Af Jakob Søndergaard, direktør i pej gruppen

Allerede inden vi for nu snart to år siden tog hul på dette årti, blev det af fremsynede sjæle døbt The Turbulent Teens. Og turbulente har både 2010 og 2011 da sandt for dyden også været. Intet tyder imidlertid på, at 2012 vil vise sig fra en mere rolig side. Nok snare tværtimod. Efter to år med krise (2008 og 2009) efterfulgt af en meget turbulent start på det nye årti, går vi nu ind i det femte år i træk uden udsigt til hverken stabilitet eller vækst. Turbulens synes med andre ord nærmest at være en ny normaltilstand, vi skal vænne os til at agere i. Hvad gør man så? Der er et gammelt ordsprog, der siger, at når forandringens vinde blæser, så er der nogen, som bygger læskure og andre, der bygger vindmøller. Da det var allervildest tilbage i 2006 og 2007, og vi alle havde bildt hinanden kollektivt ind, at opturen ville fortsætte i det uendelige, var der endda nogle som snakkede om, at de ville bygge deres egen vindmaskine for at få ekstra turbo på. Lige nu er der vist ingen, som taler om vindmaskiner. Det blæser rigeligt i forvejen. Faktisk så meget, at vindmøllerne løber løbsk og læskurene blæser omkuld. Den afgørende forudsætning for kunne navigere igennem The Turbulent Teens er derfor først og fremmest et solidt fundament. Modsvaret på turbulens er derfor i høj grad konsolidering. Specielt hele bolig-, møbel- og interiørbranchen, der er hårdt ramt af forbrugsopbremsningen, vil stå i konsolideringens tegn i 2012. Også mange andre brancher, som f.eks. finanssektoren og hele butiksleddet over en bred kam, vil opleve øget fokus på konsolidering. Enkelte brancher, som f.eks. modebranchen, synes dog allerede delvist at have været igennem denne barske, men uundgåelige proces. Et er sikkert: 2012 vil i udtalt grad blive præget af oprydning og udtynding i alle led i hele værdikæden. De store bliver større, stærkere og mere velfunderede gennem opkøb og fusioner. 2012 bliver konsolideringens år i alle brancher, men specielt bolig-, møbel- og interiørbranchen, står altså for tur. God fornøjelse.

Læs også de andre bud på 2012 her:

Bud #1: Af Poul Erik Jakobsen – Vi må vænne os til den ”nye normal” i 2012
Bud #2: Af Per Brændgaard – Sundhed og sanselighed i 2012
Bud #3: Af Lars Tvede – Smalhals og politisk polarisering i 2012
Bud #4: Af Ole E. Andersen – Reklame, kommunikation og medier i 2012
Bud #5: Mads Arlien-Søborg – Funktionelt og rationelt design
Bud #6: Af Jakob Søndergaard – Konsolidering i alle brancher
Bud #7: Af Anette Fisker – Kampen mellem det nye og det kendte inden for mode og design
Bud #8: Af Louise Byg Kongsholm – Et ændret butiksbillede i 2012
Bud #9: Af Ann Lehmann Erichsen – Tænksomt forbrug i stedet for tankeløst forbrug
Bud #10: Af Anne Skare – Flugten fra mainstream og jagten på mening
Bud #11: Johannes Andersen – Vi sunder os
Bud #12: Soulaima Gourani – 2012 bliver på mange måder et år, som vi kender det fra 2011