Læs tt-artiklen i e-tidskriftet her

Hvor skal slaget om vælgerne vindes? På de sociale medier, på tv, i aviserne eller på gaden? Meget tyder på, at Obamas præsidentvalgskampagne inspirerer til mere opsøgende politisk arbejde ”ude i baglandet” under den kommende valgkamp. Samfundsforsker Johannes Andersen er ikke i tvivl: De sociale mediers betydning er stærkt overdrevent og kan slet ikke slå det personlige møde – gerne ledsaget af et smil.
Der skal nok blive talt en hel del om de sociale medier på internettet i den kommende valgkamp. Først og fremmest fordi de udgør en umiddelbar mulighed for at komme i tæt kontakt med vælgerne. Men deres betydning er vildt overdrevet, hvad flere partier allerede har fornemmet. Det giver langt mere, hvis man tager en snak med folk – og måske også, hvis man sender dem et lille smil.

Sociale medier med følelser og fornuft
De sociale medier på internettet opfattes af mange som en vigtig nøgle til vælgerne. Her kan man kommunikere både personligt, sagligt og målrettet til en udvalgt skare, nemlig til ’vennerne’, der i større eller mindre udstrækning er positivt indstillet over for en kandidat eller et politisk parti. Og man kan slå på både følelser eller fornuft i en blanding, der passer til ens eget temperament. For det er jo sådan, de sociale medier fungerer.
I det hele taget opfattes internettets mangfoldige kommunikationsmuligheder som det helt oplagte medie, når det drejer sig om at komme bredt ud i forhold til vælgerne. På den ene side er kandidaterne og partierne selv i stand til at styre kommunikationen.
Man kan sige det, man vil, og man kan tage de sager op, som man selv finder er vigtige. Uden modstand og filter. Og på den anden side er stort set alle på nettet, så det er i  princippet ret nemt at ramme vælgerne der. Derfor vil der i den kommende valgkamp blive brugt mange kræfter på at nå vælgerne på denne måde. Men det vil langt hen være spild af energi, for det er kun i princippet, man kan nå dem på denne måde. Internettet er nemlig kendetegnet ved at have mangfoldige og flygtige offentligheder. Hvilket netop gør det vanskeligt at fastholde et perspektiv og det gode forslag i længere tid over for vælgere. På nettet kræver det virkelig store ressourcer for at vinde kampen om opmærksomhed.

Vælgerne ser fjernsyn
Ser man på vælgerne generelle adfærd, når det drejer sig om at indhente informationer og oplysninger om politik og samfundsforhold, er det meget få, der bruger internettet og de sociale medier. I en undersøgelse fra december 2010 var det kun 3 pct. Med lidt flere unge end ældre. Men stadig i ret begrænset udstrækning. Det vigtige medie til kontakt med vælgerne er stadig fjernsynet. Mere end 90 pct. bruger denne kanal. Derfor vil de politiske partier i almindelighed og de enkelte kandidater i særdeleshed gøre rigtigt meget for at påkalde sig netop fjernsynets interesse. Ud fra den meget rigtige logik, at et par minutter i fjernsynet er bedre end adskillige vælgermøder og alle mulige fremstød på internettet.
Her kan der opstå en særlig dobbelthed, kendetegnet ved, at partier og politikere  ‘opfinder’ begivenheder, der ligner det, man gør i en ‘almindelig’ valgkamp, men hvis væsentligste perspektiv og formål er, at de helst skal være nøglen til at komme på tv.
Eksempelvis vil man lave helt specielle fremstød med kendte politikere og kandidater i en given lokalitet for at demonstrere, at man er tæt på folket. Det kan være på strøget, et lille røgfyldt værtshus, en forening eller en skole. Gerne i udkanten af Danmark, dvs. det, der hedder baglandet. Så kommer man nemlig rigtigt tæt på de almindelige danskere. Også dem, der er så almindelige, at de tilhører ’udkanten’!
Det kan også være, at man har fundet noget specielt at dele ud til vælgerne. Så er det også om at fange medierne ind i varmen. Eller måske har man opfundet en særlig måde, hvorpå man kan spille sammen med en modstander, hvor man eksempelvis diskuterer på tid eller spiller poker eller skak om ordet, eller hvad det nu kan være. Målet er at fange mediernes opmærksomhed, for man ved nemlig alt for godt, at folk først og fremmest er  traditionalister og helst ser politik i fjernsynet. Hvis fjernsynet ikke bider på, så kan man håbe på avisen. For den er der også rigtigt mange, der benytter sig af. Og her er adgangen strengt taget lidt nemmere, for de har mere plads at fylde ud. Men der er bare det lille minus, at man lettere drukner her. Men det må man tage med. Den dagsorden er i øvrigt også aktuel, når det drejer sig om avisernes nyhedsformidlende internetsider.
Pointen er, at der bliver iscenesat en lang række optrin og begivenheder, hvor man spiller på det med at være i direkte kontakt med vælgerne. Men hvor formålet først og fremmest er at komme på de store, landsdækkende medier, i bedste sendetid eller på forsiden. Alt sammen noget, man har set rigtigt meget af tidligere. På den måde vil den kommende valgkamp forløbe efter kendte, traditionsbundne retningslinjer. Med den forskel, at opfindsomheden formodentlig bliver større fra valg til valg.

