Hele ferien i sommerhuset? Nej tak, siger de fleste. Kun én ud af fem, der ejer deres egen feriebolig vil nyde hele sommerferien lige der. Til gengæld vil to ud af tre holde noget af ferien i huset.

”Det kan synes flot at have en feriebolig stående, som man ikke udnytter hele sommeren. Tager man rundt i det danske sommerland i højsæsonen, ser man mange tomme huse,” siger Ann Lehmann Erichsen, forbrugerøkonom i Nordea.

Udgifterne på boligen skal betales uanset ejerens brugsmønster. Tager vi et kig på ferievanerne i Norden, er danskerne alligevel de feriehusejere, der oftest holder hele sommerferien i deres eget feriehus. I Sverige er det 16 pct., i Finland er det 15 pct., og i Norge er det bare 10 pct.

Flere har feriebolig, men færre bruger den
Sammenholder man den manglende lyst til at være i sommerhus eller hytte med andelen af befolkningen, der selv ejer ferieboligen, kan man se, at jo flere der ejer, jo mindre lyst har de til at bruge hele ferien der.
Mere end dobbelt så mange nordmænd (40 pct.) som danskere (18 pct.) ejer egen feriebolig, men hytterne står altså mere tomme i Norge end i Danmark. Det samme mønster ses i de andre nabolande.

Kultur og økonomi
Undersøgelsen viser, at den billigste sommerferie for ferieboligejere er den, der holdes fuldt ud under eget ferietag. Den ligger under 10.000 kr. alt inklusive. ”Når man tænker på, hvor meget fokus danskerne ellers har på at få nok for pengene, så virker de tomme huse, som en blind vinkel i privatøkonomien,” siger Ann Lehmann Erichsen.
Der er ingen tvivl om, at økonomi, alder og kulturforskelle spiller ind, hvis man vil forklare, hvorfor den dyrt betalte feriebolig ikke spiller hovedrollen i ferieplanlægningen hos alle ferieboligejere.
Generelt gælder det for størstedelen af ferieboligejerne, at de er midaldrende og med en pæn indkomst. For mange er ferieboligen derfor ikke ny, men én man har haft i en årrække. Nyhedens interesse er væk, og man orienterer sig lidt bredere, når ferien står for døren. Måske bliver sommerboligen så brugt gratis af voksne børn og børnebørn?

Lejes ud i døde perioder
Uanset om huset står tomt det meste af sommeren eller bare nogle få uger, kan det være en god ide at overveje, om der er perioder, hvor huset ikke benyttes, og om man skal leje det ud i ”døde” perioder? En lejeindtægt kan nemlig være med til at finansiere driften af ferieboligen.
Dertil kommer dog, at udlejning kræver planlægning i forvejen. Den manøvre tvinger boligejeren til at definere sit eget og familiens brugsmønster. Det kan være, at konklusionen bliver, at man ikke bruger fritidsboligen nok og heller ikke kommer til det, så den skal sælges. Eller man vælger at lægge sig fast på at få mere ud af den feriebolig, man allerede har. Og begge dele vil lune i privatøkonomien.