91 procent af CEO’erne inden for teknologibranchen tror på global økonomisk vækst. Med store forventninger følger også store bekymringer, hvoraf cybertruslen blandt CEO’erne tager førstepladsen.

Inden for teknologibranchen er tiltroen fra toplederne til økonomisk vækst stor. Det konkluderer en undersøgelse fra PwC. Hele91 procent af CEO’erne forventer, at den globale økonomiske vækst forbedres eller forbliver uændret i 2018. Den positive indstilling gælder også deres egen virksomhed, hvor 87 procent af CEO’erne tror på vækst forløbende over de næste tre år.

Således ligger forventningerne til vækst i egen virksomhed højere hos toplederne i teknologibranchen end blandt de øvrige globale topledere. 51 procent af CEO’erne inden for teknologibranchen meget sikre på vækst i de kommende tre år. Til sammenligning tror 45 procent af andre branchers topledere på vækst i egen virksomhed over de næste tre år.

PwC’s undersøgelse viser også, at det er teknologibranchens topledere, der er mest bekymrede for cybertrusler sammenlignet med CEO’erne på tværs af alle brancher. Her er det 45 procent af CEO’erne, der er meget bekymrede for cybertrusler, hvor tallet for de øvrige branchers CEO’er ligger på 40 procent. Cybertrusler vurderes derfor som den største trussel for CEO’erne i teknologibranchen.

Læs også: Hackere bliver fremtidens helte

“For toplederne i teknologibranchen er cybertrusler en større trussel end for den gennemsnitlige globale CEO. Det kan blandt andet skyldes, at de teknologiske virksomheder er mere afhængige af teknologien og derfor ekstra udsatte i alle hjørner af virksomheden, hvis de bliver ramt af et cyberangreb,” fortæller Mads Nørgaard Madsen, partner og leder af Security og Technology i PwC, og fortsætter:

“Eftersom cybertrusler er CEO’ernes største bekymring, forsøger cirka halvdelen af virksomhederne at komme problemet til livs ved at opbygge tillid til deres kunder ved at øge investeringerne i cybersikkerhed.”

Læs også: Beskyt din virksomhed mod cyberkriminalitet

Næst efter cybertrusler er tilgængelighed af nøglekompetencer den største trussel for CEO’erne i teknologibranchen, og på tredjepladsen over bekymringer ligger hastigheden af den teknologiske udvikling.