Tidsånden tilsiger godhed. Elitens moralsk funderede krav om tre bundlinjer, grøn revolution, afgifter på bøffer og velgørenhed i metermål er helt fri for angreb fra en ny avantgarde.

Tidsåndskommentar af Poul Erik Jakobsen, stifter af pej gruppen og selvstændig strategi- og bestyrelsesrådgiver.

Godhedsindustrien har gode tider. Alt går deres vej i øjeblikket. Godhed er ikke længere avantgarde. Det er tæt på mainstream, der er nemlig ingen, der protesterer og højlydt forsøger at udfordre mainstream i øjeblikket. De fleste holder kæft og plejer deres private prioriteringer og bundlinjer. Man brokker sig derimod i stilhed til naboen, arbejdskammeraten eller vennerne.

Eller også går man i foragt for de etiske formaninger på restaurant Flammen og svælger i bøfkød. Midt i debatten om afgifter på bøfkød satte den succesrige restaurantkæde nemlig nye rekorder.

De få styrer den politisk korrekte udvikling med støtteordninger, meningsdanneri, nye love og forordninger, spin, kronikker og TV-shows med indbygget dårlig samvittighed. ’Folket’ gider ikke tage slagsmålet med alle de kloge, Etisk Råd, velmenende politiske medløbere og alle meningstyranner.

I de gode gamle dage
Folket er dovne, når det kommer til stykket. Det kan nemlig ikke betale sig at gøre modstand. Det kloge folk anser det for en tabersag og går hellere sine egne veje som en klassisk undergrundsbevægelse.

I ’gamle dage’ var der styr på tingene. Når noget blev for meget og mange, eller de fleste, gik ind for det, trådte avantgarden på speederen og lavede oprør og udfordrede de bestående sandheder.

I øjeblikket er der ingen, der udfordrer den politiske korrekthed. Den er derimod blevet til såkaldte ’forbrugerkrav’, og så er det sikkert sandhed, for forbrugerne har jo altid ret. For de er de fleste.

Men forbrugerne er folket, og flertallet gør ikke, som præsterne prædiker. Nogle gør, men flere gør stille modstand.

Begrebet ’forbrugerkrav’ kommer bare ikke fra forbrugerne, men fra de interessesystemer der frygtelig gerne ville have forbrugerne på deres side, men som ikke nødvendigvis har det.

Et godt eksempel er økologi som ifølge økologerne nu er et såkaldt ’forbrugerkrav’, selvom kun mellem 4 og 15 procent af befolkningen køber det. Økologi er et storbyfænomen for det meste. I byen er en levende ko romantik, men på landet prutter de og ødelægger CO2-balancen. Så føj da for et dyr. Altså set med politisk korrekte by-øjne. På landet går koen lige uden for vinduet og køer er noget, man slagter og spiser, eller tapper mælk af.

Det er hårdt at være god. Hvis man bare tømmer hjernen for alt det, man ikke må i dag, eller det man af etiske årsager bør gøre, så er der et heltidsjob i udsigt.

Det skal du:
Du skal støtte tv-indsamlinger
Du skal støtte klimakampen
Du skal spise økologisk
Du skal skrue ned for varmen
Du skal køre el-bil
Du skal fornægte de sorte industrier (olie og kul)
Du skal investere i etiske investeringsforeninger
Du skal bruge kollektiv transport
Du skal lufte ud i børneværelserne
Du skal (som mand) holde barsel
Du skal lave dit eget CO2-regnskab
Dine møbler skal være lavet af certificeret træ
Du skal være modstander af dyreforsøg
Du skal købe grøn strøm
Du skal betale skat med glæde til fællesskabet
Du skal hade bankrådgivere og finansfolk
Du skal dyrke motion
Du skal spise grøntsager og frugt
Du skal købe vindmølleaktier
Du skal investere i solceller
Din bolig skal være energineutral
Du skal sortere dit affald
Du skal efterstræbe work-life balance

Det må du ikke:
Du må ikke rejse med fly
Du må ikke køre dieselbil
Du må ikke gå i minkpels
Du må ikke bruge ukrudtsmidler i haven
Du må ikke bruge vækstfremmere
Du må ikke spise tomater fra Sydfyn
Du må ikke bruge glødepærer
Du må ikke spise bøffer
Du må ikke spise mad, der er transporteret langt
Du må ikke fyre med olie
Du må ikke tænde din brændeovn
Du må ikke tænde stearinlys
Du må ikke være ansat i en almindelig virksomhed uden B-certifikat
Du må ikke gå med lommekniv
Du må ikke have madspild
Du må ikke spise grillmad
Du må ikke gå i tøj, der er produceret i Fjernøsten
Du må ikke ryge
Du må ikke spise chips og slik
Du må slet ikke flyve med Ryanair
Du må ikke lave gråt eller sort arbejde
Du må ikke køre i firehjulstrækker

Og så videre……

Ovenstående ’to do’- og ’not to do’-liste styres med hård hånd og med udgangspunkt i, at kloden og fællesskabet er truet, og at egoisme er noget, fanden har skabt.

Panama-svindel beløber sig måske til manglende skatteindtægter på tre til fem milliarder kroner om året, medens sort arbejde alene i Danmark beløber sig til et sted mellem 15 og 20 milliarder om året. Hvordan hænger det så sammen?

Danskerne er et af verdens lykkeligste folk, moralske på overfladen og tillader moralens bedrevidende vogtere og kolportører at udbasunere regler om alt muligt. Men den menige danske, repræsentanten for folket, kører videre i sin bil, ryster på hovedet, smiler lidt og elsker lidt sort arbejde.

Danmark – dilemmaernes land i sandhed
Dagens avantgarde med lidt oprør i kroppen er måske, helt utraditionelt, ikke det veluddannede og elitære menneske, der læser Politiken (Danmarks bekymringstidende nummer 1), men det politisk ukorrekte medlem af Dansk Folkeparti med syv års skoleuddannelse, ønsker om tydelig grænsekontrol, udsmidning af imamer og leflen for pommes frites og burgere med rigelig mayo i.

Selvfølgelig skal vi ikke putte danskerne i kasser. Det vil de fleste jo gerne være fri for.

Men et eller andet er i gærde i den traditionelle trend-systematik, hvor de normale avantgarder er folk med de rigtige nye meninger – bare lidt for tidligt på færde. Nu er avantgarden måske nogle helt andre. Nemlig dem, der er trætte af at blive moralsk belært af alt og alle, der påberåber sig at have både videnskaben, vorherre og Etisk Råd med sig.

Tiden vil vise, hvad der sker. Medens vi venter på den nye avantgardes gennembrud, kværner godhedsindustrien videre.

Snart venter det næste tv-show med kendis-call-center, tårepersende tv-klip med andre kendisser, der besøger en fattig landsby i Afrika, og opildnende professionelle godheds-tv-værter.