Lars Tvede, der har skrevet bøgerne Børshaj og Super­trends samt en ny udgave af sin klassiker Børshandlens Psykologi, giver i en artikelserie i TID & tendenser sit syn på den aktuelle krise, og hvad det kan betyde for den vestlige civilisations fremtid.

I forrige udgave af Tid & tendenser beskrev han Vestens storhed og forfald med fokus på, hvad der går galt når en civilisation kommer i vanskeligheder eller går under. I denne artikel sætter Lars Tvede fokus på de fire strategiske problemer, som Vesten nu står over for og han giver et bud på, om vi faktisk er på vej i afgrunden.

Den vestlige civilisation er på en gang konfronteret med fire massive problemer:

1. Konjunkturfaldet, som er et af ”de store”, fordi de blev udløst af fald i ejendomspriserne
2. En middelklasse, som for manges vedkommende er truet af ny teknologi samt outsourcing
3. Den kommende grå bølge, som vil belaste de offentlige kasser samtidig med at arbejdsstyrken i mange lande falder
4. De statslige gældsproblemer

Tilsammen synes de uløselige, hvis man ikke formår at genskabe høje vækstrater. Og på en dårlig dag kan man måske føle, at det hele er håbløst. Men inden man helt strækker flag, er det værd at bemærke, at der faktisk er nogle lyspunkter.

Men hvorfor er Vesten nu i krise?
Den helt korte version er, at markedsøkonomier gennemsnitligt hver 18-20 år rammes af en specielt hård konjunkturnedgang udløst af cykliske fald i ejendomspriserne. Sådan har det været i mindst 150 år, og sådan vil det sikkert fortsætte. Da ejendomme typisk er ret hårdt belånte, fører disse konjunkturfald altid til bankkriser og derfor også til blokerede kreditmarkeder (forrige gang kom f.eks. savings & loans krisen i USA, hvor 747 finansielle institutioner gik fallit).
Denne type af konjunkturkriser fører tillige altid til yderligere problemer, for, som Warren Buffet siger: ”Det er kun når tidevandet falder, at man finder ud af, hvem der har svømmet nøgen”. I den nuværende krise fandt vi ud af, at mange virksomheder havde finansieret sig med såkaldt ”commercial paper”; et simpelt og billigt instrument, der desværre fordampede i krisen. Og vi fandt ud af at finansielle institutioner havde lavet en gigantisk, global spagetti af gearede væddemåls kontrakter, som de ofte ikke selv kunne finde ud af. Nogle banker var gearede 40 gange! Og så fandt vi ud af, at der ikke længere var nogen, der ville låne til de mest forgældede vestlige stater, samt i øvrigt at grækerne havde lånt en del mere, end de lige havde fået fortalt EU.
Så folk er skuffede, bange og ikke mindst gale. De er oprørte over grådige finansfolk, over ungdomsarbejdsløshed, og over, at middelklassen gennem de seneste år ikke længere har oplevet den stigende levestandard, man så længe har taget for givet.

Den truede middelklasse
Men hvad med problemet med den stagnerende middelklasse? Dette har to årsager (og grådige finansfolk er i øvrigt ikke blandt dem). Den ene årsag er ny teknologi, som gør, at man kan automatisere rutinearbejde. Den anden årsag er globalisering, som omfatter outsourcing af rutinearbejde til nye økonomier, såsom Kina.
Summen af disse fænomener er, at folk i vestens rutinejobs konkurrerer mod lavtlønnede indere eller kinesere, eller endog imod nye, billige software programmer. Eksempler er fabriksarbejde (ordnes i stedet af kinesere), call center arbejde (indere) og skanning af røntgenbilleder (automatisk software analyse).
For en tid har en del lande afhjulpet dette ved at ansætte flere i den offentlige sektor samt understøtte byggebooms i privatboliger. Boligbyggeri var effektivt rent beskæftigelsesmæssigt, men privatboliger genererer jo ikke et likviditetsmæssigt afkast efter de først er bygget – tværtimod. Og den offentlige sektor… ja, den vender jeg tilbage til. Samtidig med at dele af middelklassen er presset, kommer der flere meget rige, da den ekstremt hurtige teknologiske udvikling samt væksten i nye markeder undertiden skaber exceptionelle forretnings­muligheder for de mest kreative. Her er det i øvrigt upræcist, når folk ofte siger, at ”de rige bliver rigere”, for de fleste, der er meget velhavende i dag, er født og opvokset i helt almindelige eller endog fattige kår. Den korrekte formulering er, at ”flere almindelige mennesker bliver pludselig forbavsende rige”.

