Læs tt-artiklen i e-tidskriftet her

Når der er gået et par minutter, skifter man partner. I en bestemt bevægelse rundt i kredsen, så alle prøver at danse med alle. Flere gange. Man finder hurtigt ud af, hvem der kan danse, og hvem der ikke kan. Der er nogen, der – selv om de har gået der flere år – bare ikke har rytme i kroppen. Overhovedet ikke. Og som konsekvent bevæger sig på de forkerte tidspunkter. Stift. De er ikke nemme at danse med. Der er også nogen, der er gode, men som ved det alt for godt. De begynder straks at rette på partneren, når der laves fejl. Og det gør man hele tiden. Der er også nogen, der retter på den anden, selv om de ikke selv kan danse. Men det ved de sikkert ikke. Endelig er der også nogen, der bare er der. Og nyder det og som det er sjovt at danse med. Fordi de efterhånden har lært det helt ok. For der er langt fra Danmark til Cuba. Især når det drejer sig om salsa.

Rytmisk aftenskole
Det er efterhånden en del år siden, min kone og jeg begyndte at gå til salsa. På den rytmiske aftenskole. Vi startede fnisende med grundtrin. Så flere grundtrin, for der er nemlig forskellige variationer. Nogen frem og tilbage. Andre til siden. Efterhånden kom der lidt rytme ind i trinene, og vi begyndte at danse sammen parvis. Det var lidt af en revolution. Hvilket gav den næste udfordring. Man skulle åbenbart hele tiden bytte partner. Ret ofte var der for mange kvinder. Enkelte gange for mange mænd. Og så var der jo nogen, der skulle stå over. Derfor byttede man hele tiden partner. Det var ikke så nemt i starten, for nu var vi jo kommet som par for at danse med hinanden. Mens andre var kommet som singler. Men det gik alligevel. Og efterhånden vardet bare sådan, det skulle være. Det gav mange præcise indtryk af, hvor forskelligt man kan danse. Der var vitterligt nogen, der ikke havde det i sig. Omvendt var der faktisk også enkelte, der var rigtigt, rigtigt gode. Og som det var en fornøjelse at danse med. Hvis det da altså ikke lige var en af dem, der var lidt mopsede, fordi de vidste, at de var lidt for gode til alle os andre.

Et globalt frikvarter
Nu er det efterhånden blevet til adskillige sæsoner. Man er blevet ’øvet’ og kan sætte gang i de bløde bevægelser og finde mere eller mindre spontane variationer. Med arme over hovedet, partneren rundt i universet og (mere eller mindre) elegante sving og vuggende bevægelser. Det ligner i en vis udstrækning salsa, selv om der stadig er langt til Cuba. Salsa er den bløde, legende og udadvendte bevægelse. Hvor mænd og kvinder spiller æggende op til hinanden, dvs. til hinandens roller i netop den dans. Det giver en bevægende, gribende og udadvendt fornemmelse, tilsat boblende glæde, hvor det at spilleop til alle er en del af spillet. I salsa er der et lille indbygget spil, hvor pigen ved hjælp af dansetrin og kropsbevægelser spiller op til manden – og de andre mænd. Mens manden med andre bevægelser og trin kan vise, at han tager sig sammen for at holde på pigen. Samtidig med at han ved hjælp af endnu en variation også lige får mulighedfor at kigge på de andre. Her står man så, på en almindelig onsdag aften i et meget oplyst lokale, hvor vinteren har lagt sin kolde hånd på alt ude, og danser rundt til cubanske toner. Det er globalisering med indbyggede modsætninger. For vi spiller ikke rigtigt op til hinanden. Det er kun et lille dansende frikvarter i hverdagen. Som vi har kastet os over, fordi vi er lidt vilde med dans, og fordi det er sjovt. For os selv er det også et udtryk for, at vi kan andet og mere end bare at tænke på morgendagens madpakker og e-mails. Vi kan overskride grænser i det små og gå ind i et kulturelt lukket land med helt andre værdier – og gribe ud efter dem; i et forsøg på at lære og på nyde et frikvarter sammen med andre. Salsa på den rytmiske aftenskole er altså både et forsøg på at række ud efter andre kulturer og på at række lidt ud efter sider i sig selv, som man ikke var helt bevidst om. Men som man kan se muligheder i. Og så får man også lige hevet sig selv op af lænestolen foran fjernsynet. Folk, der går til salsa, er – i det helt små – med til at trække det ugentlige fjernsynsforbrug ned. For man skal måske også lige øve sig på stuegulvet om fredagen. Selv om man kun er to. Man ser ikke Vild med dans – man er vild med dans.

