Det danske firma Select har udviklet en fodbold, som skal hjælpe dommeren med at afgøre, hvorvidt bolden er i mål eller ej.
iBall er en ny fodbold udviklet af danske Select. Fodbolden er udstyret med såkaldt GoalRef-teknologi. Det er en chip, der fortæller dommeren, om bolden er inde eller ej.
Fodboldforbundenes verdensorganisation, FIFA, har godkendt bolden og teknologien. Den skal allerede bruges i kampe under VM for klubhold, der starter 6. december 2012.
Godt dommerarbejde
For Select har udfordringen været at skabe en bold med et net af kobbertråde, som ikke påvirker boldens bevægelser, og som samtidig kan holde til de hårde spark fra verdens bedste fodboldspillere.
I forbindelse med udviklingen af bolden er desuden hentet hjælp fra dommerne, idet de har haft mulighed for at komme med input til bolden og dermed påvirke produktet.
Den nye målteknologi vil fremover gøre det muligt for dommerne at udføre deres arbejde endnu bedre. Næste udfordring er at rulle teknologien ud på stadioner verden over.
Manglende kapital flytter projektet
Ideen til fodbolden fik den århusianske iværksætter Ulrik Merrild sammen med fodboldtræner og journalist Hans Petersen. Ideen blev udviklet i samarbejde med Alexandra Instituttet og Datalogisk Institut på Aarhus Universitet.
Desværre lykkes det ikke at skaffe lokal kapital, hvilket var nødvendigt for at gå fra prototype til produktion og dermed skabe arbejdspladser i Århus. Derfor er rettighederne nu solgt til tyske Fraunhofer Institut.
Morten Østergaard, radikal videnskabsminister udtaler i den anledning til Jyllands Posten, at problemet med manglende dansk kapital er velkendt, hvorfor der arbejdes på en ny innovationspolitik.