Den grå bølge
Den truede middelklasse er langt fra det eneste strukturelle problem. Der er også den såkaldte grå bølge. Frem til år 2030 vil antallet af mennesker over 60 år verden over vokse med omkring 600 millioner svarende til nogenlunde Europas befolkning i dag. Frem til år 2050 bliver væksten i gamlinge omkring 1,5 milliard. Og det er kun tilvæksten.
Mange pensionister betyder store pensionsomkostninger samt store omkostninger til sygesikring. Sammenlagt vil dette give en stigning i den økonomiske belastning fra pensionister på (estimaterne varierer en del) typisk 7-14 procent af BNP frem til 2050. Hvis et land opkræver 50 procent af BNP i skatter og nu skal finde yderligere f.eks. 10 procent, betyder det, at skatterne skal forhøjes med en femtedel. Det er rigtig meget i situationer, hvor skattetrykket allerede har negative dynamiske effekter.

Statslige gældskriser
Det fjerde problem er de statslige gældskriser. De fleste lande i Vesten har en statsgæld på mellem 40 og 80 procent af BNP, og stort set alle har underskud på budgetterne. Grækenland og Italien har underskud på over 100 procent af BNP, og USA, England og Grækenland har i 2011 et underskud i størrelsesordenen 8-10 procent.
Økonomisk vækst er den bedste løsning på statsgæld. Efter 2. verdenskrig havde mange Vestlige lande langt større gæld, end de har i dag, men de overvandt dette via en lang årrække med stor økonomisk vækst. Denne mangler i dag.
Når vi står overfor at skulle løse finansieringsproblemerne fra den grå bølge fremover, er det et ekstremt dårligt udgangspunkt, at vi i stedet for at spare op til denne situation på forhånd har forgældet os. Specielt er det problematisk, at lånoptagningen ikke gik til at investere i ny og topmoderne infrastruktur, men derimod til sociale programmer. The money is gone.
De strukturelle opgaver er altså 1) at stoppe gældssætningen, inden vi lider rentedøden, 2) at påbegynde afbetaling af gælden, samt 3) at finde finansiering til den kommende grå bølge.
Der findes to alternative veje. Den ene er ekstrem smalhals, og den anden er at vokse sig ud af gældsbyrderne, som man gjorde efter 2. verdenskrig. Den sidstnævnte løsning er selvsagt langt mindre smertefuld, men den forudsætter, at betydeligt flere mennesker starter og investerer i virksomheder end tilfældet er i dag. Erhvervslivet skal storblomstre; intet mindre kan gøre det. Men selv da vil de kommende år blive kriseprægede og svære for mange.

Gåsen med de gyldne æg
Hovedforklaringen på Vestens historiske succes er primært, at vor model er en række metoder til at skabe konstant forandring. Vi er innovative, og vi har generelt, hvad der kræves. Dette forhindrer imidlertid ikke, at vor civilisation med jævne mellemrum sander til og kommer i økonomisk – og dermed politisk – krise. Når dette er sket tidligere, har vi overvejende formået at gribe om nældens rod, således at der efter sædvanlig tumult effektivt blev banet for ny ekspansion. Der har dog også været episoder, hvor man har valgt de forkerte løsninger, som så har ført til statsbankerot, hyperinflation, krig, undertrykkelse og elendig.
Givet hvad vi ved i dag, forekommer det mest sandsynligt, at vi denne gang vil skulle gennemføre de mest nødvendige reformer. Processen bliver dog smertefuld, da vort næste strukturelle problem – den grå bølge – knapt nok er begyndt.