Videre til argentinsk tango
Der er nogen, der stabilt deltager på salsaholdet år efter år. Andre klarer et par sæsoner, og så skal de videre. Måske møder man dem i byen, og så hilser man og får at vide, hvad de nu laver. Et par stykker er gået videre til argentinsk tango. Det er vildt, forsikrerde om. Med lidenskaber så stærke, aten af dem har prøvet at tude som et resultat af en time på aftenskolen med dans. Og det må jo siges at være ret stærkt. Grundlæggende er dans meget kropsligt og derfor også ret grænseoverskridende for velfærdsdanskere, der er mest vant til fodbold, løb og rulleskøjter – dvs. brug af store muskler og en del voldsomme bevægelser. Ide latinamerikanske danse får man et indblik i nødvendigheden af at bevæge sig rundt i tætte sensuelle bevægelser, der er nøglen tilnogle udtryksfulde følelser. Af glæde og flirt eller af indadvendt smerte og håb. Man lærer at holde en partner ret tæt på en helt almindelig tirsdag. Uden bagtanke eller mål. Bortset fra at svede, grine og danse. I den argentinske tango er det alvor. Det sensuelle og indadvendte er meget vigtigth er. Man skal føle partneren indvendigt, samtidig med at man hele tiden kredser om hinanden. Man skal følge hinanden tæt i en nærmest smertefuld bevægelse, der bringe rparret op på et højere niveau af fælles oplevelse af noget vigtigt. Benene og armene bevæger sig rundt om hinanden, og man søger med dansetrin og kropsbevægelser at finde ind til hinanden og holde fast. Det er ikke altid så nemt, når man hele tiden skal afbryde og lære nye trin og bevægelser. Men efterhånden begynder man at fange bevægelserne, og så er det, at der måske bliver åbnet til følelser, man ikke vidste, man havde. Det er der flere, der fortæller om. Det kan åbenbart være en ret stærk oplevelse med argentinsk tango på sådan en helt almindelig mandag aften i et kommunalt støttet danselokale, mens regnen og blæsten slår på ruden. Salsa og argentinsk tango er noget af det mest populære, når det drejer sig om den nye interesse for latinamerikansk dans, men der er også masser af andre muligheder .Samba, som optakt til forårets karnevaller rundt omkring i landet. Og på danseskolerne kan man kaste sig over forskelle pardanse, f.eks. quickstep, jive og cha-chacha. Men så begynder man også at bevæge sig i retning af ungdommens organiserede danseskoler med pomadehår og strutskørt. Orientalsk mavedans er også en mulighed. Som også kan være overskridende og give nye indsigter i fremmede kulturer. Og hvis man er i det hjørne, hvor det mere handlero m at vise sider af sig selv frem for andre, kan man også dyrke modern dance.

Formålsrettet zumba
Den seneste udløber af salsa-interessen er zumba. Som der også er nogle fra de gamle hold, der er begyndt på. Zumba er nogeth elt tredje, nemlig en form for fitness, og det udøves i fitnesscentre. Her skulle den angiveligt medføre slankere talje, strammere mave, trimmede arme og fastere baller. Kombinationen dans og fitness gør, at man angiveligt morer sig gevaldigt. Det er det dansende element i det. Og man sveder en masse kilo af kroppen. Det er strukturen i dansen. Her danser man ikke med andre, men med sig selv. På rad og række ved siden af andre. Og nogen gange med vægt ei hænderne, så man rigtigt kan tabe nogle kilo og opbygge muskler i overkroppen. Det ligner nærmest rammerne for et Michael Jackson show. Ved at overflytte salsaen, i kombination med andre danseformer, til fitnesscentret er derved at gå velfærdsstat i den igen. Her bliver det legende nedtonet, og det formålsrettede får første prioritet. Man skal tabe sig og få strammere balder. Man skal være sund. Man skal være perfekt. I hvert fald i princippet, og så jager man løs på den ’utopiske’ krop. Hvorefter man sikkert forfalder til fjernsynet igen. For mange er fitness nemlig aflad, fordi man synder. Skal man dyrke fitness – og det kan der være mange grunde til – kan zumba uden tvivl være et underholdende afbræk på timer med jern og løbebånd. Men man slipper stadig ikke for råbende instruktører og anmassende musik.

Leg og fremmede bevægelser
Det herlige ved salsaens og den argentinske tangos indtog i dele af den danske hverdagskulturer, at der pludselig åbnes for legen, for lysten til at dyrke kreative og fremmede bevægelser. Hvilket oven i købet af og til kan give et spændende indblik i en fremmed kultur, som pludselig kan give den danske kultur nye perspektiver. Der etableres nye sammenhænge og kulturer, hvor folk mødes på tværs af formellerammer og institutionelle mål. Eksempelvis er der flere steder salsatek, hvor man kan kaste sig ud i de vildeste danse. Og hvorman pludselig opdager, at der faktisk er retmange, der kan danse salsa. I hvert fald flere, end man troede. At der faktisk også er re tmange i byen, der kommer fra Latinamerika. Og at de er fantastiske til at danse netops alsa og argentinsk tango. Hold da fast. Den lille salsadrøm kan godt opfattes som et mere eller mindre bevidst forsøg på at indføre nye dimensioner i velfærdssamfundet. Dimensioner, der åbner for det legende og kreative. I en kultur, der normalt har meget styr på tingene. Det er faktisk ret forfriskende. Selv om det også er godt, at der er orden på tingene – trods alt. Derfor er der en vis logik i, at der hver aften på den rytmiske aftenskole bliver foretaget navneopråb og kommunal afkrydsning. Når det er overstået, kan vi gå i gang.