Det er først og fremmest et begreb, der omhandler individets placering i samfundet. Ikke så meget i en given periode, præget af fysiske og psykiske forandringer, men mere i en given fase af tilværelsen. Nærmere bestemt perioden mellem barndom og voksen stabilitet. Dvs. perioden mellem leg og læring på den ene side og en tilværelse præget af stabilitet med hensyn til familie, arbejde og uddannelse på den anden. En periode der historisk set er blevet længere og længere siden 1950’erne.

Ungdom er således først og fremmest et socialt fænomen, der et stykke hen af vejen tangerer en biologisk udviklingsfase, nemlig puberteten. Men de to fænomener løber kun parallelt i en meget kort periode. Ungdommen varer nemlig meget længere end puberteten. Ungdom viser sig primært gennem ungdomskulturer, og handler dermed om identitet. Dvs. forestillinger om, hvordan den enkelte opfatter sig selv, omverdenen og sit eget samspil med den givne omverden. Her fungerer ungdomskulturer som tilbud om erkendelse, identifikation af problemer og mulige løsninger på disse problemer. Ungdomskulturer udfolder sig primært i forhold til fritiden, og har stort set ikke noget med arbejde at gøre, med mindre fritidsaktiviteterne netop bliver til arbejde. Noget der sker for ganske få, eksempelvis musikere og sportsfolk. De unges sociale relationer udfoldes og organiseres i grupper af ligestillede, og ikke omkring familien eller individuelle venner. Og netop fordi man skal udtrykke en særlig enhed, er det nødvendigt at kommunikere til omverdenen, hvem man er og hvad man er optaget af. Her spiller ungdomskulturens særlige stil en central rolle. En stil man udfoldede ved at købe og bruge bestemte ting.

1950’ernes gadehjørne
1950’ernes industrialisering førte til både velstand og øget fritid. Hvilket gav grundlag for køb af statussymboler. Dvs. forbrugsgoder, der fortalte, at man klarede sig rigtigt godt. Her spillede fjernsynet en meget vigtig rolle. Også de unge arbejdere og bønder købte statussymboler. Eksempelvis motorcyklen, scooteren, knallerten eller det nyeste smarte tøj.

Ung i generation X Y og Z - 1950

De unge var blevet mobile, og de var begyndt at dyrke deres egen kultur, i form af egen påklædning og eget mødested. Netop de forskellige udgaver af tohjulede motorkøretøjer gjorde det naturligt for de unge at mødes på gadehjørnet. Her havde de udsyn i flere retninger, her kunne man hurtigt mødes med andre unge, og her kunne man være i fred for de voksne. Det var starten på ungdom som et gruppefænomen, bygget op omkring fritid og forbrugsgoder.

Det der for alvor bekræftede og udviklede denne nye kultur blandt bønder og især arbejdere var rock- og popmusikken. Man fik idoler, der trådte de ukendte stier ind i den nye ungdom, med læderjakker, vild dans og alt for mange unge samlet på det samme sted. Spor som en del af de unge selv fulgte op, ved bl.a. at give den som barske rockere. Det var man ikke vandt til. Derfor blev disse unge også af de fleste opfattet som farlige unge. Underforstået, at det var en gruppe afvigere, der ikke fulgte den slagne vej – endnu. Selv om de alle havde arbejdet som deres centrale mål. Det skulle imidlertid blive meget værre.

68’erne og ungdomsoprøret
1960’erne førte ikke bare mere velstand og fritid med sig. Perioden åbnede også for ideer om at bryde den sociale arv. Nøglen hertil var ikke mindst uddannelse. Arbejder­nes og bøndernes børn skulle til at gå længere i skole. I hvert fald hvis de ville have en større del af velfærdskagen. Gadehjørnets rockmusik og ungdomskulturer blev nu kanaliseret ind i uddannelsessystemet, hvilket betød, at de unge ændrede fokus. Nu var det ikke længere arbejde, der var det centrale. Det var heller ikke flere forbrugsgoder og materielle statussymboler, der stod i højsædet. Tværtimod blev det alt sammen opfattet som et udtryk for det moderne kapitalistiske samfunds fremmedgørelse af dets borgere. Nu var det den enkeltes udvikling, der stod i centrum. Man skulle frigøre sig selv og man skulle realisere sig selv. Man skulle kort sagt finde sin egen sandhed.