Teknologi og erhvervsliv
En række af de teknologier, der kan drive vor vækst, er inde i eksponentiel udvikling, som ikke vil stoppe. Dette gælder ikke mindst bioteknologi og IT. Her skal det bemærkes, at Apple, Google, Skype, Facebook, Linkedin, Twitter, Microsoft, eBay, og Amazon, dvs. en perlerække af de hotteste nye teknologifirmaer, faktisk alle er vestlige. Det samme gælder ledende medicinalfirmaer som Johnson & Johnson, Pfizer, Roche, GlaxoSmithKlineNovartis, Sanofi, Amgen og Genentech. Medicinalindustrien vil selvsagt få nok at lave i en verden, hvor antallet af pensionister vil vokse med 1,5 milliarder de næste 40 år. Og i en af verdens mest profitable og hurtigst voksende brancher, nemlig luksus, ligger samtlige vigtige firmaer ligeledes i Vesten. Firmaer som Bombardier, Perini Navi, Royal Huisman, Feadship, Ferrari, Mercedes, Chanel, LVMH, Hermes, Cartier, Partek Philippe og Kopenhagen Fur er alle vestlige. Og det er deres produkter, folk i resten af verden vil have.
Samtidig arbejdes der i Vesten på en række radikale energi- og miljø­teknologiske løsninger, som vil give os flere ressourcer og dermed bane vejen for ny vækst. Nogle få eksempler på teknologier, der arbejdes på:

  • Computere, der virker næsten som vores hjerne, har intuition og kreativitet
  • Robotter, der kan lære af deres oplevelser
  • Selvkørende biler
  • Det semantiske Internet, som man kan snakke med
  • Software, der skriver andet software
  • Genskabelse af uddøde dyr og planer gennem genetisk ”reverse engineering”
  • Biologisk høstning af luft, f.eks. ved at genmodificerede bakterier og alger laver olie ud af luftens CO2
  • Fusionsenergi, der løser vort energiproblem i årtusinder
  • Plasma gasifisering, som kan bruges til at oprense gamle lossepladser

Alt dette vil medvirke til, at vi på sigt kan fortsætte med at hæve produktiviteten samt tjene godt. En anden positiv faktor er, at erhvervslivet, bortset fra den finansielle sektor, aktuelt sidder på en usædvanligt stor likviditet, som hurtigt kan placeres i investeringer, når (eller hvis) tilliden til fremtiden bedres.

Vesten har været god til at tackle fortidens problemer
Så vidt om erhvervslivet. En anden faktor, der giver håb, er, hvad vi kan læse i historiebøgerne og gammel økonomisk statistik. Studerer man en liste over verdens rigeste lande i år 1500 og fremefter er den ikke meget anderledes, end den er i dag, når vi ignorer nye oliestater.
Selvom de Vestlige nationer har gennemlevet pest og kolera, hungersnød, depressioner, en ”lille istid”, og et hav af krige, inklusiv de to verdenskrige, ser vi, at de samme lande og regioner igen og igen formår at ryste problemerne af sig og fortsætte i fronten. Vesten er vant til kriser og konflikt.
Hvorfor er disse lande så robuste? Den ene årsag er en netværkseffekt. Det er attraktivt for talentfulde folk og succesrige virksomheder at bo tæt på hinanden, fordi viden og inspiration smitter, og derfor søger de talentfulde og arbejdsomme sammen. Der er meget talent i Vesten, og det tiltrækker mere talent.
Det er også attraktivt for dem med stor indtjening ikke at skille sig for meget ud, samt at nyde fordel af den effektive infrastruktur, man kan få for selv lave skattesatser, hvis flertallet har høje indtægter. Der er megen rigdom i Vesten og det tiltrækker endnu mere rigdom.
Og så giver kapitalinvesteringer ofte det bedste afkast, hvis de gøres i områder, der generelt fungerer. Det er typisk de lande, der har mest kapital i forvejen, der modtager flest nye investeringer. Til trods for outsourcing og globalisering gælder det i dag, at ud af de tyve lande i verden, der modtager flest direkte investeringer udefra, ligger 11 af dem i Vesten.

