Nettoposen, PH lampen, Margretheskålen og Ecco-skoen er blot 4 af de 101 designikoner, der er beskrevet i bogen.
101 danske designikoner henvender sig til alle, med interessere for dansk design. I en direkte og overskuelig form præsenteres læseren for de designikoner, der har indskrevet dansk formgivningskultur i den globale designhistorie. Bogen er den første samlede fremstilling af de vigtigste danske designgenstande tilbage fra år 1775. I bogen bidrager 32 af landets bedste designforskere og designformidlere, mens Lars Dybdahl, biblioteks- og forskningschef på Designmuseum Danmark, er værkets idémand, hovedredaktør og medforfatter.
Tager man den store interesse for dansk design både herhjemme og i udlandet i betragtning, er udgivelsen af 101 danske designikoner spændende læsning. En samling af velkendte eksempler på dansk design, når det er bedst og mest betydningsfuldt.
Bogen indeholder billeder og artikler om ikoner fra alle hjørner af danskernes dagligdag lige fra år 1775 og det musselmalede og op til i dag. Fra de kendte møbelklassikere, porcelæn og bestik til avistypografi, tøj, sko, telefoner og varmepumper. Fra Margretheskålen over Y-stolen til de gule Nettoposer og Post Danmarks røde postkasser. Alle har de fået status af ikoner, fordi de er blevet kendt, købt og elsket af et bredt udsnit af befolkningen. Som læser vil du med garanti nikke genkendende til mange af disse brugsgenstande, men også få dem præsenteret på en ny måde, nemlig som ikoniske designgenstande.
101 danske designikoner er rigt illustreret og vidner samtidig, med sine 32 forfattere, om en ny og talstærk generation af humanistiske designforskere, som kan formidle kompleks viden i øjenhøjde, så det bliver tilgængeligt og forståeligt for alle med interesse for feltet.
Om forfatteren/redaktøren
Designforsker Lars Dybdahl er Biblioteks- og forskningschef på Designmuseum Danmark. Han er desuden forfatter til en række bøger, bl.a. Den globale plakat, Klædt på til skindet, Dansk design 1945-1975, Den Danske Plakat samt medforfatter og redaktør af bl.a. designbøger om stolen, køkkenet og LP-coveret.
Bogen udkommer den 5. november 2014.