– en storm i et glas vand eller trenden, der vil vokse og ændre samfundet

Deleøkonomien er tredoblet på et år, men det er stadig i høj grad et hovedstads- og ungdomsfænomen i Danmark, samt i Norge og Sverige. Og så deler vi altså for pengenes skyld, ikke for at skåne miljøet. Det fremgår af en 2015-måling, som TNS Gallup har gennemført for Nordea.

Selv om deleøkonomien udvikler sig hastigt, er potentialet begrænset, fordi deleøkonomi (endnu) ikke er en kollektiv drøm, og fordi en stor del af befolkningen savner den grundlæggende forudsætning for at deltage i deleøkonomien, nemlig tillid. Dertil kommer, at deleøkonomiens akilleshæl er, at den er en del af ’relationsøkonomien’, med de ulemper det indebærer.

Dele-’økonomerne’ er mellem 18-39 år
Deleøkonomien fylder tre gange så meget i økonomien i dag, som for bare et år siden. Ni procent af befolkningen har i løbet af det seneste halve år været aktive deltagere i deleøkonomien – enten som giver eller modtager. Ser vi på hele befolkningen, er det især de helt unge under 26 år, der er hoppet på delebølgen siden sidste måling. En interesse, de deler med højindkomsthusstande og hovedstadsbeboere. Fra 40 år og opefter falder andelen, der deltager i deleøkonomien, mens andelen, der ikke ’kunne drømme om’ at deltage, stiger. Målingen viser, at alder er den vigtigste markør for aktivitet inden for deleøkonomien. Det gælder så vidt vides også i andre dele af verden.

Vil helst dele andres ting
Generelt er der dobbelt så mange, der gerne vil benytte andres ting i forhold til de, der stiller deres ting til rådighed for andre brugere. Når interessen er størst for at benytte andres ting, frem for at stille sine egne til rådighed, fortæller det noget om potentialet i deleøkonomien. En velfungerende deleøkonomi kræver, at der er en vis kritisk masse af goder, som man kan dele. Lægger man dertil, at kun en tredjedel af de ni procent deltagere i dag stiller egne ting og løsninger til rådighed, ja, så falder den kritiske masse yderligere.

Deleøkonomi er for pengenes skyld
Deleøkonomien er omtalt som ’game changer’ på markedet og rost for at være et gode for miljøet. Men spørger man brugerne, handler det ærlig talt mest om økonomi for over halvdelen af de aktive inden for deleøkonomien. Deleøkonomien er en mulighed for at spare penge, så der er råd til andet forbrug. Kun omkring hver fjerde peger på, at de er aktive inden for deleøkonomien af miljømæssige årsager.

Deleøkonomien giver altså langt fra altid en klimafordel, fordi det for flertallet handler om at øge forbruget, frem for at erstatte med mere klimavenligt forbrug. Mange har den forestilling, at det især er unge, der deltager i deleøkonomien for miljøets skyld. Men det er forkert. Unge deltager som hovedregel på grund af de økonomiske fordele ved deleøkonomien, mens de 55+ årige deltager i deleøkonomien på grund af de miljømæssige fordele.

Det er dog ikke uklare regler, der holder folk ude af deleøkonomien. Ser vi på de 90 procent af danskerne, der ikke er aktive inden for deleøkonomien, forklarer de selv, at den vigtigste motivation for at holde sig udenfor er, at de ikke har lyst til at dele deres ting med fremmede mennesker. Det gælder halvdelen. Uklar lovgivning afholder således kun 15 procent af danskere fra at kaste sig ud i deleøkonomien.

Samme mønster i nabolandene
Det er ikke danskerne, der er bagstræberiske eller for gammeldags til at hoppe med på deleøkonomien. Billedet af den deleøkonomiske adfærd i vores nabo­lande minder om det, vi ser i Danmark.

Vil trenden blive en ’game changer’ i dansk økonomi?
Det, der gør ’hypervækst’ i den moderne deleøkonomi til en mulighed, er for det første det faktum, at otte ud af ti danskere har en smartphone, samt at halvdelen desuden har en tablet i tasken. For fem år siden fandtes disse produkter endnu ikke. Denne teknologiske revolution ses også i resten af verden. Med en smartphone er man ’på’ døgnet rundt. Man kan finde det, man mangler, andre kan finde en, og frem for alt kan man lave aftaler, mens man er på farten.

Det næste, som fremmer deleøkonomien, er opbloms­t­ring af platforme på nettet, der kan matche og forbinde aktørerne inden for deleøkonomien, hvad enten det er kommercielle eller ikke-kommercielle formidlere af deleøkonomiske goder. Dermed kan man opnå den kritiske masse af udbud, der er en nødvendig betingelse for, at markedet er stort og interessant nok for aktørerne, så de kan vælge en ’deleløsning’ frem for en ’permanent købeløsning’. Samtidig gør teknologien valget af en deleløsning det nemt og hurtigt.

Tillidsmangel spænder ben for ’hypervækst’
Når deleøkonomien alligevel ikke fylder mere, end den gør, skyldes det udbredt tillidsmangel, og tillidsmanglen vil bremse væksten inden for deleøkonomien. Deleøkonomi vil ikke gribe om sig i hele befolkningen, men være forbeholdt en særlig gruppe.