Nogle problemer forsvinder af sig selv
Ejendomsmarkederne vil vende fra at være en belastning til en hjælp. Det cykliske fald i ejendomspriserne, som startede hele den aktuelle kædereaktion af gældskriser, vil selvfølgelig på et tidspunkt automatisk vende fra at være en negativ til en positiv faktor. I USA er ejendomspriserne allerede undervurderede, og i Tyskland og Schweiz trækker de nu opad. I andre lande, herunder Danmark, har de næppe nået bunden, men når de gør dette, vil naturlige stigninger på et tidspunkt følge og dermed nogen generel rygvind til økonomierne.
Samtidig vil presset fra outsorcing på vestens middelklasse i løbet af relativt få år begynde at aftage. I dag ligger eksempelvis lønninger til softwarefolk i lande som Kina og Ukraine på mellem 15 og 35 procent af i f.eks. USA, og kontorleje omkring 40-50 procent af amerikanske priser. Imidlertid stiger lønningerne i mange af disse outsourcingdestinationer med omkring 15-20 procent årligt.

Decentralisering bliver igen vor styrke
En anden grund til at tro på, at problemerne vil blive tacklet er, at specielt Europa er opdelt i mange nationer. Undersøgelser har vist, at viljen til at bidrage til overførselsindkomster bliver mindre, desto mere etnisk spredning, man har. Dette lyder brutalt, men det kan blive en vigtig styrke for
Vesten. Vil Tyskerne, der arbejder til de er 67 år, være med til at støtte nødlidende Italienere, der pensioneres som 60-årige og lukker alle virksomheder i hele august? Eller hjælpe Grækere, der indtil for nylig kunne pensioneres som 53-årige?
Egentlig ikke. De gør det kun for at redde deres egne banker, og de vil kun gøre det fremover, hvis de syge lande tager fat i problemernes rødder. Tyskland har en gang prøvet gældskriser og hyperinflation, og det var ikke en succes. Så som modydelse for at træde til vil de veldreven lande i EU vil insistere på, at synderne får deres hus i orden.
Tager vi USA, er der som bekendt en stor, indgroet skepsis overfor skatter og offentlige støtteprogrammer. Dette udspringer formentlig dels af deres etniske blanding, som reducerer solidariteten, og dels af en nationalkarakter formet af, at de er en nation af udvand­rere og har stærke rødder til den historiske Nordeuropæiske arbejdsmoral. Til gengæld har de ikke oplevet hyperinflation og vil måske derfor være mere villige til at inflatere sig ud af problemerne end Europa.

Reformer på vej
Styrker til trods er der meget, Vesten må gøre. Givet de aktuelle gældsproblemer samt den kommende grå bølge er fremtidens finansieringsproblemer så enorme, at stort set alle vestlige lande vil tvinges til at lave voldsomme og enormt upopulære omstillinger. Realiteten er, at der ikke foreligger den fjerneste mulighed for at løse problemerne uden at skære meget voldsomt i mange af budgetterne.
Et af de generelle problemer er her, at offentlige ydelser tenderer til at blive dyrere med tiden, fordi det offentlige ikke har et konkurrencepres til at fremme stigende effektivitet – faktisk falder produktiviteten her ofte med tiden, således at der skal stadigt flere folk til at løse den samme opgave.
Dette kan løses ved at decentralisere samt at give brugerne valgfrihed mellem forskellige institutioner, eller det kan gøres ved at privatisere. Begge dele giver konkurrence.
Der, hvor den offentlige sektor ofte har fungeret bedst, er ved at udstikke nogle rammer, som det private så kan udfylde. Internettet blev f. eks lanceret af Pentagon, GPS af det Amerikanske luftvåben, banklovgivning af forskellige nationer, og Human Genome Project af en række sundhedsministerier.
Udover privatisering giver det sig selv, at man må lave basale besparelser såsom at nedtrappe landbrugsstøtte og aflyse prestigeprojekter som en bemandet ekspedition til Mars. Et andet vigtigt område er at reducere overuddannelse. Adskillige undersøgelser har indikeret, at alt for mange får studenteruddannelser og højere uddannelser. Dette er dyrt, men det er også forkert, hvis mange af dem ikke kan få et job bagefter. Ofte har man en masse unge, der forgæves søger et akademisk job samtidig med, at det er umuligt at finde en håndværker til at fikse deres dryppende vandhaner. I øvrigt viser erfaringerne, at det ofte er folk med praktiske uddannelser, der starter egen virksomhed.