Ung i generation X Y og Z - 19601960’ernes unge brød med forestillinger om, at arbejdet var det centrale, og at man skulle leve op til omgivelsernes traditioner og forventninger. Man brød med forestillin­ger om, at forbrugsgoder var vejen til et lykkeligt liv. Værdierne skulle findes i den enkelte selv, og derfor gik man i gang med en intens søgen efter den indre sandhed. Godt hjulpet af rockmusik, hash og alternative livsformer, eksempelvis det lange hår.

Det omgivende samfund reagerede med afsky. Sådan kunne man bare ikke se ud, sådan kunne man bare ikke tænke og sådan kunne man bare ikke leve. Denne reaktion førte til et endnu stærkere sammenhold blandt de unge. Ikke mindst de uddannelsessø­gende, der i den grad opfattede sig selv om fortroppen i en ny samfundsomvæltning. Ungdomsoprøret var startet, og det foldede sig i første omgang især ud i uddannelses­institutionerne. Siden kom en række ungdomskulturelle fænomener til, eksempelvis Det ny samfund og Roskilde-festivalen.

Ungdomsoprørets centrale perspektiv var, at man skulle finde sin egen sandhed, og give køb på omgivelsernes traditioner og forventninger. Man skulle bestemme selv, og banede derfor vejen for forestillinger om demokratisering af samfundet, hvilket blandt andet kom til udtryk i græsrodsbevægelser og fælles alternative løsninger på fælles problemer. Endelig var man optaget af fremmedgørelsen som den grundlæggende udfordring. Den skulle imødegås gennem uddannelse. Jo mere uddannelse, desto bedre kan man klare sig selv i en kompleks og kapitalistisk verden.

Denne generation af unge blev kaldt for 68’erne. De var venstreorienterede, aktive og meget udadvendte. Ikke mindst takket være det omgivende samfunds massive afstandtagen fra de unges mange eksperimenter. En del af disse unge blevet op gennem 1970’erne meget politiske og aktive på venstrefløjen, mens andre eksperimenterede med alternative livsformer og ideer, eksempelvis i form af kollektiver og nye musikfor­mer.

70’erne – No future og punk-kulturen
I slutningen af 70’erne havde flere og flere vænnet sig til de nye unge. Om ikke andet så fordi flere og flere unge gerne ville have en uddannelse. Derfor blev de også en del af de veluddannede og samfundskritiske unge på vej ind i den offentlige sektor. Først som studerende og siden som ansatte. Men så slog en økonomisk krise igennem, og satte spørgsmålstegn ved den fortsatte vækst og velstand. Pludselig var det vanskeligt at se nogen som helst fremtid for dette perspektiv. Reaktionen blev en lille gruppe af unge, der sagde skråt op til det hele. Punken var født.

Ung i generation X Y og Z - 1970

Unge punkere kredsede omkring den manglende tro på fremtiden, og lagde massiv afstand til både 68’erne og resten af samfundet. Ikke mindst 68’ernes naive tro på alternativerne fik det glatte lag. For det eneste der var kommet ud af det, var jo bare stadion-koncerter, jakkesæt og endnu flere millioner i lommen på dem, der var hurtigst til at få deres på det tørre. Synspunkter der på det filosofiske plan blev bakket op af den nye post-modernisme, der hævdede, at alle meninger med noget som helst var forsvundet, fordi alt var muligt og alt kunne siges.

Punkerne havde også deres bud på det alternative. De gik ind for, at alle kunne spille selv. De gik ind for at alle kunne være med i fællesskabet, først og fremmest gennem kraftfuld kropsudfoldelse. Eksempelvis ved at hoppe og og ned, banke ind i hinanden, stagedive, osv. De gik ind for, at alle meninger var lige gode, for der var jo alligevel ikke nogen fremtid, man kunne tro på. Det eneste der var helt sikkert i en verden fyldt med ord, ord og atter ord, var smerten. Derfor måtte det gerne gøre ondt, når man var sammen.

Punkens stil blev der også gjort meget ud af. Hanekammen, det slidte og ødelagte tøj, nåle i kroppen og militærstøvlerne, som alt sammen gjorde ethvert besøg i et normalt hjem helt umuligt. Man var udenfor, og man ville gerne være udenfor. Der var jo ikke noget, man kunne tro på. Bortset fra troen på, at der ikke var noget, man kunne tro på. Punk-kulturen blev et kort, men meget intenst mellemspil mellem 68’erne og 1980’ernes nykonservative ungdomsgeneration.

