Danskernes forbrug på nettet steg i første halvår af 2017 med 13,2 procent sammenlignet med samme periode sidste år.

Danskernes købelyst på nettet er blevet større. Det viser tal fra Dibs Payment Services, en del af Nets, som varetager administrationen af mange danske webshops’ betalingsystemer.

Omsætningen i første havlår af 2017 steg med 13,2 procent. Tallet beskriver den gennemsnitlige vækst i omsætningen hos cirka 3500 danske webshops, som har været kunde hos Dibs Payment Services i både 2016 og 2017.

”De danske webshops omsætter for mere og mere, og det understreger, at e-handlen er og bliver en skarp konkurrent til den fysiske detailhandel,” fortæller Henriette Høyer, Head of Sales hos Dibs Payment Services i en pressemeddelelse.

Fra 2011 til 2016 steg den danske e-handel med 70 procent til en samlet omsætning på 70,4 mia. kroner. Denne tendens ser ud til at forsætte i 2017.