Det er vigtigt at være grøn. I al fald lige nu. Men da jeg gik i skole, var de fleste af mine klassekammerater i stedet røde. I mine forældres ungdom var der imidlertid også andre farver på tapetet. Dengang raserede brun- og sortskjortede fascister og nazister Europa. Åh ja, jeg skal vel også nævne, at religiøs fundamentalisme har set et opsving for nylig; en fundamentalisme, som – for at forvirre det hele – undertiden også bruger signalfarven grøn.
Rød, brun, sort og grøn. Er der et system i disse livsfilosofier? Og kan man forudsige, hvad den næste store livsfilosofi bliver?
Indkomst og værdinormer
Livsstile har blandt andet noget med værdinormer at gøre. De største internationale studier af sådanne hedder World Values Surveys. Her bliver de samme undersøgelser, som er baseret på ca. 250 spørgsmål, gennemført jævnligt verden over (senest omfattende ca. 92.000 respondenter i 62 lande). Disse rundspørger har vist, at de vigtigsteforskelle mellem grundholdninger i forskellige kulturer kan sammenfattes i to dimensioner: 1. tradition versus rationalitet og 2. overlevelse versus selvrealisering.
Hvordan det? Jo, folk i fattige samfund hælder ikke overraskende til traditionelle værdier samt til prioritering af overlevelse; altså primært har de fokus på materielle goder. Her er man meget ofte nationalist og religiøs, og man har normalt meget klare opfattelser af, hvad der er godt (”os”), og hvad der er ondt (”de andre”). Man mener generelt ikke, andre folk er til at stole på, men autoriteter – f.eks. videnskabsfolk, politikere og ældre mennesker generelt – skal respekteres og adlydes. Kvinder skal ikke have for stort ansvar, men de skal producere mange børn. Homoseksualitet, skilsmisse og abort tolereres ikke og er ofte forbudt. Teknologi og penge prioriteres højt. Typisk er folk ikke særligt lykkelige i disse samfund.
I de rige samfund er der en mere rationel tankegang og overskud til selvrealisering. Her har folk meget større tiltro til hinanden og er mere tolerante over for f.eks. homoseksuelle. Frihed til at vælge står højt, og autoritetstroen er lav. Disse samfund er de mest lykkelige, og jo mere frihed, borgerne her har, desto lykkeligere er de.
Grafen viser den klare sammenhæng mellem forskellige samfunds gennemsnitsindkomst og deres typiske værdinormer.
Jo flere penge, des mere rationel
Illustrationen viser sammenhængen mellem på den ene side bruttonationalprodukt per indbygger og på den anden side værdinormer med hensyn til tradition versus rationalitet samt overlevelse versus selvrealisering. Grafen, der er baseret på måleresultater fra 65 lande, viser klart, at jo højere gennemsnitsindkomsterne er, desto mere er værdierne orienterede imod rationalitet og selvrealisering. Kun et enkelt blandt de her 65 undersøgte lande, den Dominikanske Republik, faldt uden for dette klare mønster.
Undersøgelser viser altså, at stigende indkomst både fører til mere rationalitet og højere selvrealisering. Faktisk sker dette i to faser; først styrer man primært mod mere rationalitet, og senere primært imod større selvrealisering. Faktisk flader rationaliteten efter et vist indkomstniveau ud, imens tendensen til selvrealisering fortsat siger. Så selv om folk i de rige lande generelt tænker mere rationelt end de fattige, er der tydeligvis altid et udbredt behov for spiritualitet og irrationalitet, uanset indkomst. Når f.eks. de traditionelle religioner går tilbage i sådanne samfund, afløses de af dyrkning af healing, miljøfanatisme, indiske guruer osv. Undersøgelser har desuden indikeret, at folk er blevet meget tilbøjelige til selv at stykke en personlig tro sammen, en individuel trosretning, som ofte rummer elementer fra flere religioner og måske ikke-religiøs mysticisme. Dette er i øvrigt en trend, der følger alle andre former for intelligens, nemlig fra det simple til det komplekse og mangfoldige.
