SuperBrugsens nye initiativ med at styrke varesortimentet via det lokale fællesskab har båret frugt. Mange danskere har indsendt deres ønsker til nye, lokale varer, som kunne være interessant for SuperBrugsens kunder.

Med ordene “Tak for alle jeres gode forslag. Vi arbejder hårdt på at få endnu flere lokale varer i SuperBrugsens butikker. Og vi kan med glæde konstatere, at alle afkroge af landet byder på masser af lokale lækkerier”, opfordrer SuperBrugsen sine kunder til at være med til at spotte nye lokalt producerede varer, som vil passe ned i indkøbskurven i den lokale SuperBrugs.

Brugerinddragelse på næsten gammeldags vis
Det er en hel ny måde at kombinere brugerinddragelse, tilpasning af varesortiment og miljø på. For ofte kommer supermarkedernes produkter fra multinationale selskaber eller store landbrugsproducenter i andre lande, som koster i CO2-regnskabet og som udkonkurrerer lokale producenters mulighed for at skabe en forretning.

Onlineskema og testsmagning
SuperBrugsen vender så at sige på visse punkter tilbage til de gamle dyder og søger samtidig at styrke fællesskabsånden i lokalsamfundet. På SuperBrugsens hjemmeside kan besøgende udfylde et skema med navn på produkt og producent, og så står den ellers på testsmagning hos butiksbestyrerne. Organisationen håber at kunne introducere 500 nye lokale produkter i landets 230 butikker, før missionen er fuldført.