Af Mads Thimmer
Læs tt-artiklen i e-page her

Silicon Valley er en gammel historie. Men endnu en genfødsel er i gang, og ligesom vi før fik computere og mobiler fra siliciumchip-dalen (heraf navnet), senere internet og dot.com, er verden igen stillet en række fornyere i udsigt. En af de store fornyere er micro-trenden, som vil påvirke bl.a. produktudvikling og arbejdskultur.
Teknologien bliver nemmere og nemmere til et punkt, hvor den til sidst vil virke næsten usynlig, og ord som ”computer” og ”internet” vil gå samme vej som ”videoafspiller”, ”EDB” og ”fastnettelefon”.
Basisformlen på verdens mest succesrige klyngebrand er ligeså simpel, som den er svær at kopiere. Der er ingen formel ”Silicon Valley” organisation, for det behøves ikke. De gennemgående træk – åbenhed, netværk og risikovillighed – er grundpiller i en udbredt og fundamental kultur, som definerer basis for det meste liv og arbejdsliv i området fra San Francisco til San Jose, hvor den navnkundige dal strækker sig.
Livsformen i the Valley er central for alle dens frembringelser. Det handler om de mennesker, der er her. Stifterne af HP er gode eksempler på Silicon Valleys grundtræk. Hewlett og Packard var veteraner fra anden verdenskrig, der kom under ”the GI Bill”, som garanterede uddannelse for alle hjemvendte soldater, der typisk var motiverede, midt i tyverne og uden andet end militæruddannelse. De havde intet at miste, en masse skyttegravs-sammenhold med dele-mentalitet og åbenhed, og en vilje til at knokle dag og nat med langt mere lyst til fremtid end fortid.
Grundreglen for Silicon Valleys succes har altid været åbne og fordomsfrie netværk. Det hører med til en forlængelse af guldgravertiden på vestkysten, hvor risikovillige og  hårdhudede personer fra alle nationaliteter arbejdede hårdt i en evig optimisme og hjalp hinanden i barske betingelser til en grad, hvor man fandt ud af, at deling og åbenhed var de bedste overlevelsesredskaber. Det står i kontrast til østkystens – og resten af verdens – mere traditionsbundne og lukkede udviklingsformater. Banker og advokater har i the  Valley arbejdet med samme ”guldgraver-ånd”. Og støttet folk, der ikke ramte en åre, eller hvis åre viste sig at være svovlkis (et mineral, der også kaldes narreguld, red.), eller i vore dage et webfirma, der viste sig at være et socialt netværk, der var startet tre år for tidligt. Ingen har rene succeser på sit CV, de fleste har mindst to-tre kæmpefiaskoer for hver succes. Så succes-DNA’en ligger ikke så meget i enkeltstående lykketræf og isolerede genialiteter, men mest af alt nok i en delt tro på, og arbejdsomhed for, at det kan lade sig gøre. Alt ligger i indstillingen, i tilgangen. Det burde være en lektion, som flere miljøer, virksomheder og håbefulde klyngekonstruktioner tog til sig.

Den fjerde generation
Silicon Valley har sine generationer. Første kuld var silicium-cowboys som HP, Sun og Intel. De gav regnekraft til resten af verden. Næste kuld tog kommunikationsevnen mere end chip-produktionen til sig, og verden blev forbundet via Netscape, Yahoo, Cisco, Oracle – her fik hardwaredelen en styreside. I forlængelse kom virksomheder som Apple, Google og Facebook, der formåede at spille de nye sider frem i et webcentrisk univers, og internettet blev en personlig, skræddersyet og social oplevelse.
Nu er en ny generation kommet til fadet: Twitter, Zynga, BlingNation, Silverspring Networks, Facecash, LinkedIn, Sunpower, Square, NING og så videre og så videre. Alle er de virksomheder, der udnytter nicher i spillet mellem web og specielt mobilt web og specifikke anvendelsesområder med et ret åbenlyst udgangspunkt i menneskelige behov snarere end teknologisk formåen. Om det er trangen til at kommunikere uanset vigtigheden af dit budskab, trangen til at netværke uanset egen status, eller behovet for at spille på farten, betale med mobilen og lave sit eget sociale netværk. Mennesket er i centrum, ikke web’et, og herfra kan man trække på alle tilgængelige teknologier.
Det er den nye Silicon Valleys succes-DNA. Fra fokus på rå teknologi, silicium, til fokus på netværksteknologi og kommunikation. Nu er fokus først og fremmest på nicheanvendelse, på helt konkrete og menneskelige behov, der deles verden over.
Det er herfra, at den næste generation af digitale verdensbilleder vil komme. Når computerkraften forsvinder ind i vægge, i møbler, i tøj og andre naturlige omgivelser, og får succes med det, er det fordi, teknologien er blevet underlagt et fokus på brug og hverdag, så den så umærkeligt som muligt kan passes ind til at understøtte, skræddersy, hjælpe og tilpasse på de steder, hvor vi i forvejen har vores gøren og laden. Teknologien bliver nemmere og nemmere til et punkt, hvor den til sidst vil virke næsten usynlig, og ord som ”computer” og ”internet” vil gå samme vej som ”videoafspiller”, ”EDB” og ”fastnettelefon”.
Den store fokus på decentrale og isolerede anvendelser – der kan snakke sammen med og passes ind i alt – er en helt anden måde at udvikle på end et fokus på at skubbe på et teknologisk paradigme, som f.eks. trådløs kommunikation eller processorhastighed. Man kan sagtens stadig have mod på at erobre verden, men nu er det mere oplagt via en mobil betalingsform, en løsning til at opgradere badeværelset til at kunne foretage helbredstjek eller via en nem, logistisk platform for pressede børnefamilier. Det bliver ikke et centralt teknologi-produkt som f.eks. en computer/mobil/internetopkobling, der kommer til at opleve kometvækst.