Men hvordan er sammenhængene så mellem disse statistikker og de forskellige hovedkategorier af samfund? Det fremgår af figuren herunder.
De rige bryder bånd
Det såkaldte Inglehart-Welzel Cultural Map of the World viser forskellige samfundskategorier. På holdningsmatricen er forskellige lande plottet ind. Efterhånden som vore samfund bliver rigere, bryder vi stadigt flere bånd. Velfærdssystemerne frigør os eksempelvis for forpligtelsen til at passe vore gamle og syge forældre og gør det derfor muligt at tage større økonomiske risici. Tilsvarende frigør demokrati os fra tyranni, og når kirke bliver separeret fra stat, får vi religionsfrihed.
I øverste højre kvadrant ser vi yderst Schweiz, Holland og de skandinaviske lande, som i disse henseender er de mest udviklede, og som i øvrigt også topper på lykkeskalaerne. De modsatte holdninger ses især i Afrika samt nogle muslimske lande, hvor man i øvrigt ikke overraskende finder, at folk ofte er meget ulykkelige.
Grafen viser endvidere tre socio-demografiske områder, hvor folk er meget rationelle, nemlig Konfutse-området (Japan, Kina og Sydkorea), det protestantiske Europa samt dele af Østeuropa. For så vidt angår selvrealisering ligger Vesteuropa, Japan og det globale engelsktalende område i top. Grunden til, at f.eks. Kina og Østeuropa ikke kan følge med her, er formentlig, at deres økonomier endnu ikke tillader det, men efterhånden som deres levestandard stiger, vil de givetvis især rykke mod højre på grafen og dermed komme meget tæt på os.
Signalfarver og regnbuer
Lad os prøve at tage skridtet fra generelle holdninger til mere specifikke livsfilosofier. Som jeg nævnte i starten, har vi i nyere tid oplevet fascister, socialister, kommunister, nazister, religiøse fundamentalister og økologer. Selvom disse på mange måder er så forskellige, som noget kan være, har de haft to ting tilfælles. Den ene er, at filosofierne i vid udstrækning handlede om, hvad man ikke måtte gøre, og på den anden, at de hver havde en signalfarve – rød, grøn, brun, sort. I øvrigt var der varianter af disse farver, for Maoister og Leninister var vel blodrøde og socialdemokrater lyserøde, og for så vidt angår miljøbevægelserne, navngav forfatteren Alex Steffen i 2003 tilsvarende tre farvevarianter, som i dag er udbredte:
Onde tunger taler i øvrigt også om ”lite green”, eller greenwashing, som er, når man blot lader som om, at man er grøn. Det er imidlertid ikke alle de store livsstilsbevægelser i mands minde, der har haft en signalfarve – hippier, yuppier, nørder og liberalister har faktisk ingen. Alt dette er der sjovt nok et mønster i, for de nævnte fire farvefri (eller regnbuefarvede) bevægelser var grænsebrydende og handlede mest om, hvad man godt måtte gøre, mens de signalfarvede mest var om, hvad man ikke måtte.
Lad mig lige uddybe det med regnbuerne. Hippiebevægelsen handlede i vid udstrækning om frihed til at klæde sig underligt (- eller af!), høre vild musik og blæse på sociale normer. Tilsvarende var yuppierne også et brud med tabuer, om end i dette tilfælde tabuer imod at bruge penge og muntre sig. Og nørderne? For dem handlede det om, at man ikke behøvede at have specielle uddannelser og arbejde sig møjsommeligt gennem en karriereplan eller klæde sig på en bestemt måde for at få forretningsmæssig succes. Slutteligt troede liberalister selvfølgelig på frihed som et generelt princip. Altså fire grænseoverskridende bevægelser, som begejstret kastede sig over nye kulturformer, teknologier og erhvervsformer.