Skattesatser, der ikke afskrækker fra foretagsomhed
Mange reagerer på den aktuelle krise ved at foreslå, at skatterne hæves. Dette kan utvivlsomt bidrage til afhjælpning af gældsproblemer på kort sigt, men på langt sigt vil det forværre dem. Årsagen ligger i et fænomen, der kaldes Laffer Kurven. Princippet i denne er simpelt. Hvis skatteprocenten er nul, kommer der ingen skat ind. Hvis den er 100 procent, kommer der en masse i starten, men på langt sigt kommer der selvfølgelig atter intet. Optimum må følge en buet kurve mellem disse to punkter.

Engang satte jeg mig for at læse alle akademiske undersøgelser af, hvor optimalpunktet på denne kurve ligger, men opgav hurtigt. Nogle beregninger sagde 20 procent eller mindre, andre sagde 65 procent eller højere. I stedet kiggede jeg mig lidt omkring og bemærkede, hvad der var sket i eksempelvis Rusland. Her havde man i 1998 et dyrt og kompliceret skattesystem, som folk gjorde alverdens krumspring for at undvige – provenuet udgjorde i 1998 blot 8,6 procent af BNP. Derefter sænkede man imidlertid skattesatserne markant og indførte en simpel, flad indkomstskat på 13 procent. Skatteprovenuet steg derefter med 50 procent og nåede 16.1 procent of BNP 2001 – næsten en fordobling på blot tre år. Et andet eksempel så man i USA, hvor skatteprovenuet fra de rigeste mere end tredobledes fra 1880 til 1988, efter at man sænkede marginalskatten fra 70 til 28 procent.
Men det bedste naturlige skatteeksperimentarium i verden ser man nok i Schweiz. Umiddelbart efter 2. Verdenskrig var nogle af de centralschweiziske kantoner blandt landets fattigste, og Zug var den fattigste af dem alle. Derefter tog borgene i Zug imidlertid den radikale beslutning at sænke skatterne markant. Dette havde hurtigt den effekt, at erhvervslivet blomstrede op. Da man nu i de fleste af de omliggende kantoner så dette, fulgte disse snart trop.
I Unterwalden skete imidlertid noget interessant. Unterwalden er en enkelt kanton, men den er ledelsesmæssigt opdelt i to halvkantoner med selvstyre. Obwalden valgte at fastholde relativt høje skattesatser for at kunne bibeholde et højt offentligt serviceniveau. Nidwalden gjorde derimod som Zug. Økonomerne elskede det, selvfølgelig, for nu skulle man se, hvilken af de to modeller der virkede bedst. Nogle holdt med den ene, andre med den anden, men kun tiden ville vise.
I dag kender vi svaret. I 2005 var Nidwaldens BNP per kapita blevet 44 procent højere end Obwaldens, og det var nu klart, at lavere skattesatser gav højere provenue. Obwalden tog derfor konsekvensen og vedtog et ekstremt skattesystem, hvor marginalskatten blev lavere, desto mere man tjente og sluttede på ca. 8 procent for indtægter over 300.000 Frank. Dette blev dog dømt ulovligt af staten, hvorefter man i 2007 med over 90 procent stemmeflertal vedtog at lave en flad skat på 2,35 procent til kantonen og de 7 procent til staten).
Trods mangel på naturressourcer har Schweiz Europas sundeste økonomi, med stærke statsfinanser, lav arbejdsløshed, et frem­ragende offentligt serviceniveau samt ikke mindst næsten fuld beskæftigelse. Modellen virker, og en række andre Vesteuropæiske lande har på samme vis behov for markant at nedbringe marginalskatten på arbejde og investering, så den naturlige vækst og profitskabelse, som har været drivkræften bag vor succes, kan genskabes.
Samtidig vil de tvinges til at reducere overførselsindkomsterne betydeligt; dels ved at hæve pensionsalderen (eller indføre fuldt privatiserede pensionsordninger og ophæve pensionsalder begrebet) og dels ved at forlange, at folk accepterer jobs, selv hvis det ikke er for spændende eller velbetalte.
Især i de Sydeuropæiske lande har man brug for at afbureaukratisere samt at skabe langt mere fleksibilitet på arbejdsmarkedet. Det skal være let og ukompliceret at starte en virksomhed, og lettere og billigere at fyre folk. Derudover har de brug for at privatisere en række organisationer og virksomheder. Private virksomheder er typisk langt mere effektive end offentlige og kan i øvrigt udvikle sig til eksportvirksomheder. Specielt viser erfaringer, at infrastruktur såsom energiforsyning, transport infrastruktur, og højere uddannelse fungerer langt bedst under privat ejerskab.

