingen har gjort det før os.
Teknologi og forskning vil understøtte paradigmeskiftet i sundhedssystemet. Der vil være adgang til store mængder af data om den enkelte borger, og man vil kunne forudse både fysisk og psykisk sygdom. Vi vil også selv kunne lave monitoreringer af egen sundhedstilstand via armbånd og apps, der måler skridt, kalorieforbrændning, søvn, kost og meget mere. Meget af det kan vi allerede i dag, men i fremtiden vil målinger og data blive langt mere avancerede, og ansvaret for forebyggelse vil i højere grad være placeret hos den enkelte.
USA’s føderale fødevare- og lægemiddelmyndighed FDA godkendte i 2018 en pille, der kan scanne en patients indre system hele vejen igennem fordøjelseskanalen. Problemet opstod først, da pillen endte på lægens bord, for hun var den første der sagde: “Øh, har I virkelig lavet denne her pille til skizofreni? Det vil sige, at I vil have, at jeg giver en pille, der scanner og indsamler data til folk med paranoia og forfølgelsesvanvid?”
Det er et glimrende eksempel på, at fremtiden ikke bare er ’high tech’. Den er lige så meget ’high touch’ – det vil sige, lige så meget teknologi fylder, lige så meget skal der være plads til mennesker, empati, fordybelse, mærken efter, etik, personlighed, omsorg, hjælpsomhed og venlighed.
Vi har allerede hospitalsbørnescannere, der ikke bare er blevet fantastiske til at scanne med præcision. De er også blevet udstyret med computerspil, der går ud på at få barnet til at ligge stille og ikke være bange, når det ligger i scanneren. Se, sådan noget skal vi have noget mere af.
Tech er ikke en fjende. Det er bare et vilkår. Tech fylder bare alt for meget, fordi vi stadig tror, at ’mere’ løser vores problemer. Det, der kommer til at rykke i fremtiden, er ’touch’. Især fordi sundhed jo heller ikke længere handler om at mildne lidelse, men i høj grad om at opgradere såsom nye bryster, pænere tænder og fjernelse af det, der stritter og forstyrrer. Og lige om lidt kan vi tilføje eftertragtede egenskaber og bedre hukommelse til vores afkom. Forskere taler helt alvorligt om at kunne udsætte døden i flere 100 år. De ting, som vi forbinder med alderdom såsom nedsat syn, hørelse, hukommelse etc., vil vi kunne booste med de redskaber, der egentlig var udviklet til de døve, de blinde og de demente.
Vi lever lige nu i en tid, hvor komfort, status, lyst og overfladisk skønhed er målet for rigtig mange mennesker. I Danmark sætter vi ikke længere bøjle på børnenes tænder, bare fordi de er skæve, men så betaler forældrene det bare selv, når de når konfirmationsalderen.
Touch er også det skæve. Det, der gør os unikke og forskellige. Og måske det, som vi får allermest brug for i fremtiden.
Magi, overtro, heksedoktorer og kvaksalvere kom vi af med i takt med, at professionalismen skred frem gennem de sidste 100 år. I jagten på evidens og signifikant science har vi skrællet alle lagene af løget og afsløret, at der intet er derinde. Intet at komme efter, intet at tro på. Og så dør baby. Livet bliver kedeligt, når der ikke er plads til gak og løjer.
Vi behøver ikke selv at tro. Men vi skal respektere og acceptere, at flertallet har brug for noget at tro på. For alle systemer, alle videnskaber, alle former for overbevisninger hænger, som Marx sagde, i luften. Selv de mest rationelle økonomer påstår hårdnakket, at en “fri, usynlig hånd” styrer markedet. Og det får os ikke til at hive data frem på, hvor meget forskere fusker med deres resultater, og hvor blinde selv de bedste videnskabsfolk kan være overfor benhårde fakta. Skal vi her nævne arkebakterierne, en af de rigeste arter i verden, som ikke blev accepteret før i 1980’erne, fordi den gængse opfattelse var, at der ikke kunne være liv i varme kilder på bunden af havet, hvor der ikke er ilt, eller hvor trykket er for højt. Det er megasvært at opgive en god teori, bare fordi den ikke passer med virkeligheden.
Noget af det, som vi oplever kan pisse den etablerede sundhedssektor allermest af, er, når enkeltindivider brænder igennem med deres egen opskrift på sundhed. Det kan være BodySdS (“oh skræk, de har jo ikke nogen rigtig uddannelse”), Anna Bogdanova (“hun er jo alt for kommerciel”), eller Medical Medium (som markedsfører sig som et talerør for ånden Spirit).
Problemet for den etablerede sundhedssektor er bare, at det, som disse ’sundhedsrebeller’ tilbyder, rent faktisk ofte virker. De tiltrækker horder af mennesker, som får lov at vurdere og anmelde dem offentligt og online, de har meget tætte forhold til deres kunder, og de giver pengene tilbage, hvis kunderne er utilfredse.
Den vigtige læring er, at alle mennesker i fremtiden skal finde deres egen vej til sundhed, og det er derfor vigtigt med rollemodeller og personlige, individuelle cases.
Og det er vigtigt med noget at tro på. Vi har brug for magi, spiritualitet, åndelighed, meditation og placebo. Det virker ikke altid. Men det virker nok til at skabe evidens. For hvor mange gange skal Columbus finde nyt land, før vi har evidens for nyt land? Det skal han sådan set kun én gang.
I denne artikel har vi kortlagt nogle af de trends, der er værd at gribe for sundhedssektoren. Men skal man gribe fremtiden, kan man ikke gøre det med hænderne fulde. Hvis man står med favnen fuld af fortidsæbler og prøver at gribe en fremtidsananas, taber man begge dele på gulvet. Så et rigtig godt sted at starte er med spørgsmålet: “Hvad er vi villige til at give slip på?” For fremtiden kommer til dem, der er villige til at slippe det gamle.
I Indien var der engang en prins, der opsøgte en magisk guru, som havde evnen til at lade alle mennesker prøve at opleve at være noget andet, end det de var født til at være. Prinsen bad om at blive en regnorm. Og fortrød med det samme. For ville det ikke føles som at være levende begravet, blind, alene og faret vild i mørket?
Men nej, det prinsen oplevede, da han blev forvandlet, var intens fred og lykke. Han futtede afsted i den varme, trygge, fugtige muld omgivet af kærlighed og støtte fra alle sider, mens han udlevede sit livs formål.