Ideologier i problemer
De farvede (og overvejende restriktive) bevægelser trives som nævnt primært i fattigere samfund, men også blandt de fattigste i moderne samfund. Det er således ikke tilfældigt, at stort set hele verden, inklusiv Vesteuropa, engang var totalitær, da levestandarden dengang var langt lavere end i dag. Det er heller ikke tilfældigt, at den aktuelle religiøse fanatisme udspringer fra samfund, der er yderst fattige – eller som var det indtil for ganske nyligt. Faktisk har verden været traditionel, brutal og autoritær i stort set hele vor fortid, og i et historisk perspektiv er det ikke de totalitære bevægelser, der er ”ekstremistiske”, men de frihedssøgende. At være hippie eller nørd er ekstremistisk, hvorimod fascister og kommunister blot er meget gammeldags.
Samfundsholdninger tenderer efter en tid til at køre ud i vilde excesser, som fører til mandefald (eller dødsfald), indtil de bliver stoppet. Kommunismen førte eksempelvis til massemord, hungersnød, fattigdom og kedsomhed, og fascismen samt nazismen til holocaust samt forfærdelige krige (som blev tabt). Den i princippet totalt humanistiske hippiebevægelse førte til striber af narkomaner og sociale tabere. Og yuppierne og nørderne? De kom økonomisk set alt for langt ud af tangenterne med deres finansspekulationer og dot com firmaer. For så vidt angår religiøse fundamentalister har disse jo fostret terrorismen, og de grønne er nu ved at undergrave deres sag med stribevis af ekstreme overdrivelser og fordrejninger.
Selv de mere udramatiske liberale og socialdemokrater har deres problemer; de liberale, fordi utæmmet indvandring og tøjlesløse finansmarkeder tydeligvis ikke går, og socialdemokrater, fordi deres socialstater er blevet stadigt sværere at finansiere eller stoppe.
Kompleksitet veksler i op- og nedgangstider
Civilisationer er former for intelligente systemer, og som alle andre former for intelligens tenderer de til at blive mere komplekse over tiden. Som en parallel kan man tænke på computerindustrien, som startede med centraliserede mainframes, men siden er blevet til et utroligt kompleks økosystem af millioner produkter, der samarbejder på et hav af forskellige måder.
Civilisationers tendens til øget kompleksitet accelerer i konjunkturmæssige opsving. Det er i sådanne perioder, at finansbranchen lancerer nye hyper-komplicerede og overgearede produkter, og det er også her, der bliver investeret lystigt i meget risikable gigantprojekter, ligesom kulturscenerne i denne konjunkturfase typisk kommer helt ud på overdrevet. Således er det ikke tilfældigt, at mange førende banker i 2008 ikke kunne finde ud af, hvad deres eksponering til ”toxic assets” egentlig var, at en fjerdedel af verdens kraner stod i Dubai, eller at folk betalte millionbeløb (i dollars!) for Jeff Koons støvsugere eller Damien Hirsts medicinskabe, fabriksproducerede klatmalerier eller udstoppede dyr.
Men i nedgangstider sker det modsatte. Bankerne går tilbage til ”plain vanilla” produkter. Der bliver desuden kun investeret i de mest oplagte projekter, og markedet for Daimen Hirst-agtige sager kollapser. I nedgangstider reduceres civilisationens kompleksitet med andre ord, og samfundet forsøger samtidig at udstøde meget af det, der opfattes som nyt, fremmedartet, truende eller provokerende. Gennem tiderne har det været alt fra bourgeoisiet, jøderne og andre med succes, til kriminelle, tiggere og indvandrere.
Tendensen til at søge farver i modgangstider gælder ikke blot ved relativt kortvarige konjunkturnedgange, men også når et samfund er i strukturel tilbagegang. En række mellemøstlige nationer har eksempelvis over de seneste årtier oplevet en massiv tilbagegang sammenlignet med andre nye markeder, og dette forklarer nok i høj grad, at man søger mod doktrinære farve-filosofier.
