At skabe et åbent designobjekt indebærer, at designeren allerede i designprocessen stiler efter at designe åbenhed. Det indeholder en opfordring til brugeren om at engagere sig i og bibeholde sine ting og derved værdsætte gentagen brug, repetition og brugsspor.

Vi lever i en tid præget af klimaforandringer og forurening. Konsekvenserne af årtiers udnyttelse af vores naturlige ressourcer begynder at vise sig i så høj en grad, at det ikke længere kun er en lille niche-skare af grønne forbrugere, der aktivt søger at minimere deres miljøbelastende fodspor i det daglige. Også mainstream-forbrugeren er begyndt at blive opmærksom på at belaste miljøet så lidt som muligt.

Dette kommer for eksempel til udtryk i et voksende ønske om at minimere mikroplastik i spildevand ved at udskifte de billige pastelfarvede standard-karklude med bæredygtige eller hjemmehæklede version­er af slagsen, eller det kan ses i det øgede fokus på kødfrie dages positive miljømæssige betydning. Tiden er med andre ord moden til forbrugsforandringer i den brede befolkning. Tilmed er tiden så moden, at behovet for at gøre noget positivt for miljøet ligefrem begynder at ’boble op’ nedefra, og initiativer opstår således uden om de gængse meningsdannere.

Design med lang holdbarhed 
Overforbrug er en af de helt store klimasyndere. Der bliver slet og ret købt for mange ting i vores del af verden, og vi reparerer kun sjældent vores ejendele, når de er gået i stykker og udbedrer stort set aldrig slid. Vi smider simpelthen bare tingene væk, når de ikke længere fungerer, eller når de ikke længere er pæne. Dette skyldes dog ikke udelukkende den hersk­ende brug og smid væk-kultur, men også det faktum, at ting i dag kun sjældent designes til faktisk at kunne repareres eller til at ældes med ynde.

Planlagt forældelse eller ’planned obsolescence’ er et udbredt fænomen, som har til formål at holde forbrugshjulene i gang. Men for at imødekomme det nævnte gryende forbrugerbehov for at ændre miljø­belastende adfærd er det afgør­ende, at nye designobjekter er designet med henblik på langtidsholdbarhed.

Noget af det mest bæredygtige, man som forbruger kan gøre, er slet og ret at købe færre, men bedre ting. For at underbygge bæredygtig forbrugeradfærd må designer­en søge at skabe designobjekter, der har holdbarhed såvel kvalitetsmæssigt som æstetisk. Skal et produkt kunne holde i lang tid, er det vigtigt ikke at negligere den udtryksmæssige del af holdbarhed. Mange produkter når slet ikke at slides eller forældes, før de bliver smidt væk; de opleves efter kort tid som forældede af brugeren.

Lidt, men godt
Det åbne designobjekt er et holdbart, inkluderende objekt, der har lang levetid. Det imødekommer forbrugerens behov for fornyelse ved at indeholde en kim til forandring. Dette kunne udmønte sig i materialer, der grundet tidens tand eller ved gentagen brug ændrer udtryk, print, der er følsomme over for atmosfæriske forandringer, eller genstande, der kan imødekomme brugerens forskellige behov og understøtte daglige ritualer.

Det åbne design­objekt skal bruges igen og igen snarere end forbruges. Det er knyttet til Slow-bevægelsens hyld­est af langsomheden og ’lidt, men godt’ – og det opfordrer hermed brugeren ’to slow down’ og tænke sig om, før der købes nyt, og før der smides væk. Et appel­ler­ende, overbevisende slow designobjekt fortæller en historie om den tid og de visioner og værdier, der er blevet lagt i det.

Det åbne designobjekt tilføjer en dimension hertil; det tillader brugsfasens fortælling at præge objektet og åbner derved op for, at produkt-storytelling sagtens, ja måske endda med fordel, kan være i løbende udvikling. De måder brugeren anvender, undersøger, ændrer eller tilpasser objektet må, bogstaveligt talt, gerne efterlade permanente ’mærker’ eller spor. Det åbne designobjekt indeholder en opfordring til brugeren om at engagere sig i og bibeholde sine ting og således værdsætte gentagen brug, repetition og brugsspor.

Åbenhed er kodeordet
At skabe et åbent designobjekt indebærer, at designeren allerede i designprocessen stiler efter at designe åbenhed. Det åbne design­objekt er ikke færdigt, når det forlader designerens hænder og lanceres. Det er brugsfasen, der færdiggør det. Hvis det da nogensinde bliver færdigt.

I beklædningsdesigner Sofie Edvards tøjkollektion An Archive of Usage er åbenhed indarbejdet i alle beklædningsdelene. Både kimonojakken og kjolen indeholder et væld af udtryk, der blot venter på at blive ’åbnet’ eller udforsket, da de er udstyret med knapper og små lædermoduler med knaphuller, der muliggør symmetriske såvel som asymmetriske silhuetter og åbne og lukkede overflader.

Tøjkollektionen kræver interak­tion; brugeren inviteres til at af­prøve de forskellige muligheder og finde frem til præcis de udtryk, som personen synes bedst om – og til løbende at ændre på formen. Herved er der potentiale for en forlænget produktlevetid, da det omtalte behov for fornyelse imøde­kommes med den foranderlighed, som tøjkollektionen rummer. Det åbne designobjekts bæredygtige værdi ligger i de mange forskellige fortællinger om brug, der indlejres i det.

Objekter skal formes af brugeren
At designe åbenhed ind i et design­objekt er en måde at udfordre statiske, lukkede ting, der har en form og et udtryk, som forbliver uændret – eller som kun ændres på negativ vis gennem uklædelig slitage. Et lukket objekt er et objekt, som er designet til at have en funktion og et udtryk og til ikke at kunne opdateres, og som dermed forældes, når brugeren enten får nye præferencer eller behov, eller når det mister sin funk­tion eller nyhedsværdi. Det åbne design­objekt er dynamisk og kan ændre og udvikle sig i
hænd­erne på brugeren.

Det er åbent for, at brugeren påvirker det og ’former’ det på den måde, der passer bedst til ham eller hende. Dette kræver naturligvis, at designeren er åben for at sende ’ufær­dige’ objekter ud i verden og villig til at give slip på lidt af den kontrol, der normalt ligger i den afsluttende fase af en lukket design­proces; lukkede produkter gøres først tilgængelige for forbrugeren, når deres udtryk er forseglet og emballeret.

Den hollandske kunstner og designer Luuk van den Brooks møbel­kollektion Out of the Blue, der består af to borde og en skammel, udgør endnu et godt eksempel på åbne designobjekter. Teknikken ’cyanotypi’ eller blåtryk anvendes i møblernes overflader, hvilket indebærer, at brug og skiftende dagslys efterlader aftryk og derved former overfladens udtryk eller skaber et mønster. Hermed omfavner møblerne på æstetisk vis brugsspor og tidens tand.

Den præsokratiske filosof Heraklit er kendt for at have sagt, at man aldrig kan bade i den samme flod to gange, for det vil ikke være den samme flod. Det åbne design­objekt er i tråd hermed, lige som livet og vores naturlige omgivelser, altid under udvikling, på trods af at det af brugeren opleves som velkendt. Det er ladet med en givende kombination af foranderlighed og langsommelig konstanthed.