Micro bliver den næste ”big thing”
The next big thing is a lot of small things, kunne man sige, og netop ”going micro” er en central del af næste digitale tidsbillede. Fra at ”gå på nettet” ved at åbne en browser, bruger vi funktioner i form af apps, som vi har fået eller købt i en appstore. De fleste produkter, vi køber, vil have forbindelse til et funktionsunivers – fra legetøj til fladskærme. Det bliver et univers, der pakker nye anvendelsesmuligheder ud og gør det muligt at tilpasse selv standardprodukter helt og aldeles til netop mig og mine særheder og særlige behov. LG har for eksempel netop flyttet de mange forvirrende knapper på fjernbetjeningen op som en appstore, så du kan skræddersy din skærm til det, du skal bruge den til. Uanset om skærmoplevelsen byder på zappende fjernsynskiggeri, nye filmoplevelser, opslugende spil, undervisningsprogrammer eller work out sessioner.
Funktionerne kommer fra et hav af firmaer, måske er det endda nogen, man kender, der har lavet funktionen. Programmering er nemlig snart så nem, at alle kan være med. Intel har gjort det muligt for de fleste bedstemødre at blive hackere med deres ”Mash Maker”, og selv børn inden læsealderen kan programmere LEGO med deres handson programmeringslegetøj WeDo. App-store-modellen har givet softwaremarkedet frit løb, så alle kan få frit løb frem mod at vise en digital anvendelighed af sit produkt eller sit arbejde – uanset om man er kørende smed, der vil fylde tiden ud med web-koordinerede småjobs, børnehaveleder, der vil have registreret præcise hentetider, eller vognmand, der vil give kunder mulighed for at praje nærmeste ledige vogn. På den måde bliver hele det digitale verdensbillede langt mere nærværende og integreret i hverdagen og alle dens former end nogensinde før.

Påvirker innovation og jobkultur
”Micro” er også svaret på, hvordan i alverden man som kæmpeorganisation i en næste, altgennemsyrende digital tidsalder skal kunne tilpasse sig udviklingen og få alle sine mange ansatte til at følge med i de sving og bugtninger, den byder på. Virksomheder i størrelsen Google og Nokia har for længst indset, at de sjældent selv når at se de rigtige retninger først, endsige agere på dem. Derfor består deres innovationsevne og tilpasningsevne i dag af en snackspisning af mikrovirksomheder, der har skubbet udviklingen på et område. Den reelle udvikling foregår på mikroplan, opkøb sørger for at få den ud i makro. Sådan løser de store deres gradvise forringelse af innovationsevnen, der falder med størrelsen – de spiser sig til den – hvis ellers det organisatoriske fordøjelsessystem kan håndtere den fremmede og mangeartede kost.
Tilbage er nemlig stadig den organisationskulturelle udfordring. Her er der sjældent anden udvej end at give los for skabelsen af mikrokulturer, at se sin virksomhed som en organisatorisk appstore af mikrokulturer, en platform for selvstændige og koordinerede, men uafhængigt agerende funktioner. Det kommer til at betyde et farvel til enhedskulturen og de store, pyramideformede hierarkier, men goddag til mikroklimaer og selvstyreformer inde i virksomheden. Farvel til arbejdsuniformer og brand-religioner, men goddag til biodiversitet på arbejdspladsen og til brands, der er personlige, omskiftelige, nede fra piedestalen og ”til at være venner med”. Farvel til kontrolsystemer og lukkede, interne kredsløb, men goddag til tillidsbasis og til åbne udvekslingsformater ind og ud af virksomheden. Og alt sammen vel at mærke ikke fordi, virksomheder er sat i verden for at gøre den bedre, men udelukkende fordi det bedre kan betale sig, på kort som på længere sigt.