En snak og måske et lille smil
Denne gang kommer der imidlertid et nyt element ind i valgkampen, som man ikke har dyrket helt så meget tidligere. Det er den opsøgende virksomhed, hvor partisympatisører og medlemmer opsøger vælgere for at tage en snak med dem. Måske også en lille diskussion, hvor man lige prøver argumenterne af, inden man skal videre til næste vælger.
Denne aktivitet har to sider. Den ene er mobiltelefonen – eller måske mere illustrativt smartphonen. Den bruges nu direkte til at mobilisere sympatisører med – f.eks. via sms og Facebook – og til at give sympatisørerne argumenter på rede hånd, når de kaster sig ud i  diskussioner i nabolaget eller på arbejdspladsen. Den anden er, at folk rent faktisk gerne vil diskutere. Næsten 50 pct. har denne aktivitet som en vigtig nøgle til indhentning af informationer om politik og samfund. Så der er mange samtaler, der bare venter på at blive taget blandt og med de danske vælgere. Her behøver man ikke at være medlem for at være aktiv. Bare det, at man er sympatisør eller ’ven’, er nok. Man skal først og fremmest have viljen til at kontakte andre og fortælle dem, at de kender en god kandidat, der har nogle spændende forslag. Og hvis man så også udstyres med nogle korte argumenter og synspunkter via mobilen, så er man klædt på til den lille snak rundt i et givet kvarter eller på en arbejdsplads. Socialdemokraterne vil denne gang satse stort på denne strategi, der er inspireret fra USA og Obamas præsidentvalgskampagne. Man vil give en rose, et godt argument, en pjece og måske også et lille smil. Det skader næppe den gode sag.
Pointen er, at man i den moderne valgkamp massivt vil udnytte sympatisørnetværk optimalt til at fremføre gode synspunkter og argumenter i den daglige dialog mand og mand imellem. Og at de politiske partier vil understøtte denne aktivitet.

Optimerede ressourcer og fikse løsninger
De iscenesatte og netværksformidlede politiske aktiviteter er grundlæggende kendetegnet ved, at de udfoldes i et begrænset tidsrum. Hvor det er selve kontakten og det umiddelbare, positive indtryk, der er det vigtigste mål. Det kræver en tilpasning af politikken til denne form for formidling. Politikken får altså også en omgang af professionelle folk med indsigt i politisk marketing.
Her arbejder man bevidst på at forme politikken, så den passer til den dynamiske formidling. Det kan ikke mindst ske i form af et tilbud til vælgerne, der kan antage karakter af en kontrakt, eller som en fiks løsning på et problem. Kontrakten er bygget op om en påstand om, at man har fundet nøglen til at  optimere en given service eller aktivitet, og det vil man gerne stå inde for i en gensidig aftale mellem politiker og vælger. Det handler ofte om, at man vil gøre skolevæsnet, sygehussektoren  eller andre institutioner og områder til de bedste – gerne i hele verden. Ud fra den tankegang, at når nu de givne ydelser koster så meget, som de gør, så er det oplagt, at de skal optimeres. På den måde får man som borger optimeret sin skatteindbetaling. Her forsvinder sociale interesser, faglige forventninger og professionelle perspektiver meget hurtigt ud af horisonten til fordel for ressourceoptimering. Og hvis vælgerne accepterer budskabet,så er det bare om at gå videre på denne måde. Uenighederne forsvinder meget hurtigt, for optimering af ressourcer er der formodentlig ikke mange, der kan være uenige om.
Den fikse løsning er også noget af det, der slås hidsigt på. Her er logikken, at man identificerer et givet, afgrænset problem, som man så tilbyder en effektiv løsning på. Det kan være indvandrere, rygere, alkoholikere, langsomme studerende, ineffektive medarbejdere, de offentlige finanser eller noget lignende. Her drejer det sig om at finde ’den fikse løsning’, der umiddelbart tager sig godt ud, og så håbe det bedste herfra.
Eksempelvis når det drejer sig om økonomien. Her er svaret enten, at man sparer, at man sætter skatten ned, eller at man arbejder lidt mere. Alt sammen fikse løsninger, der bare lige skal sættes i værk, og så er problemerne mere eller mindre løst. Her forsvinder  uenigheder og interesseforskelle. Her forsvinder magtspørgsmål og gode argumenter for eller imod. Den fikse løsning er ofte selvindlysende, fordi den ofte er opfundet før problemet. Derfor matcher den som regel ganske fint.
Pointen er, at man har det gode tilbud til vælgerne. Et tilbud, der kan serveres kort og præcist, uden de store uenigheder og mellemregninger. Så er det op til vælgerne, om de synes om dem eller ej.

Nærhed og autenticitet – og den gode vilje
Den kommende valgkamp vil blive præget af målbevidste initiativer i et forsøg på at iscenesætte nærhed, autenticitet og den gode vilje. Med hjælp fra ’almindelige’ medier dvs. fjernsynet, og med hjælp fra ’almindelige’ mennesker vil man opbygge et tillidsforhold, hvor det måske ikke handler om politiske ideologier og grundlæggende værdier, men om at lægge sit lod i en given politikers skål, og så håbe eller tro på det bedste. Eller i det mindste forsøge at undgå det værste. Der vil blive slået på mange tangenter. Også de traditionelle, der omfatter vælgermøder, avisreklamer, plakater, foldere og pressemeddelelser. Her vil meget ligne noget, man har set og hørt før. Men der vil også blive satset på nye netværk og  på at opbygge en ny troværdighed.
Her er der to tangenter at spille på. Den ene er, at man som kandidat selv kan fremstå som troværdig. Den anden er, hvor det drejer sig om at få modstanderen til at fremstå som utroværdig. Og det gør man bedst ved at arbejde med etos. Altså den status, man har som person. Er man til at stole på, eller er man en snyder? Her venter dramaet. Og dem vil der komme rigtigt mange af i den kommende valgkamp. For en moderne valgkamp handler nemlig i høj grad om troværdighed og nærhed – og en demonstration af den gode vilje. Både i medierne, ved entredøren og på arbejdspladsen.