I gennemsnit lægger vi 1,5 pct. mindre ind i sommerferiebudgettet i år forhold til i fjor. Det viser nye tal, som TNS Gallup har udført for Nordea. Alt i alt planlægger danskerne at bruge en halv mia.kr. mindre på ferien i år sammenlignet med i fjor. Men hovedstaden skiller sig ud. Her giver man feriebudgettet et vitamintilskud på 8 pct. i år.

12.460 kr. pr. husstand i snit
Danske husstande skærer i snit 190 kr. af sommerferiebudgettet sammenlignet med i fjor. Gennemsnitsbudgettet dækker over store forskelle. Eksempelvis forventer halvdelen af alle husstande, at sommerferien kan holdes under 10.000 kr. alt inklusive.

Børnefamilierne holder fast i feriebudgettet
Undersøgelsen viser dog også, at husstande med børn er med til at holde ferieforbruget oppe, – også noget over gennemsnittet. Det er nemlig kun 3 pct. af dem, der slet ikke har planer om at holde sommerferie i år, mens det gælder for hele 12 pct. i husstande uden børn.

Blandede signaler landet rundt
Nordjyderne og folk i hovedstaden agter at skrue op for ferieforbruget i år. Budgetmæssigt er forskellen mellem den dyreste husstandsferie i hovedstaden til den billigste i Midtjylland på små 4.000 kr.  Det er den største regionale forskel, vi har set siden 2011. Midtjyderne bunder og skruer ned for tredje år i træk ligesom Sjællænderne også har nedjusteret feriebudgettet tre år i træk.  Syddanskerne vil nedjustere feriebudgettet med 6 pct. i år. Danskernes forskellige ferieforbrugsforventninger kan delvis læses i lyset af den forskellige udvikling på boligmarkedet, vi ser region for region. Men man skal fortolke med varsomhed. Set historisk har vi eksempelvis ikke uden videre kunnet bruge udviklingen i ledigheden til at forklare op- og nedjusteringerne af feriebudgettet. Mange faktorer spiller ind. Og jeg hæfter ved, at det gode sommervejr som herskede, mens undersøgelsen blev gennemført, kan have fået en del til at tænke, at ”vi bliver hjemme i år”, og det kan have sænket forbrugsskønnet. Resultaterne bidrager derfor overordnet set ikke til at tegne et negativt billede af forbrugslysten, som vi fra nøgletallene ved er vokset.

Læs mere om undersøgelsen her