Tvungen budgetdisciplin
Specielt for Eurolandene gælder, at der er brug for strenge regler for budget­underskud og gældslofter samt automatiske sanktioner, såsom suspendering af stemmeret samt EU støtte, hvis disse overtrædes. Det skal her siges, at EU faktisk allerede har haft f.eks. en regel om at medlemmers budgetunderskud ikke måtte overstige 3 procent af BNP, men det blev overtrådt over 40 gange siden 1997 uden at det en eneste gang fik konsekvenser.
Som modydelse for disciplinkravene skal EU have en stor reservefond, der kan hjælpe medlemmer med akutte likviditets­problemer under forudsætning af, at de ikke også har solvensproblemer. Disse initiativer arbejdes der allerede på, men de har endnu ikke fundet deres endelige form.

Gåsen med de gyldne æg
Sagen i en nøddeskal er, at Europa og de lande, det koloniserede, over de seneste ca. 500 år har udviklet et sæt af ideer, der er helt enestående og suveræne. Med disse i ryggen har vi befolket store dele af verden og udviklet fantastisk kunst, design, videnskab og teknologi. Vi har besøgt månen, afkodet vort eget genom, forbundet verdens befolkning elektronisk og i praksis udryddet en lang række sygdomme. Vi har opfundet Jazz, Blues og Rock, Impressionisme, Kubisme og Surrealisme, samt Bauhaus, Art Deco og New Wave. Faktisk kan man jævnfør historiometriske undersøgelser argumentere for, at vi har tegnet os for intet mindre end 97 procent af al verdens vigtigste nytænkning siden tidernes morgen. Vi har virkelig lavet gåsen, der lægger de gyldne æg.
I lang tid betvivlede en række fattige lande imidlertid, at vor gås med de gyldne æg var det bedste – i stedet lyttede de til socialismens svanesang, og først for sent forstod de, at det hele var lidt af en and.
Nu har mange af dem så i stedet fået deres egen gås, og det er tydeligt, at denne også lægger gyldne æg for dem – masser! Den vil de holde fast i, og disse nye vækstøkonomier udgør nu den dynamiske rand af vor civilisation, imens vi i Vesten spiller rollen som det trætte center, der helt er sandet til.
Men det vestlige samfund er ikke et fast system, som mange af fortidens civilisationer var det. Det er derimod en dynamisk proces. Vi haft enorme problemer før. Undertiden er nogle af landene som reaktion gået helt galt i byen – nazisme og kommunismen var værst – men også disse lande fik rettet deres fejl (nazityskland dog med lidt hjælp udefra). Men typisk har vi faktisk fundet en god kombination af løsninger på vore interne konflikter. Ofte er dette sket gennem en rodet proces, hvor nogle prøvede det ene, andre det andet, men hvor de fleste til sidst fulgte det, der virkede bedst. Som Winston Churchill engang sagde: ”Man kan altid regne med, at USA vil vælge den rigtige løsning, når alle alternativer er udtømte.”
Jeg tror på, at Vesten atter vil tage fat i de aktuelle problemer. Men også på, at der bliver meget turbulens undervejs, for det vi står overfor, er i virkeligheden mest af alt en ny klassekamp mellem staten og resten. Staten kan ikke længere finansiere sig selv, så hvad udfaldet bliver, er givet. Jo før folk forstår dette, desto tidligere kan problemerne blive løst.