En af kernebetingelserne i deleøkonomien er faktisk tillid. Uden tillid går det ikke. Når målingen viser, at 90 procent af befolkningen ikke deltager, fordi halvdelen af dem ikke ønsker at dele deres ting med andre, er det udtryk for, at vi ikke stoler nok på andre mennesker til at overlade vores goder til dem på deres glatte ansigt, heller ikke selv om der betales for det. For det handler ikke om, at folk holder sig ude af deleøkono­mien, fordi de synes, at det er alt for besværligt. Besvær holder faktisk kun hver tyvende tilbage. Det handler simpelthen om tillidsmangel, når vi ikke hopper om bord i deleøkonomien med et stort smil.

Deleøkonomi er i høj grad også et storbyfænomen. Man deltager oftere i de store byer end i provinsen. I storbysamfund har man således også generelt mere ’global’ tillid end i provinsen, og man deler og bytter altså også gerne tjenester over landegrænser. Målingen viser en helt tydelig og klassisk provins/storby-modsætning i alle de tre lande, hvor målingen er udført.
Spørgsmålet er, om du har international eller lokal forankring? Om du har international eller lokal tillid? Alt efter svaret vil det også afspejle forskellige livsdrømme. Og der er intet, der tyder på, at deleøkonomiske løs­ninger er en kollektiv drøm, der er bredt forankret i befolkningen. Det er og bliver en trend med et begrænset publikum af aftagere.

Akilleshælen i deleøkonomien
Det personlige element og tilliden til andre er afgørende i deleøkonomien. Netop det tiltrækker mange og ses af brugerne som den ekstra værdi i deleøkonomien. Men det er altså også det, der holder endnu flere langt væk. Der er da også både fordele og ulemper ved tilliden og ’den personlige relation’ i deleøkonomien.

Når man deler en ydelse, opstår en relation, men man bliver ikke venner med hinanden af den grund. Deleøkonomi er stadig en transaktion, hvor ydelser udveksles, som hovedregel mod betaling. Men den personlige relation; tilliden, der opstår mellem deltagerne i deleøkonomien, gør det svært at være forbruger i klassisk forstand.

’Relationsøkonomi’ har indbyggede problemstillinger, som vi kender alt for godt fra andre effektive salgsmetoder, hvor den personlige relation udnyttes til at sælge varer og ydelser til ekstrahøje priser via eksempelvis Home Parties og Network Marketing. Det er forretningsmodeller, der sætter et firma i stand til at markedsføre og distribuere deres produkter direkte fra producen­­ten til forbrugeren via den personlige reference.

Når der opstår tillid mellem mennesker inden for deleøkonomien, skabes en relation. Når der er en relation, er det erfaringsmæssigt ganske svært for den ene part at klage over ydelsen, hvis den ikke lever op til det, der loves på formidlingsplatformen. Man holder sig tilbage med at klage til sine ’gode bekendte’ over deres ydelser. Og relationen betyder, at man ødsler og fråser med ros over ydelsens fortræffeligheder, da man ikke længere er uvildig. Dertil kommer den sociale kontrol på nettet og på diverse platforme, som gør det svært for kritikere at undgå at få prædikatet ’kværulanter’, hvis de lufter kritik mere end en gang. Kritikere kan blive nægtet adgang til brug af de deleøkonomiske løsninger en anden gang.

Så ros af et sted og af en deleydelse fra en bruger kan meget vel være mere ’strategisk’ end oprigtig ment. Det kan derfor være svært for forbrugerne at bedømme kvaliteten af deleøkonomiens ydelser inden for relationsøkonomien. Der er ingen tvivl om, at netop det personlige element langt fra appellerer til alle, og målingen viser da også, at hver fjerde dansker aldrig kunne drømme om at hoppe på deleøkonomien.

Vi kan godt konkludere, at skandinaverne ikke uden videre kaster sig ud i deleøkonomien, og det skyldes i høj grad vores samfundsmodel. I et velfærdssamfund er der ikke helt det samme økonomiske incitament til at vælge deleøkonomien som i andre dele af verden, da man har råd til den luksus at lade være, når man nu er vant til at have tingene for sig selv.

Målingen i de tre skandinaviske lande peger på, at vi ikke skal forvente, at deleøkonomien vil boome lige med det samme, hvis det overhovedet kommer til at blive tilfældet. Dele­økonomien vil givetvis vokse en del mere i det snævre segment af befolkningen, hvor den i dag har sit tag – sandsynligvis op til omkring 25 procent. Men den vil ikke vinde generel udbredelse i alle befolkningsgrupper i hele landet. Så det er klart en model, der fylder mere i medierne end i økonomien, og sådan vil det blive ved med at være i de næste år.

Fællestræk ved deleøkonomi i Danmark, Sverige og Norge:

  • 1/10 af borgerne deltager i deleøkonomien. Kernebrug-erne er under 40 år, og de bor i capital areas i landet.
  • Adfærd: Når man deltager i deleøkonomien, vil man helst dele de andres ting og helst ikke sætte egne ting i spil.
  • Motivation for at deltage: Spare penge, ‘fuck’ miljøet. Yngre og børnefamilier gør det ‘for pengenes skyld’. Sverige skiller sig ud ved mere fokus på miljøhensyn.
  • Motivation for at takke nej til deleøkonomi: Vil ikke dele egne ting med andre for omkring halvdelen, og uklare retsforhold/jura for samme andel af befolkningen i de tre lande på ca.15 procent.