1980’ernes selvoptagne generation – Generation X
Efter 1970’ernes krise dukkede der overalt kræfter op, der hyldede individet og det individuelle valg. Nu skulle alle mærke en ny frihed. Friheden til at vælge selv. Politisk og kulturelt blev denne holdning båret frem af en spirende nykonservatisme, der overalt hvor det var muligt fokuserede på den enkeltes muligheder. Hvad enten det var som forbruger i butikker, som bruger af offentlige ydelser eller på det kulturelle område.

De unge var meget hurtige til at tage disse muligheder til sig. Ud fra et fælles perspektiv om at det var i orden at tjene penge, gik den vilde jagt efter individuelle muligheder ind. Båret frem i en fornem og elegant stil, som lå så langt fra både 68’ernes alternative kollektivitet og punkernes selvdestruktivitet som overhovedet muligt.

Ung i generation X Y og Z - 19801980’ernes unge dyrkede en livsstil, hvor det individuelle valg stod i centrum. Forudsætningen for at få flere valg var, at man lagde afstand til forpligtelser. Man skulle vælge og være kreative i forhold til f.eks. arbejdet. Noget der blev båret frem af især  computeren og den nye it-teknologi, der netop åbnede for masser af muligheder for personlig selvudvikling. Dertil kommer masser af nye management-elementer, der skulle åbne for det samme. Eksempelvis time-manageren, der fungerede som det ultimative strategiske værktøj, når det drejer sig om at holde en tilsyneladende person­lig forbindelse med alle sine (overfladiske) kontakter.

1980’ernes unge blev til de selvoptagne unge. Ikke nødvendigvis egoistiske, men netop optaget af alle de mange muligheder, de blev præsenteret for. De kunne være slipseklædte kontormennesker den ene dag, og dyrke et heftigt elastikspring den næste. De kunne snakke edb den ene dag, og heftig rock den næste. De læste ”lektier” på universitet – som de i øvrigt kaldte for en skole – den ene dag og dyrke Roskilde-festival den næste. De kunne bruge extacy den ene dag og cola den anden. Alt var muligt, og de forsøgte at nå så meget af det som muligt. Denne generation af unge blev kaldt for yuppierne eller generation x, for at illustrere deres vilje til endnu flere valg.

Det omgivende samfund opfattede ikke længere ungdom som noget farligt, hvilket måske ikke var så mærkeligt. Dels havde man vænnet sig til, hvad der kunne komme, og dels var den nye generation af unge tilsyneladende ikke så farlig, på trods af det noget selvoptagne præg, den havde. Nu blev ungdommelighed gjort til et ideal. Som noget, flere og flere forsøgte at efterleve i praksis. Noget der var med til at udvide ungdomsperioden.

Selv om denne generation af unge grundlæggende var meget orienteret mod højre i det politiske spektrum, så var der altid noget nyt, der lige skulle prøves af. Ud fra devisen om, at man ikke kunne vide, om man havde et godt liv, før man havde prøvet det hele. Det gav netop denne generation en stræk rastløshed som en grundlæggende fornemmelse. Noget den fortsat kæmper med.

90’ernes ambivalente unge – Generation Y
1990’ernes og 2000’ernes unge er ikke nær så optaget af de mange valg, som yuppierne var det. De befinder sig også en situation, hvor det meste er prøvet. Enten af dem selv, eller af andre. Resultatet er, at de logisk nok på en række områder kombinerer punk-kulturens og yuppiernes perspektiv. De er således optaget af, hvorfor man skal blive ved med at træffe endnu flere valg, når nu de fleste valg allerede er blevet prøvet af, uden at det har givet noget særligt til dem, der forsøgte sig. De forholder sig med andre ord meget ambivalente overfor de mange valg.

På den ene side vil de fortsat gerne udvikle sig personligt, men de mangler en fornemmelse af, at det netop er ved at vælge endnu mere end det, de allerede har valgt, at de udvikler sig yderligere. Derfor standser de ofte op, og ved ikke rigtigt hvad de skal vælge. Derfor holder de ofte pauser i deres uddannelsesforløb, skifter undervejs fra det ene til det andet, og har svært ved at fastholde en linie. Det gælder uanset, om det drejer sig om kreative processer,  om arbejde eller om valg af partner i kærligheds­livet.