Angsten vil dominere i Europa
I de nærmeste år tror jeg, det er angsten, der vil dominere i Europa såvel som i USA, og det vil betyde, at vi her generelt vil give afkald på noget frihed og eksperimenteren for i stedet at søge mere tryghed og et mere velkendt kulturelt fundament under fødderne. I dag er det i Vesten nok mere sigøjnere og muslimer, der bliver jagtet af dem lidt til højre for midten, mens finansfolk og rige jages af dem til venstre. Samfundet vil gå nogle skridt baglæns, og vi vil få flere ”farver” og færre ”regnbuer”.
Vesteuropæeres frygt i dag drejer sig vel mest om indvandrere, kriminalitet, arbejdsløshed, terror og statslig gældsætning. Dette har allerede afspejlet sig i nye, politisk bevægelser, som dels går på markante stramninger af reglerne for indvandring, og hvad indvandrere må, samt dels på en stigende jagt på uberettiget forbrug af offentlige midler, altså på ”snyltere”. I direkte politisk repræsentation ligger denne bevægelse ofte på omkring 10-30% af stemmerne, men denne andel skjuler, at de fleste gamle partier har adopteret mange af de samme holdninger – om ikke andet, så for at forhindre markante stemmetab. Foreløbig har denne trend været relativt behersket, men får vi større terrorangreb i flere europæiske lande, kan den bryde ud i lys lue, og det samme gælder i øvrigt i USA. Så igen, jeg tror, brun er den næste farve i Vesten. Samtidig vil de, der altid har været røde, blive mere mørke i nuancen: Socialister frem for socialdemokrater.
Men hvad med grøn? For mig tyder meget på, at denne bevægelse er ved at toppe i de rige lande, specielt da den første global warming panik er ved at fortage sig. Dette afspejles også i, at de nye ”brune” partier stort set alle steder har fået flere stemmer end de nye ”grønne”, som ofte får højest 5-10% af stemmerne. Men blandt de grønne kan det være den økofascistiske variant, der får relativ fremgang i Vesten, imens de lysegrønne måske vil gå frem i de nye markeder. Vi ser allerede tegn på dette ved, at der er langt større modstand imod atomkraft og genetisk udviklede produkter i Europa end i de asiatiske vækstmarkeder.
Nye livsstilsbevægelser
Nu vi taler om asiatiske vækstmarkeder: De kommende år vil byde på både massiv relativ og absolut fremgang i de ca. 15 nye markeder med ca. 2,5 milliarder indbyggere, vi kan kalde tigerøkonomier – Kina, Indien, Brasilien osv. Samtidig vil disse opleve en urbanisering som aldrig før, og disse processer vil tilsammen udløse et væld af nye, frihedssøgende regnbuebevægelser. Faktisk har dette allerede manifesteret sig i markante yuppie-tendenser samt i ekstrem vækst i salget af mærkevarer og luksus. Men man kan også forestille sig, at der snart vil komme eksperimenterende frihedsbevægelser á la vore hippier blandt dem, der bliver rige nok til at synes, at der er andet i livet en arbejdsdisciplin og penge. Nu kan det vel være svært at forestille sig millioner af kinesiske hippier i underligt tøj, men det var det vel også i Europa lige før, hippierne faktisk kom. Og hvor den grønne bølge måske er ved at toppe (eller har toppet) i vesten, kan den vinde frem i ulandene, som vi faktisk allerede ser det i bl.a. dele af Sydamerika samt i Kina. Og fordi stemningen i nye markeder er mere optimistisk og positiv, vil det være den lyse snarere end den mørke variant af grøn, der vokser mest.
Så for at opsummere det hele er mit bud på de næste farver for de kommende 5-10 år: I vesten primært mere rød, brun og mørkegrøn. Og i de nye markeder mere letgrøn, lysegrøn samt et hav af regnbuer. Det sidste skal i øvrigt nok blive skægt.
