Læs tt-artiklen i e-pages her

Valgkampen er i gang. Kun statsministeren kender valgdatoen. Men når valgkampen kommer, vil vi opleve mere genkendelighed end revolution på medievalg, argumenter og udtryksformer. Det stadig mere digitale og sociale mediebillede vil dog sætte sit fingeraftryk på vælgerforførelsen. Der kommer en strøm af meningsmålinger fra sultne medier, og vi vil se masser af statistikker og menneskeskæbner til at dokumentere velfærd eller mangel på velfærd. Og så vil vi se personlige kritiske historier, der skal undergrave politikernes troværdighed. I gamle dage hed det smædekampagner, men kommunikationsbranchen har givet det et nyt og finere udtryk: Negative campaigning.

Mange har omtalt og analyseret præsident Obamas valgkamp med specielt fokus på Facebooks store rolle. Min forventning er dog, at de sociale medier som Facebook og Twitter ikke vil få den dominerende rolle på det landspolitiske plan i kampen mellem blå og rød blok. For det første, fordi Danmark er et lille land med stor naturlig interaktion mellem landsdele, for det andet, fordi danske partier er bedre organiseret i vælgerforeninger m.v., for det tredje, fordi stemmeprocenten i Danmark traditionelt er langt højere end i USA, og for det fjerde, fordi valgkampen i Danmark finansieres af partier, organisationer samt enkeltpersoner og ikke har brug for en akkumulerende, sneboldagtig indsamling af småbidrag fra den almindelige vælger.
Men på det lokale plan vil kandidater fra samme parti med alle digitale hjælpemidler forsøge at gafle stemmer. Med andre ord en kamp på venner og ”synes godt om” på Facebook inden for et parti og ikke mellem partierne. Vi vil også se personprofilerende videoer med samme formål lagt på YouTube og distribueret videre af loyale  partimedlemmer. De større partier vil udvikle apps, der skal mobilisere frivillige aktive og gøre det konkurrenceagtigt at stemme dørklokker, udlevere pjecer, holde møder mv. Vi vil også kunne downloade apps med interaktive partiprogrammer fra partiernes renoverede hjemmesider.

De gamle medier får hovedrollen
I det store mediebillede vil valgkampen være genkendelig. Masser af helsidesannoncer i dagblade og lokale ugeaviser, der også vil bugne af læserbreve – og indlæg fra håbefulde lokale kandidater. Også de meget visuelle outdoor reklamer, dvs. busreklamer, reklamer ved stoppesteder og på stationer samt billboards ved trafikerede veje, vil udgøre en pæn post på partiernes mediebudgetter. Her kan overskrifter og politiske ”one-liners” foldes flot og farverigt ud i stort format. En god ting i et overkommunikeret samfund. Og lygtepæle vil endnu engang være polstret til med valgplakater, selv om der aldrig er fremvist objektiv dokumentation for deres effekt på overordnede politiske forskydninger i forbindelse med et folketingsvalg. Måske kan de flytte stemmer inden for partilister i de enkelte valgkredse.
I den forventede benhårde valgkamp vil tvmediet fastholde sin dominerende rolle for både indholdet på den politiske dagsorden og for de 20% tvivlende vælgeres vurdering af hovedpersonernes karisma, og kvalifikationer. I tomandsdueller, paneldebatter, interviews mv. Også i USA spillede tv en fremtrædende rolle i valget af Obama. De sociale medier klarede opstillingen og finansieringen. TV2 News er allerede i gang med at positionere sig som en markant politisk talerstol, hvor de vigtigste aktører kæmper om opmærksomhed og stemmer. Og dagen efter vil alle øvrige medier anmelde duellen med karakterer, vindere og tabere på alt fra politisk indhold, engagement, fokusering, retorik og kropssprog.

Meningsmålingernes tyranni
Det store medieudbud har gjort meningsmålinger til en efterspurgt vare. Både analyser, der er finansieret og publiceret af interesse og erhvervsorganisationer, og analyser, medierne selv initierer. Hvis der objektivt set ikke er nok solonyheder, kan mediet jo selv producere en nyhed. Udtryk som ”en dugfrisk analyse viser…” har vi allerede hørt utallige gange, og det vil fortsætte med uformindsket eller øget styrke igennem valgkampen. Stort set alle vinkler og nuancer af vælgernes holdninger og prioriteringer vil blive analyseret. Ikke altid kvalitetsmæssigt gennemført i alle detaljer, men det virker som om, at journalister bliver mikrofonholdere, så snart der står, at ”950 vælgere er blevet interviewet af analyseinstituttet…”. Jagten på morgendagens nyhed tilsidesætter ofte den kritiske journalistik.

Statistik og skæbner
Det er min forventning, at valgkampens argumentation og virkemidler vil blive meget polariseret. I den ene ende tal, tal og atter  tal. Kvantitative argumenter og dokumentation fra meningsmålinger, offentlige statistikker, kommissioner og organisationer. Om arbejdsløshed, skattetryk, offentligt og privat forbrug, velfærdsindikatorer og efterlønsmodtageres antal og stillingskategori. Og i den anden ende vil vi se personliggørelse, dvs. kvalitative nærgående portrætter af rigtige danskere af kød og blod, der enten vil lide under eller have fuld forståelse for, at efterlønnen afskaffes eller udfases.
På det ideologiske plan kommer værdikampen selvfølgelig i spil. Danske værdier, dansk kultur, den danske krone, indvandring, frihed og global afhængighed. Men den bliver overskygget af mere vedkommende emner som arbejdsløshed, skattetryk, velfærd og pensionsudgifter til den aldrende befolkning.

Smuds og gamle sager
Med en opposition, der tørster efter magt og ministre, og et mediebillede, hvor gennemsigtighed og personsager i stigende grad er på dagsordenen, vil vi se en markant skærpelse af tonen i flere og flere historier. Der bliver gravet i politikeres privatliv, deres økonomi og livsstil, citater fra tidligere publikationer, papirer fra deres fortid i andre partier eller manglende mødeaktivitet i lokal politik eller landspolitik. Kald det mudderkastning, smuds – og smædekampagner eller personforfølgelse. Det har også fået et fint fagligt ord i kommunikations- og PR-verdenen: Negative campaigning. De negative kampagner indeholder bl.a. annoncer, der bruger mere plads til at nedgøre modstandernes argumenter end på at fremsætte sine egne, og journalister, der drevet af egen nysgerrighed eller tips fra partier, systematisk graver efter negative, tillidssvækkende historier om udvalgte politikere. Det bliver næppe amerikanske eller engelske tilstande, hvor alt kan bruges, og hvor sensationspressen har bedre vilkår. Men det vil ikke højne kvaliteten af den politiske debat.