Ung i generation X Y og Z - 1990

Når det drejer sig om stil, er denne generation af unge præget af stor forskellighed. Man kan finde både punkere, læderjakker, hippier, yuppier og almindelige unge i samme lokalitet eller sammenhæng. Politisk spænder gruppen over hele spektret, med en vis dominans hen over midten. Garneret af højreorienterede, der dyrker den ultimative liberalisme, på den ene side og venstreorienterede i Attac og anti-globali­seringsbevægelser på den anden.

I forhold til samfundet søger de fleste af dem en form for individuel tryghed. Det er ikke nødvendigvis velfærdsstaten, men snarere dem selv, der skal sikre en vis tryghed, i en verden præget af alt for mange muligheder og idealer om selve valgets velsignelser. Derfor er eksempelvis frygten for de fremmede og indvandrere også til at spore i denne generation af unge. På trods af at netop disse unge i hele deres skolegang formodentlig har haft klassekammerater af anden etnisk herkomst.

1990’ernes og 2000’ernes unge er vanskelige at identificere. Bortset fra, at de netop er ambivalente. De er vanskelige at få øje på i gadebilledet, for de mangler nogle særlige kendetegn. Og de er ikke dynamoer bag nye sociale bevægelser i samfundet. De er der bare. Stille og roligt. Og de er ved at få nok af alle de mange valg.

I det omgivende samfund er der imidlertid sket det, at selve det at være ung nu ikke længere er et ideal, der kan bruges til at stilisere utopiske forestillinger med. Nu er det blevet til en norm. Noget der gerne skulle udfoldes af de fleste, i hvert fald indtil de når omkring de 50 år. Resultatet er, at samfundet i den grad kredser om ungdomme­lighed som mental tilstand. Ikke bare som udseende, men også som identitet. Nu er de fleste præget af, at de på den ene side hele tiden er i gang med at udvikle sig, og af at de på den anden er i færd med hele tiden at overveje nye strategiske valg. Sådan et samfund kræver selvfølgelig en reaktion.

2010’ernes indadvendte ordensmennesker – Generation Z
Nu er det umuligt at forudse, hvordan denne reaktion vil tage sig ud i fremtiden. Men når selve valget er det eneste der tæller, og når det bliver sværere og sværere at give de mange valg betydning, fordi man skal gøre det selv, så er der en vis logik i, at der kan forekomme to forskellige former for reaktion. Den ene er den rene egoisme, hvor man bare går efter valget for virkelig at opnå noget selv. Den anden reaktionen handler om, at nu gider man ikke at træffe så mange valg mere. Nu går man efter orden. Nu vender man sig indad, og søger en indre ro og tryghed i det nære fællesskab.

Ung i generation X Y og Z - 2010Hvis det er det sidste, der tegner fremtiden, så er en af de mest oplagte rammer for sådan en form for ro og tryghed i et nært fællesskab etableringen af stammer. Dvs. et fællesskab baseret på et stærkt billede af, hvem vi er, og hvem de andre er. Et fælles­skab der bekræftes gennem brug af fælles ritualer og symboler. Og gennem dyrkelse af bestemte traditioner og forventninger. På mange måder et univers, der minder noget om det, der prægede ungdommen før 1960’erne. Med den afgørende forskel, at nu er der ikke længere tale om en overgribende social orden gældende for hele samfundet, men om stammer, der indbyrdes kæmper om at få plads, og måske også om at dominere andre. Nogle baseret på lokale sammenhænge. Andre på globale.

Nogle vil dyrke familien. Andre vil dyrke arbejdet. Nogle vil dyrke det udvendige og det symbolske, dvs. ekstreme former for stil. Andre vil lægge vægt på den indre ro og ydmyge tilfredshed med det, man nu engang har fået. Hvilket alt sammen kan være medvirkende til, at ungdom som socialt fænomen forsvinder.

I forvejen er den nuværende dyrkelse af ungdommelighed som norm stærkt medvirkende til, at det er vanskeligt at sige, hvornår ungdommen holder op, og hvornår perioden som voksen begynder. Der er i hvert fald meget, der tyder på, at perioden som ung bliver længere og længere, på bekostning af både barndommen og voksenperioden.

Kan du lide altid at være opdateret og tænke i udvikling, men er du mættet af research og store informationsmængder? Så er TID & tendenser noget for dig. Vi koger det hele sammen i fire årlige tidsskrifter og en ugentlig nyhedsmail. Læs mere her