Jo mere modernitet, des mere frihed er præmissen for denne artikel. Frihed kræver ofre, frihed er ikke noget, der er givet, men noget man har kæmpet sig til.

Jeg er født i 1968. Jeg er et barn af revolutionen. Båret i min mors mave imens hun kæmpede på barrikaderne under ungdomsoprøret i Paris. Jeg er stolt af min årgang – ikke 1967 eller 1969, men 1968. Året der markerede en kort, men intens periode, hvor verden blev forandret. Ikke bare i Paris, men overalt i den vestlige verden, hvor ungdommen gik på barrikaderne for at ændre systemet.

Jeg husker Hayes Valley, hippierne i San Francisco, Summer of 68. Men allerede i 1969 var det forbi. Revolutionen var slut. Derfor er 1968 et helt særligt år.

Jeg blev født i revolutionens år, og jeg er et barn af 1970’erne. Nu skulle revolutionen fra 1968 forplante sig. Så jeg voksende op mellem bare patter, ’atomkraft, nej tak’-bannere og 1. maj-demonstrationer, imens jeg i weekenden stod på hjørn

Hovsa…

Denne artikel kræver login. Er du allerede abonnent på TID & tendenser, kan du bare logge ind herunder. Er du ikke abonnent kan du få et abonnement lige her.